Smart renovering sparer kroner og kWh
Det behøver ikke koste ekstra at renovere varmtvandssystemet til en høj energimæssig standard.
Én million kroner sparet og energiregningen knapt halveret. Det var resultatet for 504 beboere i otte boligblokke i Odense, da de fik deres brugsvandssystem renoveret sidste år.
Vvs- og energikonsulent Flemming Schrøder fra Alectia, der er en af de tre forfattere bag en en SBi-rapport om varmetab fra brugsvandsinstallationer, der bliver offentliggjort i dag, var med på renoveringsprojektet.
»Vi fik skåret 25-30 procent af rørsystemet, samtidig med at de resterende rør fik en bedre isolering. Fordi vi kunne reducere rørsystemets længde, så kostede det faktisk mindre end en almindelig udskiftning af hele rørnettet ville have kostet,« siger Flemming Schrøder.
I Odense endte regningen således med at være næsten en million kroner lavere end en traditionel renovering, selvom rørerne blev isoleret bedre, end normen foreskriver. Lignende besparelser kan gennemføres i mange andre byggerier, hvis de ingeniører og vvs-folk, der renoverer, tænker sig godt om, konkluderer rapporten.
Årsagen til renoveringen i Odense var, at rørerne i blokkene, der blev opført i 1970'erne, var tilkalkede og tærede. Lignende problemer plager efterhånden de mange bygninger, der blev opført under byggeboomet i 1970'erne. Fra 1969 til 1979 blev der gennemsnitligt opført knap 37.000 boliger hvert år.
Levetiden for brugsvandsinstallationerne er ifølge Flemming Schrøder 30-50 år, så der er rigtig mange renoveringer på vej.
Hidtil har der bare ikke været den store opmærksomhed på energispildet fra brugsvandsinstallationerne.
Ligegyldigheden ses tydeligt i statistikken: Energiforbruget til rumvarme i nye boliger er halveret i forhold til den eksisterende boligmasse, og elforbruget falder også, selv om vi bruger flere elektriske apparater. Men energiforbruget til brugsvand er det samme. Derfor er det nu, at rådgivere, vvs-folk, komponentleverandører og myndigheder skal få øjnene op for problemerne og mulighederne, siger en anden af forfatterne, Benny Bøhm fra Teknologisk Institut.
»Det kan dårligt betale sig at isolere lidt rør hist og her, men hvis man alligevel skal renovere systemet, så kan man finde store besparelser ved at tænke sig om, og ikke bare lave den samme installation med nye rør.«
Forfatterne viser i rapporten en række nyere produkter, der kan begrænse både rørlængde og varmetab. Men der mangler stadig gode produkter, understreger de.
'Mange units til varme- og varmtvandsanlæg har en uisoleret veksler og uisolerede rør, og kabinettet er normalt også uisoleret. Fordelerrør til såvel varmeinstallationer som vandinstallationer isoleres traditionelt ikke. Producenter har ikke udviklet isoleringskapper, og det er vanskeligt at komme til at isolere efter montagen,' står der i rapporten.
I kampen mod CO2-udslip har politikerne dog fået øje på bygningsinstallationerne, og i regeringens strategi for reduktion af energiforbrug i bygninger luftes muligheden for at stille komponentkrav til komponenter og systemer i forbindelse med mindre renoveringer.
Klimafordelene er i hvert fald uomtvistelige. I Odense blev energitabet halveret fra fra syv-otte MWh til tre-fire MWh.





