Millioner til prisvindende, dansk robot
Scape Technologies, som Ingeniøren har præmieret for en industri-robot, får sammen med en række partnere 12,6 millioner kroner af Højteknologifonden til at gøre robotten klar til slutbrugere i hele verden.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Scape Technologies, som sidste år vandt Ingeniørens produktpris i kategorien produktion, maskiner og transport, har sammen med robotproducenten KUKA, virksomheden DFT A/S, Teknologisk Institut, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet fået 12,6 millioner kroner fra Højteknologifonden.
Over de næste tre år skal Scape Technologies i samarbejde med udvikle en standardiseret udgave af bin-pickeren, som kan sælges direkte til slutbrugeren.
»Vi bygger videre på den platform, vi har i dag, men skal blandt andet udvikle genkendelsessensorer, scanningsmetoder (laserscanning og struktureret lys) og en generisk griber,« siger projektleder Rune Larsen fra Scape Technologies.
Det særlige ved Scapes robot er, at den ved hjælp af et avanceret visionssystem kan plukke forskellige emner fra en palle eller en kasse, selvom de ikke ligger i snorlige rækker. Det kan almindelige bin-pickere ikke, så Rune Larsen mener, der er et stort salgspotentiale for robotten i hele verden.
Generation 2.0 af Scape-robotten handler i det hele taget om at udvikle generisk opbygning, så robotten kan omstille sig selv i takt med, at den lærer emnerne at kende. For at have et defineret mål, kredser projektet om cylindriske emner, som har forskellige dimensioner, farver og overflader.
»Kravet til at sælge i stor skala er, at man laver en maskine, som ikke kræver tilretning. Det vil give os mulighed for at indgå på et fuldstændigt udyrket verdensmarked,« siger Rune Larsen.





