blogs kategori-billede

Bio Sapiens
Biotek, evolutionsdebat, stamceller, AIDS- og kræftforskning. Astrid Colding Sivertsen, postdoc ved MIT/Brandeis i Cambridge, USA

Klik for at se billedet i stort

Prestige-universitetet Harvard vil selv klone menneskefostre, nu hvor Bush-administrationen har fjernet offentlige tilskud til forskning i stamceller.

EMNER

Embryonale stamceller: Alt for tidligt at råbe hurra

Af Astrid Colding Sivertsen,  tirsdag 26. maj 2009 kl. 04:25

Det var helt klart et skridt i den rigtige retning da Obama d. 9. marts fjernede Bush’s ordre fra 2001 der gjorde at NIH (National Institutes of Health) kun kunne finansiere stamcelleforskning der anvendte en håndfuld cellelinier, der allerede eksisterede da Bush udstedte sin ordre.

Ifølge Obama skulle NIH nu ”støtte og udøve ansvarlig, værdifuld forskning i humane stamceller, inklusive forskning i humane embryonale stamceller, i det omfang loven tillader det”. Han bad derfor NIH om at udforme et sæt retningslinier som både deres egen forskning og den universitetsforskning de finansierer, skal foregå under.

NIH har nu udformet retningslinierne, men i stedet for at gøre det lettere at praktisere stamcelleforskning, ser det faktisk ud til at de gør det sværere.

Retningslinierne opremser en hel masse ting der ikke er tilladt, men det var forventet, da de skal ligge indenfor gældende lov. Pga. den såkaldte Dickey-Wicker Amendement er det forbudt at bruge føderale midler til at skabe eller ødelægge humane embryoner, så NIH kan ifølge retningslinierne ikke støtte forskning med stamceller der er fremstillet ved disse metoder:

1. Somatic cell nuclear transfer hvor en kerne fra en voksen celle overføres til en ægcelle, der så udvikler sig i 4-5 dage, hvorefter embryonets forskellige dele adskilles og embryonale stamceller isoleres.

2. Parthenogenese hvor et embryon skabes ved vækst af et ubefrugtet æg der udvikler sig 4-5 dage, hvorefter de forskellige dele adskilles og embryonale stamceller isoleres

3. Isolering fra embryoner der er fremstillet ved de almindelige metoder brugt til fertilitetsbehandling, men fremstillet med forskning som eneste formål.

NIH kan heller ikke støtte forskning hvor humane stamceller indsættes i tidlige embryoner fra andre primater end mennesker, eller forskning hvor der fremstilles dyr/menneske-hybrider hvor de menneskelige gener er til stede i dyrets kønsceller.

Brug af stamceller fra voksne kilder vil være tilladt under de nye NIH retningslinier, men det har heller aldrig været kontroversielt.

Det nye er at de vil tillade forskning med humane embryonale stamcellelinier der kommer fra tiloversblevne embryoner fra fertilitetsbehandling.

Det er i hvert fald den tilsyneladende intention. Rent praktisk vil de indføre nye retningslinier for informeret samtykke fra de mennesker der donerer deres tiloversblevne embryoner, og det kan vise sig at være et stort problem. Professor Patrick Taylor fra Harvard Medical School udtaler til National Public Radio-programmet Science Friday, at det vil medføre at stamcellelinier der allerede eksisterer i dag (skabt i USA i løbet af de sidste 8 år under finansiering med private midler, eller skabt i resten af verden) ikke vil kunne bruges til NIH-finansieret forskning. Det skal understreges at man alle steder bruger informeret samtykke, men hvis det ikke lever op til de helt specifikke nye NIH-retningslinier vil cellelinierne altså bare ikke kunne bruges.

Heldigvis er NIH-retningslinierne ikke endeligt vedtaget endnu, da NIH har valgt at modtage kommentarer på deres hjemmeside. Så vi kan bare håbe at Patrick Taylor og andre forskere (og alle andre i øvrigt) der indsender deres kommentarer vil blive taget alvorligt. Og håbe på at NIH virkelig er interesseret i at udføre seriøs forskning med embryonale stamceller. Den sjældne åbenhed hvor kommentarer modtages tyder jo godt, men det der tæller er de endelige retningslinier. Lige nu må vi vente og se – tidsfristen for at indsende kommentarer er i morgen [tilføjet - pga. tidsforskellen altså i dag i DK - d. 26 maj].

Links:
Obamas ordre fra 9. marts
De nye NIH retningslinier
Science Friday program om NIH retningslinier



26. maj 2009 kl 20:40

Thomas Hansen

Kom igen Astrid

Kom igen Astrid. ok overskrift men dårlig artikle.


27. maj 2009 kl 00:40

avatar

Astrid Colding Sivertsen

Re: Kom igen Astrid

Hej Thomas
"Dårlig artikel" er et bredt begreb. Hvis du har specifik kritik vil jeg selvfølgelig gerne høre den, så jeg kan besvare den eller uddybe.
Mvh. Astrid


27. maj 2009 kl 01:04

Lasse Westy Bech

Jeg ved nada

... om stamcelleforskningen i embryonale af slagsen, men det til trods blev jeg da betydeligt klogere, ikke mindst om mere af den politik der udgår fra USA i denne tid.

Og det er et også et emne af stor interesse.

@Thomas
Jeg er uenig i din kritik, som du er velkommen til at dele. Hvis det i øvrigt er på det udokumenterende plan at kritikken skal uddeles, er der 3 fejl i din sætning. :-)


27. maj 2009 kl 08:46

Thomas Hansen

Re: Kom igen Astrid

Det var bare for at få sat lidt gang i en debat. Næste gang skal du bare sætte "Lomborg" ind i din overskrift.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.