Køn? Om Dubai er køn?«

Martin Hoff Ludvigsen virker først lidt overrumplet over mit spørgsmål. Men så svarer han med et sarkastisk grin:

»Nej, Dubai som sådan er absolut ikke køn. Når man kører rundt hernede, er det mest bare højhuse, vejarbejde, højspændingsmaster og sandørken. Der er kun kønt sådan nogle steder, hvor vi sidder lige nu.«

Stedet hvor vi sidder, er bogstaveligt talt en lille oase midt i Dubais ørken af beton, stål og kraner. Vi befinder os på The Palace Hotels idylliske terrasse med udsigt til swimmingpool, palmer og en marineblå flod i baggrunden - og så selvfølgelig de allestedsnærværende højhuse, der mere end noget andet står som et symbol på Dubais ufattelige vækst. Ikke mindst Burj Dubai, verdens højeste bygning, hvis spids, over 800 meter oppe i himlen, vi lige akkurat kan skimte fra vores terrassebord - hvis vi altså vel at mærke lægger nakken langt nok tilbage.

Men Burj Dubai udgør på alle måder den perfekte baggrund for dette interview. Ingeniøren har nemlig budt Martin Hoff Ludvigsen fra Rambølls kontor i Dubai på en gang frokost for at høre nærmere om, hvad der er så fascinerende ved at bygge højhuse. Og hvad der gør Dubai til enhver bygningsingeniørs vådeste drøm.

Og netop derfor kan jeg heller ikke dy mig for som det første at spørge, hvorvidt Martin Hoff Ludvigsen egentlig synes, at Dubai med alle dens kraner (rygterne siger en femtedel af hele jordens kraner), byggepladser og 12-sporede motorveje er køn. Hvilket han altså ikke gør.

»Der er mange megaflotte bygninger, der er bare rigtigt mange af dem, så de mister noget, når de står så tæt. Og rygterne siger, at sheiken har udtalt, at Dubai kun er 25 procent bygget. Så der går nogle år, før de er færdige,« siger Martin Hoff Ludvigsen.

Og tilføjer så med et endnu større grin:

»Men i det hele taget er Dubai en by fyldt med rygter.«

Jo, Dubai er utvivlsom en by fyldt med rygter. Måske fordi ingen rigtigt ved, hvor alle pengene, der har finansieret byens vækst, egentlig kommer fra.

Men den er også en stor dunkende metropol af modsætninger og kultursammenstød. Dubai er lige dele dekadence og kitch, Dubai er Burger King og bederum placeret lige ved siden af hinanden i nogle af verdens største indkøbscentre, og Dubai er kamelvæddeløb og kapitalisme i (u)skøn forening - alt sammen indhyllet i en omklamrende dunst af halvlummer ørkenhede og smog.

Mere end noget andet er Dubai dog stort. Ikke stor eller større, men stort. Som en taxachauffør så rammende beskriver det på vores vej igennem byens tætte aftentrafik, er alt i Dubai 'enten højest eller størst.' Der er ikke rigtig nogen middelvej, ingen leflen for middelmådigheden.

Derfor er Dubai et så spændende sted at lande, hvis man er ingeniør - og bare den mindste lille smule fascineret af højhusbyggeri.

Det er her, hvor førnævnte Burj Dubai som et andet arkitektonisk fallossymbol troner højt over byens i øvrigt i forvejen imponerende skyline. Det er her, man har bygget verdens fineste hotel, Burj Al-Arab, og med største selvfølgelighed og arrogance kaldt det et syv-stjernet hotel, selvom den internationale skala stopper ved de seks stjerner. Det er også her, verdens suverænt største lufthavn til en værdi af 45 milliarder kroner efter planen skal åbne i 2013/2014, og det er her, man på restauranter får serveret halvanden liter kildevand, når man beder om en stor vand.

Og så er det her, 30-årige Martin Hoff Ludvigsen dumpede ned i sommeren 2008 sammen med sin kone og lille søn. Ikke så meget på grund af klimaet eller den gunstige skatteprocent på ... tja, nul procent - men på grund af arbejdet. Som stort set alle andre af Dubais 1,3 millioner indbyggere, er han her for at arbejde. For uden arbejdskontrakt, ingen opholdstilladelse. Sådan er reglerne.

Men for en skyskraberfascineret konstruktionsingeniør som Martin Hoff Ludvigsen er Dubai, populært benævnt 'verdens største byggeplads', nu heller ikke det værste sted at havne. Så han var ikke i tvivl, da Rambøll gav ham tilbuddet om at udskifte hovedkvarteret i Virum med Dubai:

»Dubai var ganske enkelt det mest oplagte og mest spændende sted at tage hen. Man hørte så meget i medierne om, hvor fantastisk der var hernede, så det skulle næsten opleves,« siger Martin Hoff Ludvigsen, der først og fremmest angiver den faglige udfordring som det primære brændstof bag hans Dubai-drømme.

»Det er helt anderledes end at bygge de her fire til fem etager derhjemme. Hernede bygger vi meget højere, og så skal vi også sikre mod jordskælv, vi bruger anderledes softwareprogrammer, udenlandske design codes og så videre. Det har helt sikkert givet mig mange flere faglige og ledelsesmæssige udfordringer, end hvis jeg var blevet i Danmark« lyder det fra Martin Hoff Ludvigsen, som p.t. arbejder med designet af to 42-etagers højhuse i naboemiratet Abu Dhabi.

