Video: Robotbygger for en dag

Der blev stillet store krav til fingerfærdigheder, samarbejde og kreative ideer, da Scion DTU afholdt innovationsseminar. Deltagerne blev sat til at samle og programmere deres egen robot.

Af Morten Lund, torsdag 28. maj 2009 kl. 13:07

’På fire timer skal I bygge og programmere jeres egen personlige Lego Mindstorm-robot til at kunne udføre 13 forskellige opgaver.’

Sådan lød udfordringen til en række ingeniører og andre godtfolk, da Forskerparken Scion DTU tirsdag afholdt innovationsseminar for 19 af forskerparkens ingeniører og andre godtfolk. For at forbedre kreativiteten og innovationen i en travl hverdag skulle de enkelte teams samle deres egen robot og efterfølgende programmere den til at løse op til 13 forskellige opgaver.

Det viste sig at være noget af en mundfuld for de ellers fortrinsvist teknisk fingerfærdige deltagere. For hvordan får man robotten til at lystre og ikke ramme forbi målet? Og hvad betyder det for samarbejdet og sammenholdet, når robotten lige pludselig ikke vil, som programmøren vil?

Se her, hvordan det gik for sig, da projektleder Mark Perry og hans to kolleger blev kastet ud på dybt vand i kreativitetens hellige navn.