The Life You Can Save
Af Robin Engelhardt,
mandag 25. maj 2009 kl. 11:00
I forhold til de 1,4 milliarder mennesker som lever i ekstrem fattigdom i dag har vi det jo meget godt. Alt for godt, mener filosoffen Peter Singer. Hvis vi var anstændige moralske væsner, burde vi give vores overflod til dem som dør af sult eller som lever for under $1,25 om dagen. At vi ikke gør det er uetisk.
Peter Singers nye bog The Life You Can Save giver en koncis redegørelse for, hvorfor vi burde handle, hvor meget vi burde give, og hvordan vi bedst gør det. Det er ikke nogen nem sag at finde rundt i urskoven af lalleglad velgørenhed, hvor man ikke kan være sikker på, om man giver en hånd til de fattige eller en hånd til fattigdommen - dvs. til en fastholdelse af afhængigheden.
Det er her, ved adskillelsen af skidt og kanel, at bogen er bedst. Den kritiserer hjælpeorganisationer som ikke lever op til standarder om transparens og effektivitet, ligesom enhver anden børsnoteret business gør det. Graden af spild, bondefangeri og negative effekter er ikke lav i denne branche, og man skal virkelig se sig for, inden man hjælper ad denne vej. Men ikke desto mindre insisterer Singer på, at vi skal gøre det. Han diskuterer de mange modargumenter, og kommer altid frem samme resultat: Vi skal hjælpe. Mindst fem procent af indkomsten for en almindelig person fra middelklassen i de rige lande. Og mere for dem, som er rigere. Det liberalistiske argument om frihandel, selvstyre og selvhjælp er heller ikke godt nok, siger han, fordi der er så utrolig mange mennesker i nød uden at de kan gøre for det.
En god start som donor er f.eks. at kigge på givewell.net, grundlagt af de to tidligere hedgefond-managers Holden Karnofsky og Elie Hassenfeld, der for tre år siden fik nok af den uigennemskuelige velgørenhedsindustri. De begyndte at samle informationer om de mange organisationers finansielle struktur og lavede en rangliste over den mest omkostningseffektive måde, hvorpå man kan redde liv ved at donere penge. Relativt ukendte organisationer som Population International Services, The Carter Center og Partners In Health, viser sig at være langt bedre end de mere populære velgørenhedsorganisationer. GiveWells Lomborg-agtige regnestykker viser også, at den reelle pris for at redde et menneskeliv hos de bedste organisationer er mellem $400-$1000, og ikke de to-tre kroner som man hører om i reklamerne.
Det typiske modargument Singer får fra sine læsere er, at man da burde være i sin gode ret til også at nyde livet, til at bruge et par tusinde på en god restaurant en gang i mellem eller at køre i en lækker bil. Selvfølgelig, hvis valget stod mellem at køre ind i et barn eller i en lygtepæl, ville de fleste vælge lygtepælen, men denne moralske impuls synes kun at gælde for det umiddelbare og nære valg. Hvis nogen fortæller dig, at du ville kunne redde 100 liv ved at sælge bilen og give pengene til en god sag i Afrika, så er responsen som regel en anden.
Det gode liv behøver ikke at relatere sig til materielle goder. Han citerer undersøgelser, hvor det at give til andre, viser sig at være langt mere lykkebringende end at få. Desuden mener han, at det er forkert ikke at forhindre andres lidelse og død, hvis man ikke ofrer noget tilnærmelses lige så vigtigt som det. I modsætning til Zygmunt Baumans nærhedsetik er Singers nytteetik universel. Hans biologisk funderede argumenter i tidligere bøger har gjort ham til dyrerettighedsforkæmper, hans utilitaristiske udsyn har gjort ham til abort- og euthanasi-tilhænger, ligesom han mener, at babyer først kan betragtes som rettighedshavende individer når de er to år. Mange af hans foredrag er blevet afbrudt af vrede demonstranter, især mange troende.
Singer indrømmer gerne at de moralske standarder, som han analyserer sig frem til filosofisk, i praksis ikke kan efterleves til fulde af mange, heller ikke af ham selv (slået op: han giver 20 procent af sine indtægter til Oxfam og andre organisationer). Men han mener alligevel, at man skal gøre sit bedste, leve uden luksus og hjælpe mennesker i det fjerne som var de ens egne børn. Helt overraskende fik jeg her en fornemmelse af, at Singer bærer sin utilstrækkelighed som munken, der i bevidsthed om den evige synd bærer sit krucifiks. Men det er nok bare indbildning.
Alt i alt er bogen et praksisorienteret og velargumenteret manifest, der giver denne læser en god portion dårlig samvittighed. Men også handlekraft til at gøre noget. Så hvis man ligesom jeg gerne vil træffe det rigtige valg og hjælpe mennesker i fattigdom, er det den bedste guide til at træffe de rette beslutninger.
Peter Singer
8
