/transport

Nordsjællændere skifter dieseldunstere ud med elbiler

Rudersdal Kommune vil med storstilet miljøplan nedbringe kommunens CO2-udledning med 20 procent inden 2012 og omfattende brug af elbiler skal være et af midlerne. Nu skal stik og ladestander på plads.

Af Torben R. Simonsen, fredag 29. maj 2009 kl. 10:03

Dieseldunstende køretøjer i Rudersdal Kommune skal nu udskiftes med lydløse og lugtfri elbiler i jagten på at nedbringe kommunens CO2-udledning med 20 procent inden 2012.

Kommunen har netop indgået en aftale med elbilprojektet Better Place og Dong om opstilling af ladestik og batteriskiftestationer i kommunen.

Som en del af aftalen vil kommunen også udskifte sin egen bilpark på de områder, hvor det er muligt.

»Vi har en flåde af omkring 50 biler til vores hjemmepleje, som det kunne være oplagt at skifte ud til elbiler. De har et kørselsbehov og et kørselsmønster, der ville passe godt til elbiler,« siger teknisk chef i Rudersdal Kommune Allan Carstensen til Ing.dk.

I øjeblikket er hjemmeplejeflåden på en leasingkontrakt, der udløber i 2012, men når det tidspunkt kommer, håber Allan Carstensen, at priserne vil være faldet, og tilgængeligheden øget, så det også vil være økonomisk fordelagtigt for kommunen at skifte til elbiler.

Endnu er der ikke truffet beslutning om, hvor standerne skal stå, eller hvor mange der skal opstilles. Det er spørgsmål, der skal afklares i samarbejdet med Better Place, der også løber frem til 2012.

Ud over hjemmeplejen peger Allan Carstensen på kommunens vejmænd som et område, hvor bilparken med miljøfordel kan udskiftes med elbiler.

Aftalen med Better Place og Dong betyder desuden, at der bliver skabt muligheder for at kommunens borgere lettere kan komme til et ladestik på farten.

Desuden lægges der op til, at opsætning af ladestandere indtænkes, når kommunen bygger nyt eller udvider eksisterende bygninger, ligesom kommunen går i dialog med ejerne af benzinstationerne med henblik på opstilling af batteriskiftestationer.

For nyligt indgik Better Place også en aftale med Københavns Kommune om et pilotprojekt, der skal sætte en elbilinfrastruktur på gaden inden klimatopmødet i København i december.



29. maj 2009 kl 16:53

avatar

Steffen Frøkjær

Dejligt

Dejligt at se:

»Vi har en flåde af omkring 50 biler til vores hjemmepleje, som det kunne være oplagt at skifte ud til elbiler. De har et kørselsbehov og et kørselsmønster, der ville passe godt til elbiler,« siger teknisk chef i Rudersdal Kommune Allan Carstensen til Ing.dk.

Det tror jeg nemlig på at 90% af danske by kommuner har, og ca 50% af resten af de blive der blive brugt i hjemmeplejen kunne også skifte til El, uden de støre problemer.


29. maj 2009 kl 19:18

Benny Olsen

I Farums ånd...

»Vi har en flåde af omkring 50 biler til vores hjemmepleje, som det kunne være oplagt at skifte ud til elbiler.

Det synes jeg er en modig udmelding fra en teknisk chef, men Allan Carstensen kan flage grøn profil nu, og lade sin efterfølger trække i land om 3 år.

nedbringe kommunens CO2-udledning med 20 procent inden 2012.

Og bilflådens leasigkontakter udløber først et stykke inde i 2012, det må give en periode med dobbelt vognpark.

Så foreslår jeg at de mange ekstra biler lånes ud til byens borgere indtil kommunen selv skal bruge dem, deres dieseloser skal deponeres i teknisk forvaltning imens.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.