DSB må nøjes med korte IC4-tog
DSB har kun fået tilladelse til at koble to IC4-togsæt sammen, selv om Københavns Hovedbanegård er forlænget til at kunne tage længere intercitytog. De to togsæt må endda kun kobles sammen på én måde. En væsentlig begrænsning, fastslår jernbaneforsker.
Tema
Læs også
Læs mere om
Med IC4-togets begrænsede typegodkendelse bliver det både umuligt for DSB at sammenkoble mere end to togsæt og at sammenkoble forende til forende og bagende til bagende.
Det bliver umuligt for DSB at udnytte IC4-toget lige så effektivt som IC3. Det vurderer jernbaneforsker Alex Landex, adjunkt på DTU Transport.
»IC3-togsæt kan du koble sammen på alle leder og kanter, mens der er 50 procents risiko for, at et IC4-togsæt vender forkert, fordi det indtil videre kun er godkendt til at koble på én måde,« fastslår han.
Begrænsningen skyldes, at den sikkerhedsgodkendelse, som Ansaldobreda i maj skaffede sit IC4-tog, kun rækker til at koble ét togsæt med et andet, forende til bagende. Det er ikke tilladt at sammenkoble to togsæt på andre måder eller at koble flere togsæt sammen, oplyser sikkerhedsdirektør Jesper Rasmussen, Trafikstyrelsen, der i maj gav det første sammenkoblede IC4-tog en betinget godkendelse.
»En af afgrænsningerne i godkendelsen er, at toget kun er godkendt til sammenkobling forende til bagende,« siger han.
»Ønsker man at koble anderledes, må man søge om sikkerhedsgodkendelse af det. For når der ikke foreligger nogen testdokumentation for dét, kan de ikke blive godkendt,« siger Jesper Rasmussen.
Han har selv undret sig over den begrænsede ansøgning om sammenkobling af IC4-togsæt.
»Det er da pudsigt, for det gør det jo mindre fleksibelt,« siger han.
DSB kan selv søge om godkendelse af andre former for sammenkobling, men endnu er det ikke sket, og det kræver omfattende dokumentation og testkørsler på en lukket bane.
Ingen lange IC4-tog
Alex Landex anskueliggør med et eksempel, hvorfor det er nødvendigt for DSB at kunne koble IC4-toget på alle måder:
»Et tog kører fra København til Esbjerg og til Århus eller Fredericia og så tilbage til København. Men da du har kørt rundt i sportrekanten Middelfart-Kolding-Fredericia, er toget fra København på sin vej tilbage vendt rundt, så det, der før pegede mod øst, nu peger mod vest. Skal det nu kobles til et togsæt, der står i København, fordi man har brug for et længere tog, der skal til eksempelvis Aalborg, vil det tit ikke kunne lade sig gøre, hvis man ikke kan koble forende til forende og bagende til bagende.«
Oven i købet er det indtil videre kun muligt for DSB at koble to IC4-togsæt sammen, hvilket umuliggør kørsel med lange tog.
»Da Københavns Hovedbanegård for nylig blev ombygget, blev perronerne forlænget, netop for at give plads til at køre med længere IC4-tog og dermed udnytte den skrabede kapacitet ud af København bedst muligt. Så det er også en væsentlig begrænsning,« vurderer Alex Landex.






