Hvorfor handler valget til Europaparlamentet slet ikke om, hvad vi vil med vores fælles forskning i Europa?

Vigtigheden af ny viden og videregående uddannelser nævnes tit og ofte ved højtidelige lejligheder, men meget sjældent når der skal være valg. Uddannelses og forskningsbudgetter er langt nede på prioriteringen hos finansministrene i Europa. Og forskningsministerposterne rangeres lavt i regeringshierarkiet. Og mht den aktuelle sag: Europaparlamentet får ikke mange forslag at tage stilling til inden for dette område.

Den gode nyhed: Europæisk forskning rangerer højt mht antal videnskabelige publikationer i internationalt meriterende tidsskrifter.

Vores arbejder bliver flittigt citeret af forskere i andre dele af verden. Og vi er blevet ret gode til at arbejde sammen på tværs af landegrænser i Europa. So far so good.

Men mens vi i snart et halvt århundrede har øvet os i at arbejde sammen og bygget systemer der sikrer, at de offentlige penge gives til kvalitetsforskning, har vi glemt at lægge strategi for, hvordan vi samarbejder med resten af verden. Og for hvordan vi sikrer, at vi også bliver gode til at bruge ny viden til at lave nye løsninger og ny forretning. Hvis vi fortsætter i denne retning ret meget ud i fremtiden risikerer vi at marginalisere os selv: Andre bruger den viden vi genererer, mens væksten går uden om os.

Jeg har haft fornøjelse i 08-09 af at være medlem af Rietschel udvalget, der havde til opgave at evaluere den fælles europæiske forskning. Vi kom med ret bastante anbefalinger om hvad der bør ændres.

Se hele rapporten: http://ec.europa.eu/research/reports/2009/pdf/fp6_evaluation_final_report_en.pdf

Centralt blandt anbefalingerne er, at EU skal bruge sine fælles forskningsprogrammer til målrettet at gå efter ny viden og forståelse, relevant for løsning af verdens vigtige problemer.

At vi skal udforme klare strategier for, hvordan vi vil samarbejde ikke kun med hinanden (inden for de samme universitære discipliner), men på tværs:

På tværs af discipliner (det er nødvendigt for at skabe løsninger).

På tværs af offentlige og private sektorer (det er nødvendigt for at få viden brugt til værdiskabelse i samfundet).

På tværs af kontinenter for at bidrage til at løse globale problemer; med Ulandene -for at bidrage til en bedre verden; og med vækstlandene for at løse problemer og også få andel i den økonomiske vækst.

Som et første signal for at EU mener dette alvorligt foreslås det, at vi helt forlader den nuværende terminologi: at alt uden for EU kaldes 3.lande. (3.lande omfatter både industrialiserede lande som Japan, vækstlande som Indien, Kina og Brazilien; og også Ulandene!).

Man kan ikke lave en klog strategi, hvis man har så lidt strategisk opfattelse af, hvem ens partner er. Der er akut brug for en strategi for, hvordan EU vil lave forskningssamarbejde med henholdsvis Vækstlandene og Ulandene. Det er to helt forskellige slags partnere: Kina og Indien har feks langt flere veluddannede end os. Vi kan let overhales, hvis vi ikke tænker os om. Og Ulandene har så få forskere, at vi skal passe meget på kun at bruge deres tid, hvis vi er absolut førende i verden på det pågældende område. Gode hensigter er ikke nok.

EU´s Kommissær for forskning, Potocnik har indkaldt Rietschel udvalget til møde d 17.juni. Jeg er spændt på, hvor meget vi kan komme igennem med. Glæder mig til at dele det med Jer.