Kan man blive gravid, mens man er gravid?
Morten Jensen spekulerer på, om en kvinde kan nå at blive gravid igen, inden hun har født det første barn:
»Kan man blive gravid, mens man er gravid? I dag hvor man kan benytte in vitro-fertilisering eller intracytoplasmatisk sædcelleinjektion, kan man så gemme et æg fra moderen, vente til tredje trimester i den igangværende graviditet og sætte det kunstigt befrugtede æg op i moderen?«
Klinikchef for Rigshospitalets Fertilitetsklinik, overlæge Anders Nyboe Andersen, svarer:
»Det umiddelbare svar er, det kan man IKKE.
Man kan sagtens udtage æg, befrugte dem, og de kan i princippet også oplægges i en livmoder under en graviditet. Men at dette skulle give anledning til en ny graviditet må anses for udelukket.
For at et befrugtet æg (embryon) kan implantere og udvikles i livmoderslimhinden (endometriet), kræves en ganske bestemt påvirkning af slimhinden, hvor den først stimuleres alene af det kvindelige kønshormon, østradiol + andre østrogener. Slimhinden skal derefter påvirkes af det graviditetbevarende hormon progesteron, og der findes et vindue indenfor 2-3 dage, hvor slimhinden er modtagelig.
Dette kræver som anført en ganske bestemt sekvens af hormonel påvirkning: østrogen, derefter østrogen + progesterone og derefter implantation indenfor et bestemt vindue på nogle dage herefter.
Alt dette ved vi blandt andet fra ægdonationsbehandlinger, hvor vi for at få graviditet hos en modtager (recipient) af æg for eksempel skal oplægge et to-dages embryon mellem tre og fem dage efter, at endometriet er blevet progesteronpåvirket.
I graviditeten er slimhinden (endometriet) under massiv lanvarig progesteronpåvirkning, og det må anses for udelukket, at et oplagt embryon kan implantere og udvikles her.
Der er endvidere mig bekendt INGEN eksempler på, at noget sådant er sket på naturlig måde, og at en fertilitetslæge ville udføre et sådant eksperiment er udelukket - af mange grunde.«
Spørg Scientariet er redigeret af Julian Henlov, juh@ing.dk.
Funktionelle polymerer vil ændre medicin og industri
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





