Mexicanske forskere har opdaget, at regndråber kan falde op til ti gange hurtigere end hidtil antaget. Det kan få stor betydning for meteorologernes beregninger af nedbørsmængder og i sidste ende for beregningen af klimaforandringer som følge af nedbør, skriver New Scientist.

Hidtil har meteorologer brugt vanddråbers hastighed som et godt mål for deres størrelse, da der er en direkte sammenhæng mellem dråbestørrelse og dråbens terminale hastighed - det vil sige den hastighed, hvor luftmodstanden går lige op med tyngdekraftens træk i dråben. Store dråber falder hurtigere end små.

Meteorologerne kan dermed beregne et geografisk områdes samlede nedbør som en funktion af dråbernes hastighed mod jorden. Hastigheden får de fra en Doppler-radar, og så kan man slå op i en tabel for at finde dråbestørrelsen.

Men den mexicanske forsker, Fernando Garcia-Garcia, konstruerede en forsøgsopstilling, der kunne bruges i et naturligt regnvejr. Her lod han regnen falde gennem et infrarødt lys, og ud fra dråbernes skygge blev dråbernes størrelse og hastighed målt.

Det gav et overraskende resultat. Nogle dråber faldt op mod 10 gange så hurtigt, som de burde ifølge deres størrelse og den anerkendte hastighedsmodel.

»Andre har målt tilsvarende afvigelser, men de er altid blevet afvist som unøjagtigheder,« siger Fernando Garcia-Garcia til New Scientist.

Han regner med, at dråberne overskrider de anerkendte hastighedsgrænser, fordi de først har været store og hurtige, og derpå er gået i stykker, mens de har haft fart på. Dråbefragmenterne må efterfølgende sætte farten ned, når luftmodstanden øges, men det tager lidt tid, før den nye hastighedsligevægt nås.

Dette sker formentlig hele tiden, og derfor må en vis mængde af de dråber, radaren måler som hurtige, være mindre dråber, end nutidens modeller antager.

Konsekvensen er, ifølge de mexicanske forskere, at nedbørsberegningerne kan være op mod 20 procent overvurderede, når det regnes med, hvor hurtigt dråberne sætter farten ned, når de går i stykker - og hvor stor en andel, der gør det.

Her slutter imidlertidig enigheden blandt forskerne. Den amerikanske nedbørsforsker Ana Barros fra Duke University tror ikke på, den nye opdagelse har så stor betydning, som hendes mexicanske kolleger har fundet frem til, skriver New Scientist.

Det mexicanske forskningsresultat er offentliggjort i forskningstidsskriftet Geophysical Research Letters.