Volvo går sammen med elselskab om hybridbil
I 2012 vil svenskerne i Volvo og Vattenfall sætte gang i serieproduktionen af en hybridbil, der kan oplades i en almindelig stikkontakt. De første test begynder allerede denne sommer.
Læs også
-
Superbilbatteri på vej: 70 procent mere effekt til hybrid- og elbiler
-
Vild interesse for hybridbiler varsler priskrig mellem Honda og Toyota
Læs mere om
Dokumentation
Bilfabrikanten Volvo og energiselskabet Vattenfall har indgået et samarbejde om at sende en ny plug-in-hybridbil, som kan oplades via en almindelig stikkontakt, på markedet i 2012.
De to svenske virksomheder indgik allerede i 2007 et samarbejde om at teste og udvikle plug-in-teknik. Nu udvides det med et industrielt samarbejde om at serieproducere plug-in-hybridbiler i Sverige i 2012.
Bilerne skal kunne drives af både el og diesel og have lavere miljøpåvirkning, end de biler Volvo tilbyder i dag, og de vil kunne oplades i en almindelig stikkontakt.
Hybridbilerne vil blive drevet med en stærk elmotor, som får strøm fra et litium-ion-batteri, der har en ladetid på ca. fem timer og efterlades, når bilen bremser. Bilen vil kunne køre korte stræk som frem og tilbage til arbejde, men på længere stræk vil den lille dieselmotor blive nødvendig at tage i brug.
Hurtigere få elbiler på vejene
Ifølge partnerne forbruger en elmotor nemlig kun ca. en femtedel energi i forhold til en tilsvarende motor drevet med fossilt brændstof.
Prisen for en plug-in-hybridbil vil blive højere end en almindelig bil, da batterierne stadig er dyrere. Når den kører på el, er brændstofomkostningerne dog kun ca. en tredjedel sammenlignet med at køre på diesel, oplyser Volvo og Vattenfall.
Volvo, der har til mål at blive verdens største leverandør af hybridbiler, skal producere bilerne, mens Vattenfall skal udvikle ladeløsninger og levere elektriciteten.
Vattenfall vil tilbyde kunderne at tegne et abonnement på elektricitet specifikt fra vind- eller vandkraft.
Testet til sommer
Partnerne vil denne sommer præsentere tre demonstrationsbiler af modellen Volvo V70, som skal indsamle bilisternes ønsker og krav til bilen og kortlægge deres kørselsmønster.
Vattenfall skal teste koncepter for hurtig hjemmeopladning og for ladestationer med betalingsløsninger på parkeringspladser.






