/rumfart

Dansk astronaut vil designe nye rumfartøjer

Den nyudpegede danske astronaut Andreas Mogensen ønsker at fortsætte sin forskerkarriere sideløbende med astronauttræningen.

Klik for at se billedet i stort

Andreas Mogensen gæstede Danmark mandag, inden han vendte tilbage til sit forskerjob i England. (Foto: Stephane Corvaja, ESA)


Læs også

Dokumentation

Af Jens Ramskov, mandag 25. maj 2009 kl. 16:32

Det er ikke verdens første mand på Månen, Neil Armstrong, der er det store forbillede for Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen. Han ser mere op til nummer to på Månen, Buzz Aldrin.

Det skyldes, at Buzz Aldrin udover at være astronaut også har bidraget til udviklingen af rumfartsteknologien. Han står blandt andet bag forslaget om Mars Cycler, et rumfartøj, der i fast rutefart kunne forbinde Jorden og Mars i et kredsløb.

På Surrey Space Center i England forsker Andreas Mogensen i styring og navigation af ubemandede rumfartøjer, herunder muligheden for at lave præcisionslandinger på Månen med en nøjagtighed af 200 meter.

Han håber at kunne fortsætte sin forskning, når han fra efteråret overgår til sin nye ansættelse i ESA’s astronautkorps. Skulle det eksempelvis komme på tale at ombygge ESA’s ubemandede transportfartøj, ATV, til den internationale rumstation til en bemandet udgave, ville det være et ønskejob for Andreas Mogensen at arbejde på et sådant projekt.

I første omgang står den dog på 18 måneders basisuddannelse som astronaut. En uddannelse, der udover en række fysiske elementer også omfatter et intensivt kursus i russisk, som er et af sprogene, der tales på Den Internationale Rumstation.

Skulle Andreas Mogensen umiddelbart efter sin grunduddannelse blive udpeget til en bestemt mission, kan han blive sendt ud i rummet om 3,5 år. Han vurderer dog selv, at der nok går mellem fem og ti år, før han kommer af sted.

Da de amerikanske rumfærger til den tid formodentligt er gået på pension, bliver hans opsendelse til rumstationen sandsynligvis med en russisk Soyuz-kapsel. Adspurgt om han fortrækker Soyuz eller rumfærge, hvis der var frit valg, sagde den danske astronaut: »Jeg tager den første den bedste mulighed.«

Den ultimative drøm er dog en tur til Månen, som muligvis kan komme på tale efter 2020, hvis ESA kan blive enige med amerikanerne om, at europæiske astronauter kan deltage på amerikanske missioner.

Til trods for sit lange ophold i udlandet har Andreas Mogensen fuldt den danske debat om rumfart, og før sin udnævnelse til astronaut har deltaget i debatten om rumfart på ing.dk - se link til artiken om rumfærge-katastrofe.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.