Fremtidsby på knastør ørkenø fyldt med dansk energiteknologi
Nye afsaltningsteknologier skal sikre indbyggerne i ny CO2-neutral luksusby drikkevand til tre kroner pr. kubikmeter, produceret ved hjælp af vindmøllestrøm.
Zira Zero Island skal ligge på en ø i det Kaspiske Hav ud for den aserbajdsjanske hovedstad Baku. Masterplanen for øen rummer en million kvadratmeter bæredygtigt byggeri.
Multimedia
Video:
Dansk-tegnet fremtidsby er kun til elbiler
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Havvindmøller, solfangeranlæg, varmepumper og genanvendelse af affald vil gøre prestigebyen Zira Zero Island i Det Kaspiske Hav til et spejlbillede af danske vedvarende energiteknologier.
Ingeniører fra Rambøll er netop gået i gang med at designe energiforsyningen til velhaverrefugiet, som et aserbajdjansk byggeselskab vil opføre på den ubeboede ø Zira Island ved landets hovedstad, Baku. Selskabet har hyret danske rådgivere og arkitekter til projektet, der bliver på en million kvadratmeter og løber op i cirka 22,5 milliarder kroner.
»Bygherren kunne have skåret en stor del af anlægsomkostningerne, hvis han blot havde opført Zira som et konventionelt luksusbyggeri,« siger Rambølls projektansvarlige, Lars Ostenfeld Riemann.
Men Zira Zero Island kommer til at indeholde energiteknologier, der virker som håndplukket fra det danske energikatalog: Vindmøller til elproduktion og varmeproduktion via varmepumper, solfangere til varmt vand, isoleringsløsninger til passivhusstandard samt enzymbehandling af affald med henblik på at omdanne det til biobrændstof eller gødning.
Vindmøller er en god idé, for vinden i Det Kaspiske Hav er ret stabil.
»Det er oplagt, at vi som dansk rådgiver overfører godt gennemprøvede danske energiteknologier,« siger Lars Ostenfeld Riemann.
Vandforsyningen på den knastørre ørkenø kræver dog nye teknologier.
»Vi vil gøre op med myten om, at afsaltning af havvand til drikkevand er dyrt og energikrævende,« siger Lars Ostenfeld Riemann.
Afsaltning af havvand regnes traditionelt som en energikrævende proces, der derfor ville betyde drikkevand til en høj pris. Men blandt andre flere norske virksomheder har udviklet teknologier, der halverer energiforbruget til afsaltning.
Teknologien, der er baseret på "omvendt osmose", indebærer, at saltvandet med stort tryk presses igennem et kemisk filter, og det eneste energi, der bruges, er strøm til at drive den pumpe, der skal presse vandet gennem filteret. Ifølge Rambølls beregninger kan den årlige produktion af 12 millioner kubikmeter drikkevand dækkes med natlig overskudsstrøm fra havvindmøller.
»Dermed bliver det nemt og effektivt at skabe rent drikkevand på en gold klippeø uden adgang til grundvandsressourcer,« siger Lars Ostenfeld Riemann.
Ifølge Rambøll kan de nye teknologier producere drikkevand til en pris helt ned på tre kroner pr. kubikmeter. Samtidig kan man rense spildevand til cirka samme pris. Det skal sammenlignes med, at vi i Danmark betaler omkring 50 kroner pr. kubikmeter for vandet i vores husholdninger.
»For få år siden mente alle, at vandmangel var en af klodens store udfordringer, og at adgangen til drikkevand ville være årsag til nye krige. Problemet eksisterer naturligvis stadig, men projekter som disse vil vise, at problemet kan løses,« siger Lars Ostenfeld Riemann.
FAKTA: Zira Zero Island
* Bygherren Avrositi Holding i Aserbajdsjan har valgt danske BIG Architects og Rambøll til at udarbejde masterplanen, for Centralasiens første CO2-neutrale storby.
* Zira Zero Island skal ligge på en ø i det Kaspiske Hav ud for den aserbajdsjanske hovedstad Baku. Masterplanen for øen rummer en million kvadratmeter bæredygtigt byggeri. Visionen er en bilfri ø, der er helt uafhængig af ressourcer udefra. Første etape af byggeriet skal efter planen gå i gang i 2010.





