/elektronik

Aalborg får millionstøtte: Vi udvikler det nye mobil-bredbånd

Aalborg Universitet bliver en del af et ambitiøst mobiltelefoni-konsortium, den skal udvikle næste generation af mobilt bredbånd. Med på sidelinjen i det 90 millioner kroner dyre projekt er to internationale elektronikvirksomheder.

Af Morten Lund, mandag 25. maj 2009 kl. 10:44

Et partnerskab mellem Aalborg Universitet, chipproducenten Infenion og den amerikanske producent af testudstyr Agilent skal bringe Aalborg og Nordjylland tilbage på mobiltelefoniens verdenskort.

Den økonomiske krise har været hård ved regionen, men nordjyderne håber at Agilents oprettelse af et udviklings- og testcenter i Aalborg kan vende udviklingen. Det skal sætte turbo på udviklingen af mobilt bredbånd.

»Nordjylland har gennem mange år været en drivkraft i udviklingen af nye trådløse teknologier. Med vores nye projekt styrker vi forskningen, vi sikrer ingeniørjob i regionen, vi får en international virksomhed til at slå sig ned i Aalborg, og vi gør klar til at indtage en førerposition på 4G. Der skulle ske noget nyt, hvis det nordjyske mobileventyr skulle have ny luft under vingerne, og der kommer i den grad til at ske noget nyt,« siger professor Preben Mogensen fra Institut for Elektroniske Systemer, som deltager i projektet på vegne af Aalborg Universitet.

Præcist hvor mange arbejdspladser der forventes at blive skabt, fremgår ikke af pressemeddelelsen.

Tests skal effektiviseres
4G, også kaldet LTE (Long Term Evolution), er betegnelsen for det lynhurtige mobile bredbånd, der inden for en årrække skal overtage efter den nuværende 3G-teknologi.

Ifølge konsortiet selv vil man i projektet, som Højteknologifonden støtter med 45 millioner kroner, stile mod at effektivisere de tests, som normalt ellers er en yderst tidskrævende del af det at udvikle trådløse teknologier. Det skal blandt andet gøres ved løbende at teste udstyret og derigennem gøre det endelige produkt både billigere og mere konkurrencedygtigt.

»Det her er en enestående mulighed for at få en chipproducent, et testhus og et universitet til at arbejde tæt sammen, og med midlerne fra Højteknologifonden kan vi skabe nogle løsninger, hvor man ikke bare skal satse på det sikre og på den måde gå forrest i innovationen,« udtaler Preben Mogensen i pressemeddelelsen.

Hvad der præcist skal foregå inde bag testcentrets lukkede døre, ønsker konsortiet endnu ikke at melde ud. Til gengæld oplyser Preben Mogensen, at testcentret efter planen vil åbne op i løbet af august eller september.



25. maj 2009 kl 11:01

Jesper Søgaard

...

Det lyder rigtig fornuftigt! Bliver godt med noget gang i mobilindustrien deroppe igen. Lad os håbe det er med mere held end Texas Instruments og Flextronics.

chipproducenten hedder forøvrigt Infinion med "i".


25. maj 2009 kl 11:09

Anders Jakobsen

Re: ...

Jeg har bare et spørgsmål: Hvorfor? Hvad er det for ting jeg har brug for på farten der ikke kan klares med 2-7,2 mbit/s? Jeg kan høre netradio, jeg kan se tv, hvad er det lige jeg har brug for der kræver hurtigere hastigheder?


25. maj 2009 kl 11:32

Jørgen Thomsen

Re: Re: ...

Tja, hvis bare jeg kunne få en ordentlig dækning med 3G, ville jeg være tilfreds. Sonofons dækning i det syd- og sydvestjyske område er en farce. Når endelig dækningen er der, dækker den fint mit behov, men det er jo heller ikke at se film på mobilen.


25. maj 2009 kl 12:04

Claus Pedersen

Re: ...

Jesper Søgaard:

chipproducenten hedder forøvrigt Infinion med "i".

Nej - den hedder Infineon.


25. maj 2009 kl 13:31

Flemming Jensen

Re: ...

Lad os håbe det er med mere held end Texas Instruments og Flextronics.

Bosch Telecom (som senere solgte fabrikken til Flextronics) fik 300 mio. skatteyderkroner, hvad fik vi ud af det?



25. maj 2009 kl 15:19

Jesper Søgaard

Re: Re: ...

Nej der er ikke noget af det grej du har i dag som behøver mere end 7,2mbit (som i øvrigt er et teoretisk tal mere end et praktisk). Men kvaliteten vi streamer i i dag bliver bedre og bedre og mon ikke vi snart skal til at streame HD ned på vores telefon og på vores mobile bredbånd og der kommer 3G til kort. Udviklingen vil ikke lade sig bremse af langsom internet. Og du synes måske 7,2mbit er alt rigeligt i øjeblikket, men det udvikler sig konstant. Forøvrigt så bor jeg i Skive og der kommer hastigheden aldrig over 3mbit hos selskabet 3.


27. maj 2009 kl 09:58

jan robin stenmo

Re: Re: Re: ...

Problemet med 3G/HSPA er at 7,2Mbps er en teoretisk hastighed som forudsætter at du er tæt på senderen og i øvrigt forholdsvis ensom som bruger af nettet. når der kommer flere på nettet falder hastigheden. Med LTE vil ,man kunne opnå større fleksibilitet i forhold til frekvensanvendelse og opnå en lavere pris for kapacitet og dækning. Og det er det som gør det attraktivt for operatører i et flat-rate marked. På det teknologiske områ¨de har vi erfaringsvis alle haft problemer med at forudse behovet 3-5 år frem, men det vi kan fastslå er at trafikken vokser radikalt, og det er dermed interessant at reducere kapacitetsrelaterede omkostninger.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.