/fødevarer

Brandskat på nødder: Politikere vildt uenige om årsagen

Dansk Folkeparti og Venstre angiver vidt forskellige grunde til at hæve den i forvejen høje, danske afgift på nødder. Ernæringsekspert afviser ethvert sundhedsargument for afgifter på ubehandlede nødder.

Klik for at se billedet i stort

Nødder indholder mange gode vitaminer og mineraler samt store mængder umættet fedt, det sunde fedt, som beskytter mod f.eks. hjerte- og karsygdomme. Men de er derfor også meget kalorieholdige, så derfor bør man ikke spise mere end 30 gram om dagen, ifølge de officielle råd fra Fødevarestyrelsen. 30 g svarer til en håndfuld.


Læs også

Læs mere om

Af Anne Lykke, onsdag 03. jun 2009 kl. 07:52

Skal sunde nødder brandskattes, fordi det er en enkel måde at få penge i statskassen, eller fordi mandler er hovedingrediensen i marcipan?

Ordførerne i Venstre og Dansk Folkeparti har meget forskellige forklaringer på, hvorfor nødder hører med ind under afgiften på sukker og chokoladevarer.

Venstre henviser til, at nogle nødder er sundere end andre, mens Dansk Folkeparti afviser, at nøddeafgiften har noget med sundhed at gøre, men kun et spørgsmål om at forhøje de eksisterende afgifter.

Et flertal i Folketinget vedtog forrige uge at hæve en 87 år gammel afgift på en af de sundeste fødevarer på supermarkedernes hylder, nødder, med 25 procent.

Hvorfor skal sunde nødder ind under sukkerafgiften, når afgiften skulle gøre danskerne sundere. Hvad er rationalet bag den beslutning?

»Der har ikke været taget stilling til, om afgiftstrukturen skulle ændres, så vi har bare forhøjet de eksisterende afgifter med 25 procent,« siger Mikkel Dencker, skatte- og it-politisk ordfører i Dansk Folkeparti.

Men nødder er jo ret sunde, så hvorfor forhøjer I afgiften på dem?

»Vi er ikke gået ind i en detailvurdering af, hvad der er sundt og usundt, andet end hvad der lå lige for, som med sukkerfrit slik.«

Regeringen skriver dog i sit oplæg til afgiftsforøgelsen, i Forårspakken 2.0 i afsnittet om ’Flere Sunde Leveår’, at afgiften skal sænke danskernes forbrug af varer med et meget højt sukkerindhold som for eksempel is, chokolade og sodavand.

Venstres skatte- og afgiftsordfører Torsten Schack Pedersen (V) vil derimod gerne tale om sundhed i forhold til nødder.

Hvorfor skal sunde nødder også pålægges afgift?

»Den varekategori, som marcipan og chokolade er i, rummer også mandler, fordi mandler er råvaren til marcipan, og så skal de behandles ens afgiftsmæssigt, så det har vi været meget bevidste om. Man kunne også have holdt dem ude, men så skulle pistacienødder og peanuts også fritages, og så kunne man begynde at diskutere det sundhedsmæssige i det.«

Pistacienødder og jordnødder kan være ristede i olie og saltede, og er dermed ifølge Torsten Schack Pedersen ikke så sunde længere.

Men ubehandlede nødder er meget sunde. Hvorfor vil I ikke fritage dem fra afgiftsstigninger?

»Som sagt er der et princip om, at hvis slutproduktet er afgiftsbelagt, skal råstoffet også være det. Men skulle man finde en model skulle pistacienødder og peanuts også fritages, og hvor er det sundhedsmæssige aspekt så henne? Så vi tog det rene snit.«

Men hvorfor kunne I ikke tage alle nødder over en kam?

»Det var et valg. Den bedste løsning lå ikke lige til højrebenet, og så tog vi den der harmonerede bedst samlet set og så røg nødder og mandler med.«

Ernæringsekspert: Læg kun afgift på olie-ristede nødder
Ernæringsekspert, cand.scient. i human ernæring, Per Brændgaard Mikkelsen påpeger, at ubehandlede nødder er sunde, også pistacienødder. Han synes dog ikke, at de saltede, olierede nødder skal pålægges samme afgift som ubehandlede nødder.

