Ingeniørerne elsker Dongs nye, grønne image
Dong Energy tager et ordentligt spring op af listen over ingeniørernes foretrukne arbejdspladser. Ifølge direktør Anders Eldrup, fordi virksomheden står ved sit ansvar som stor-udleder af CO2 og forsøger at nedbringe udslippet.
Læs også
-
Ingeniører: Novo Nordisk basker konkurrenterne på alle parametre
Læs mere om
Den statsejede energimastodont Dong Energy er eneste nye medlem af top-ti på de danske ingeniørers liste over deres foretrukne arbejdspladser, som er offentliggjort i Ingeniørens magasin Profil 2009. Virksomheden er rykket frem til 9. pladsen fra sidste års 21. plads.
For bare tre år siden befandt den dengang nyfusionerede virksomhed sig på en lidet prangende 40. plads, så det er ikke så lidt af en bedrift, adm. direktør Anders Eldrup har stået i spidsen for. Han belønnes da også med et spring på 16 pladser på parametret ‘Ledelse’, hvor Dong Energy lander på 10. pladsen i årets analyse. Og på parametret ‘Virksomhedskultur’ rykker virksomheden sig også markant fra sidste års 30. plads til en 10. plads i år:
»Sammensmeltningen er lykkedes, og Dong Energy er nu blevet til én virksomhed. Ingen tvivl om, at det har været en svær opgave, men ledelsen har virkelig gjort meget for at skabe en samlet kultur. Og så har man defineret ingeniørerne som en kernemedarbejdergruppe, og investeret i medarbejderplejen,« siger Michael Buksti, adm. direktør for kommunikationsbureauet Communique.
Det gør åbenlyst heller ingen skade, at Dong Energy rider med på klimabølgen med engagement i el-biler og en strategi om at bevæge sig fra overvejende kulkraftværker til overvejende grøn energi.
En verden til forskel
Udtrykket 'en verden til forskel' passer godt på Anders Eldrup og Dong Energy anno 2009 versus Eldrup og Dong i 2002.
I 2002 var Eldrup nytiltrådt direktør for det statsejede Dong med 750 ansatte, som distribuerede og solgte naturgas. Han var meget optaget af forsyningssikkerhed, bekendte sig til 'usynlig ledelse' og måtte slås med mediernes prædikater som 'iskold' og 'kynisk' efter de mange chefår i et magtfuldt Finansministerium.
Ni år efter er Eldrup koncerndirektør for 5.500 ansatte i energiselskabet Dong Energy med strøm, olie, gas og varme på hylderne. Øverst på dagsordenen står klimaet og begrænsning af CO2-udslippet fra energiproduktionen, og Eldrup selv er blevet meget mere synlig, i hvert fald over for medarbejdere og til konferencer og seminarer i energiverdenen.
Mere end bare snak
Anders Eldrup er ikke typen som springer op på bordet og jubler over et godt resultat, men han er synlig tilfreds med, at virksomheden er rykket op i Top 10 på ingeniørens darling-.
»Jeg tror, vi har fået den gode placering, fordi vi står ved vores ansvar som stor CO2-udleder, men samtidig har en ambition om, at det skal ændres, og at vi rent faktisk gør noget ved det - for eksempel ved at vi bygger havmølleparker, engagerer os i elbiler og forsker i miljøvenlige biobrændstoffer,« siger han.
Ledelsen har sat sig det mål, at fordelingen af Dong Energys energi-produktion, som i dag er baseret på 85 pct. fossile brændsler og 15 pct. vedvarende energikilder, skal vendes på hovedet, så den vedvarende energi kommer til at trække de 85 pct.
Han vil ikke sætte en dato på, hvornår målet skal være nået, men ledelsen sidder lige nu og arbejder på at omsætte det meget overordnede mål til konkrete strategier og milestones, så man kan checke, at virksomheden virkelig flytter sig hen imod målet hvert år. For det vigtige er, at de sker noget hele tiden:
»85-15/15-85 målsætningen kræver en meget stor ændring i virksomhedens måde at tænke og investere på, og det er vi nu i gang med at udmønte og udbrede. Men selvom det bliver en stor mundfuld, så har jeg endnu ikke mødt nogen på de mange interne møder, hvor jeg har talt om det her, som synes, at det er en dårlig idé,« siger han.
Konkret overvejer man at omlægge de kulfyrede værker til biomasse eller affald, og Eldrup ser også en ny aftale med Siemens Energy om køb af op til 1.800 MW offshore-vindmøller som et led i den markante satsning på vedvarende energi.
»Energisektoren har før vist, at den kan omstille sig totalt - dengang var det fra olie til kul. Det kan vi gøre igen, selvom det måske virker uoverkommeligt stort. Vi skal bare skabe den rigtige stemning omkring projektet,« siger Anders Eldrup med henvisning til oliekrisen i 1970'erne.
Seks kulturer til én
Undervejs fra 2002 til nu har Eldrup og hans ledelses-team skullet prøve kræfter med en opgave, som mange ledere ville knække halsen eller virksomheden på - nemlig at få de seks fusionerede energi-virksomheder, Dong, Elsam, Energi E2, Nesa, Københavns Energi (eldelen) samt Frederiksberg Forsyning til at fungere som én fra 2006.
Ifølge Eldrup mislykkes mellem 2/3 og 3/4 af alle fusioner, fordi de slet ikke giver de fordele, man har regnet med. Men den kategori hører Dong Energy ikke til, mener han:
»Vi ved, at fusionen har været en succes, fordi vi kan måle, at medarbejderne trives, og at gamle konflikter stort set er ikke-eksisterende. Og så er det en succes, fordi vi har opnået nogle af de forretningsmæssige synergier, vi satte næsen op efter: Vores 2008-regnskab bliver formentligt det bedste nogensinde,« siger han.
Et indtryk som ingeniør-tilladsmand Kennet Mailund Larsen kan bekræfte.
»Når man tænker på de store kulturforskelle, der har været i de seks firmaer, så er det flot klaret, at man mærker så lidt til det i dag. Jeg sidder selv i projektgrupper med personer fra mange afdelinger og der oplever jeg ingen problemer i dét,« siger han.
Børnepsykiater reddede fusionen
En del af æren for den vellykkede fusion giver Eldrup til en børnepsykiater, som var inviteret til at rådgive i processen.
Hans råd til toplederne forud for møderne med medarbejderne var, at det var helt lige meget, hvor mange fine ord og oplæg, ledelsen havde forberedt. Det eneste, medarbejderne ville lægge mærke til, var hvordan tingene blev sagt, og hvordan toplederne havde det med hinanden.
»Siden da har vi haft stor fokus på at vise, at vi har det godt med hinanden, at vi fremstår som enige, og at vi under ingen omstændigheder taler dårligt om hinanden,« siger Anders Eldrup.






