Ny bredbåndschip efterligner det menneskelige øre
Ved at scanne 3.500 parallelle frekvenser på én gang har amerikanske forskere fået strømforbruget i en ny chip til trådløst bredbånd ned på blot én procent af traditionelle chip.
MIT's radiochip, der efterligner det menneskelige øre, her koblet til en antenne. (Foto: Donna Coveney/MIT)
Læs mere om
Dokumentation
Forskere fra Massachusetts Institute of Technology har fremstillet en bredbåndschip, der modellerer det indre øre. Chippen kan lynhurtigt danne sig et overblik over, hvilke frekvenser der er aktive. Det sker ved anvendelsen af 3500 parallelle kanaler, hvilket ligner den måde, som det indre øre fungerer på.
Traditionelle chips kan ikke benytte parallelle kanaler og er derfor meget længere om at scanne samtlige de frekvenser, som benyttes til bredbånd af teknologier som wi-fi, 3G og trådløs USB.
Opfindelsen er blevet offentliggjort i den seneste udgave af IEEE Journal of Solid-State Circuits, skriver MIT i en pressemeddelelse.
»Traditionelle forskere, der arbejder med design af radiochip, ville aldrig være kommet på denne ide, der efterligner det menneskelige øre med et meget bredt frekvensspektrum,« siger professor Rahul Sarpeshkar, der leder forskerholdet på MIT.
Forskerteamet har udviklet chippen, der kun fylder 1,5 gange 3 mm i en effektiv procesteknologi, hvilket ifølge deres pressemeddelelse holder effektforbruget nede på omkring en procent af en traditionel chip.
Det lave effektforbrug vil give anledning til en lang række nye anvendelsesmuligheder, da der kun skal ganske små batterier til at få chippen til at fungere. Det gør den velegnet til indlejrede systemer.