»Nødderne i sig selv er sunde, men hvis de bliver saltede og ristede i olie, er de mindre sunde end de rå nødder. Så man burde i stedet skelne imellem, om nødderne er forarbejdede eller ej,« siger han.

Industrien har brokket sig højlydt til skatteminister Kristian Jensen (V) over afgiften på nødder, dog uden at blive hørt.



03. jun 2009 kl 08:24

Mads Mikkel Tørsleff

Fortsæt det argument...

Venstres ordfører:
»Som sagt er der et princip om, at hvis slutproduktet er afgiftsbelagt, skal råstoffet også være det."

Vil det sige at kartofler også skal brandbeskattes, fordi man i enkelte tilfælde laver de usunde pommes frites eller chips af dem?


03. jun 2009 kl 08:55

Miklos Kerkuska

Re: Fortsæt det argument...

Nej Mads, afgiften skal helt op på loftet. Husk der bliver jo også lavet sprit af kartofler.


03. jun 2009 kl 09:45

Kai Birger Nielsen

Re: Re: Fortsæt det argument...

Og der er vand og co2 i sodavand. For ikke at tale om at der også er vand i øl og snaps.


03. jun 2009 kl 09:49

Anders Jakobsen

Re: Re: Re: Fortsæt det argument...

Hindbær i hindbærsnitter.


03. jun 2009 kl 09:53

Cecilie Nygaard

Re: Re: Re: Fortsæt det argument...

Der er luft i skumfiduser, og de er også usunde! Jeg synes man skal brand-beskatte den luft vi indånder så...når man gør noget skal man jo gøre det ordentligt, ikke? Hmm...


03. jun 2009 kl 09:53

Chris Kjær

Re: Re: Re: Fortsæt det argument...

Og flødeis er ofte mere end 50% luft...


03. jun 2009 kl 10:14

Casper Steinhauer

Re: Re: Re: Re: Fortsæt det argument...

Luft bliver brugt af biler, og de forurener, biler kører med mennesker, nogle af de mennesker bliver politikere, og de og de er klart en belastning for miljøet. Derfor må vi pålægge 1 liter luft en afgift på 42øre før moms naturligvis.

Ja ja jeg ved det godt... men politikere er jo ikke så smarte, og dem der vil drikke flydende luft for at snyde afgiftsystemet, de ... ja det skal man vist være politiker for at kunne finde på :-)


03. jun 2009 kl 10:49

Jais Knudsen

Re: Fortsæt det argument...

Den rigtige begrundelse er, at den valgte løsning simpelthen er lettere at administrere. Men den forklaring synes jornalister ikke er gyldig, og derfor tør politikerne ikke komme med den. Så hellere komme med bragesnak. Heldigvis står de tilbage med dummepeterhatten engang imellem, når den strtegi bliver valgt.

Jeg synes dette land fortjener nogle politikere, der vil og kan forklare befolkningen, hvorfor tilsyneladende uhensigtsmæssige eller upopulære beslutninger kan være de rigtige i situationen. Og her spejder jeg forgæves, især ude på fløjene.


03. jun 2009 kl 11:05

Benny Olsen

Re: Fortsæt det argument...

Fra artiklen:

afgiften skal sænke danskernes forbrug af varer med et meget højt sukkerindhold som for eksempel is, chokolade og sodavand.

Det er en sukkerafgift, men argumenterne handler om forarbejdning med salt og olie.

Jeg ved at der gennem de seneste år er opstået en kultur der køber hele mandler, som smuttes og hakkes og hældes på glas til en uges forbrug, det blandes i havregryn og spises med mælk om morgenen, det er lidt dyrt men det er hurtigt at tilberede og indtage og næringsstofferne frigives langsomt gennem hele formiddagen, en stigende mandelpris vil tvinge unge studerende, over i noget færdigblandet cornflages som skal drysses med sukker for at smage og fylde i maven.

