Her er den første chip, der tidobler farten med USB
NEC har leveret den første host controller-chip til USB 3.0, som understøtter hastigheder op til 5 gigabit, men der er stadig et stykke vej til at få produkter på markedet.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Japanske NEC har udviklet verdens første host controller-chip, der understøtter USB 3.0 – også kendt som Superspeed USB. Den standard kan overføre op til fem gigabit per sekund.
Inden du kan gøre dig håb om USB-nøgleringe og andre gadgets med fantastiske overførselshastigheder i din pc, skal der imidlertid også fremstilles en chip til klientsiden. Den venter vi endnu på.
Når klient-chippen kommer på markedet, kan producenterne begynde at designe nyt udstyr, men der skal chips fra flere producenter til, før produkterne kan få det blå certificerings-stempel.
»Vi vil helst have tre chips til hostcontrolleren og tre til klienten,« fortæller præsidenten for USB Implementer’s Forum, Jeff Ravencraft, til Ing.dk.
I forhold til USB 2.0 byder den nye standard på en tidobling af overførselshastigheden, hvilket især vil komme flash-diske (SSD’er) til gode. Samtidig falder strømforbruget væsentligt, da den hurtige standard er interrupt-drevet, hvor den nuværende standard arbejder med en polled-arkitektur.
SSD’er har for længst ramt loftet i USB 2.0-standarden. En typisk SSD kan overføre data med op til 2,7 Gbit/s, hvor den uværende USB-arkitektur kun tillader en hastighed på 480 Mbit/s.






