0-energihus: Nu også som hovedsæde for dit firma
En vindmøllevirksomhed i Randers har opført et nyt domicil, som er så godt isoleret, at det slipper for at være koblet til naturgasnettet. Entreprenøren forventer stor efterspørgsel.
Et nyt domicil til vindmøllevirksomheden Wind Estate i Randers lever fuldt ud op til klasse 2 energimærkning, og det betyder, at virksomheden fremover slipper for at få lagt naturgas ind, sådan som det er et krav for andre bygninger i området.
»Vi har en lokalplan området, der betyder, at vi er tvunget til at være på naturgas, men fordi vi har formået at reducere den såkaldte U-værdi, så vi har kunnet bygge et domicil med lagerhal, der lever op til kravene som et klasse 2-bygning,« siger projektleder Allan Dahl Larsen fra DS Flexhal, der står for opførelsen af Wind Estates nye domicil.
Efter entreprenørens beregninger bliver det energirigtige byggeri omkring 300 kroner dyrere per kvadratmeter end et traditionelt byggeri, men til gengæld opnår Wind Estate en årlig besparelse i opvarmning på mellem 50 og 55 kroner per kvadratmeter.
Byggeriet har ekstra isolerede ydervægge, og der er brugt lavenergi-ruder med tre lag glas overalt. Der er indført intelligent styring af el-forbrug, så lyset automatisk tænder, når folk går ind i nyt rum, og det samme gælder for ventilationen. Forlades rummet helt, slukker lyset, og ventilationen går på pause.
Der er lagt 1.600 meter rør ned på grunden, der bruges til jordvarmeanlæg, som også opvarmer den store lagerhal til 20 grader om vinteren, hvor lovkravet ifølge Allan Dahl Larsen kun er 15 grader.
Han forestiller sig, at flere virksomheder vil være på udkig efter et mere energirigtigt byggeri, ikke mindst fordi virksomhederne på denne måde kan slippe for den obligatoriske tilslutning til naturgassystemet.
»Det er jo en interessant tanke, at virksomheder er tvunget til at koble sig på naturgas og investerer i anlæg, der kan holde i 30 måske 40 år, men snakken går jo på, at gasreserverne vil forsvinde om måske allerede 15 til 20 år. Derfor er det på tide at gøre noget,« siger Allan Dahl Larsen.
Der har netop været afholdt rejsegilde på huset.