Giver det bedre sundhed eller længere levealder?

I stedet for at pålægge ekstra afgifter på alle råvarer der kan saltes ristes eller steges, var det så ikke nemmere at lægge ekstra afgifter på salt og olie, altså vurdere alle råvarer og lægge afgiften efter salt og olieindholdet i varerne, olieindholdet kunne være opdelt i 2 satser efter om det var animalsk eller stammede fra planter.

Egentligt tror jeg bare politikerne keder sig, den simple model med moms på alt, og ekstra punktafgifter på nogle få udvalgte varet som tobak, spritus, fossile råvarer og anden energi, pesticider, vand, ja det er åbenbart for nemt at administrere.

Hvor blev sukkerdebatten af, jo den forsvandt da vi begyndte at tale om sundhed, og konsekvenserne af en øget sukkerafgift efter det nuværende princip.


03. jun 2009 kl 12:11

avatar

Jan Petersen

Sodavand

Ved i hvorfor sodavand i små flasker er så pokkers dyre?
Det er skam fordi at der en tårnhøj afgift på plastikkapslen Jo jo - den er god nok! Sidst jeg var inde og kikke på SKATS hjemmeside var det vist omkring 2,50kr pr. kapsel. Jeg kan købe en Øl på flaske til den pris.

Hvis man gider at undersøge SKAT´s punktafgifter og Luxus afgifter, sover man ikke de næste 4 dage.

Oven i det, bliver producenterne pålagt en kæmpe udgift til administration af disse "regler"

SKAT er en organisation som er ude af kontrol, og som år for år tilrager sig mere magt til at jage borgerne rundt i manegen.

Føj for den lede!


03. jun 2009 kl 12:41

Nicolai Mathiasen

Politikere i en nøddeskal..

"Vi gider ikke undersøge, hvilke konsekvenser vores beskatning har eller om den er rimelig og fornuftig." - det er vist essensen i, hvilke principper vi ledes efter her i Danmark. - At betale ved kasse 1 - det er det, som betyder noget for dem.


03. jun 2009 kl 12:46

Uffe Merrild

Re: Sodavand

Ved i hvorfor sodavand i små flasker er så pokkers dyre?
Det er skam fordi at der en tårnhøj afgift på plastikkapslen Jo jo - den er god nok! Sidst jeg var inde og kikke på SKATS hjemmeside var det vist omkring 2,50kr pr. kapsel. Jeg kan købe en Øl på flaske til den pris.

Hvis man gider at undersøge SKAT´s punktafgifter og Luxus afgifter, sover man ikke de næste 4 dage.

Oven i det, bliver producenterne pålagt en kæmpe udgift til administration af disse "regler"

SKAT er en organisation som er ude af kontrol, og som år for år tilrager sig mere magt til at jage borgerne rundt i manegen.

Føj for den lede!

Det skal sq nok passe, det er ligesom afgiften på din bil er bestemt af antallet af sæder. Komplet idioti.


03. jun 2009 kl 14:13

Lars Nielsen

indvandrerfjendsk

Dansk Folkeparti har kun een begrundelse for at lægge nye afgifter på nødder. Det skader de indvandrerbutikker, som handler med nødder og snacks i løs vægt.


03. jun 2009 kl 15:29

avatar

Per Michael Jensen

Re: Sodavand

Skats punktafgiftssatser findes her: http://www.skm.dk/tal_statisti...html
Der er egentlig ikke så mange.

Jeg har ikke fiundet nogen afgift på sukker overhovedet. Det er da tankevækkende.


08. jun 2009 kl 12:46

Casper Udemark

Konfektureafgiften er fra 1920'erne

Det stammer fra en tid hvor man ville begrænse importerede luksusvarer. Jeg har skrevet om den tåbelige konfektureafgift her og foreslået at erstatte den med en ren sukkerskat. Men politikerne aner ikke hvad de foretager sig:

http://borgerligbums.wordpress...ker/


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.