Især sætter han pris på én ting ved at være ung ingeniør i Dubai:

»Du får lov til meget mere, endda på projekter, der er langt større end i Danmark. Du bliver bare kastet ud i det og er med til møder meget tidligt i processen. Det er spændende at være med til at udforme basisprojektet, diskutere med kunden og arkitekterne om væg- og søjleplaceringer og mødes med projektingeniørerne. Det kan jeg i hvert fald personligt godt lide,« fortæller han - alt imens frokostsolen ubarmhjertigt bager ned over os.

Med ankomsten til Dubai dumpede Martin Hoff Ludvigsen dog ikke kun ned i sit ingeniørlivs store drøm. Han dumpede også ned midt i orkanens øje, midt i det dubai'ske vækstmonsters ukontrollerbare rasen. For har man sagt Dubai, må man også sige vækst - den emmer ligefrem af det. Byens puls dunker konstant derudad, og ingen ser ud til at have nævneværdige problemer med at følge med. Supermarkederne og de gigantiske 'malls' har åbent til midnat, og på byggepladserne er kranerne i gang i døgndrift, og det samme er arbejderne - de arbejder i skiftehold.

I sommeren 2008 lignede det, at vækstmonsteret trak vejret hurtigere end nogensinde før - sådan følte den nye dreng i klassen det i hvert fald.

»Vi havde haft helt vildt travlt hjemme i Virum de sidste to år, og så kom jeg herned. Og der var simpelthen så sindssyg travlt i efteråret. Vi arbejdede i weekender, og alle var bare helt røde i hovedet og helt rundt på gulvet,« er Martin Hoff Ludvigsens erindring om en tid, hvor byens vækst ikke syntes at kende nogle grænser.

Især to oplevelser står for ham som de stærkeste manifestationer på væksten og det ekstreme tempo:

For at forsøge at komme Dubais enorme trafikale problemer til livs, er man gået i gang med at bygge en metro over jorden. Hver morgen henover efteråret, når Martin Hoff Ludvigsen tog på arbejde, havde de nærmest i nattens løb fået lagt et nyt brofag oven på de kort tid forinden støbte søjler.

Og når han så kom ind på Rambølls kontor, var det ofte til et par nye ansigter. Martin Hoff Ludvigsen var medarbejder nummer 200 på Dubai-kontoret - i dag, et halvt år senere, er der et sted mellem 300 og 350 mand.

Tempoet var med andre ord lige så heftigt som en af de sandstorme, der af og til rammer Dubai i vintermånederne. Men det var inden 2008 blev til 2009, og inden finanskrisens vinde også nåede til Dubai. For i dag tyder noget på, at vækstmonstret har haft sin foreløbigt sidste udånding og er gået i midlertidig dødskrampe - også selvom man stadig ikke helt vil indrømme det i Dubai.

»I efteråret var der sådan en stemning af, at Dubai sagtens kunne klare sig - at der var masser af penge, og at Dubai ville skøjte sig let igennem. Nu er det hele gået lidt i stå, men radio og tv snakker ikke rigtigt om det,« fortæller Martin Hoff Ludvigsen.

Meget tyder på, at han har ret. Byggepladser og vejarbejde er der stadig masser af, men rygterne - der var de igen- siger, at man kun færdiggør projekter, man er gået i gang med - tegnebrætsprojekter en masse bliver derimod udskudt - i Dubai bruger man øjensynligt ikke udtrykket droppet. Det gælder eksempelvis et storstilet projekt i Dubais bugt, hvor der skulle anlægges et luksushotel under vandet. Det gælder for den førnævnte kommende lufthavn. Og det gælder Martin Hoff Ludvigsens eget højhusprojekt nede ved havnen.

Så gassen er gået af ballonen, og Dubais korthus af ejendomsspekulation og kæmpe byggeprojekter er ramlet sammen. Alt andet ville nu også være mærkeligt i en stat, hvis økonomi er baseret på turisme, byggeri og udenlandske investeringer i ejendomsmarkedet.

Men Martin Hoff Ludvigsen er her stadigvæk - i hvert fald indtil til sommer, når hans etårige kontrakt udløber. Der er stadig masser af opgaver at få for Rambøll og de andre rådgivere, han er netop blevet forfremmet til Senior Structural Engineer, familien er faldet godt til og han er, i lighed med Dubais øvrige indbyggere, ganske fortrøstningsfuld, hvad fremtiden angår. Det skal nok vende igen på et tidspunkt her i, hvad Martin Hoff Ludvigsen selv tillader sig at kalde 'én stor legeplads for ingeniører'.

Vækstmonstrets dødskrampe er stadig langt fra gået over i rigor mortis.

Men tænker man aldrig over, hvad alle de bygninger bliver bygget for? Hvilken nytte de tjener?

»Jo. Man tænker: Hvem skal bo i alle de bygninger? Og hvilke firmaer skal bo i alle de kontorer? Det er sådan lidt som Texas og Det Vilde Vesten. 'Nu bygger vi nogle huse her, og så bygger vi en vej her'.«

Siger Martin Hoff Ludvigsen, konstruktionsingeniør og højhusspecialist, der ligesom så mange andre af denne verdens ingeniører er strømmet til Dubai, som guldgraverne strømmede til Klondike for to århundredeskifter siden.

Spørgsmålet er, hvor længe der fortsat kan hentes guld i Dubai.