Elbilekspert: Opladning via vejstriber risikerer stort energitab
Formanden for Dansk Elbil Komite, Per Jørgensen Møller, kan sagtens se perspektiver i at lade elbiler op direkte på vejen. Men det er stadig kun som et supplement i byer – og et højt energitab på op over 20 procent taler imod den induktive opladning.
Der kan sagtens ligge et stort potentiale i at oplade fremtidens elbiler direkte på vejnettet via induktiv opladning, ikke mindst når vi taler bykørsel. Men den induktive opladning vil aldrig kunne udkonkurrere det traditionelle elbilsbatteri.
Sådan lyder vurderingen fra batteriekspert og formanden for Dansk Elbil Komite, Per Jørgensen Møller, om det koreanske elbilprojekt, som Ing.dk beskrev i går.
»Der er perspektiv i projektet i forhold til at holde en elbil længere kørende. Men så vidt jeg kan se, baserer det sig stadig på, at man har en elbil i normal forstand med et pænt stort batteri på omkring 80 kilometers rækkevidde,« lyder det fra Per Jørgensen Møller, som altså ikke anser projektet for den helt store teknologiske revolution.
Energitabet altid stort ved induktive opladninger
Først og fremmest påpeger han dog, at energitabet er den store ubekendte, når talen falder på induktiv opladning:
»Problemet med de her induktionsløsninger er, at energitabet er rimelig stort. Uanset hvilken kobling man har, snakker vi jo normalt 20 til 25 procents tab, og det er jo rimelig meget,« siger formanden, som dog ikke kender de specifikke tal for det koreanske projekt.
Han vurderer, at det koreanske system med induktiv opladning først og fremmest vil kunne gøre sig gældende, når køretøjerne holder stille, eksempelvis lige før et lyskryds, sådan som de koreanske forskere også lægger op til.
Flere lignende europæiske projekter
Af samme grund mener Per Jørgensen Møller også, at systemet – i fald det bliver udviklet yderligere – kun vil være anvendeligt i byer, hvor elbilen ofte vil skulle holde stille. Men til længere strækninger på motorveje og lignende duer det ikke:
»Umiddelbart ville jeg synes, at det lyder som et supplement til energiforsyningen til den traditionelle elbil. Det er mere en form for nyttende ladesystem, hvor man inden for bestemte zoner kan have en opladningsmulighed, et boost af energi,« konkluderer Per Jørgensen Møller.
Han oplyser endvidere, at han har hørt om flere lignende europæiske elbusprojekter, hvor man i forbindelse med at bussen holder stille vil give de store køretøjer et boost af energi.






