/rumfart

Hubble repareret under fem dramatiske rumvandringer

»Undskyld, Hr. Hubble. Hav en god rejse,« sagde astronaut John Grunsfeld, efter han var kommet til at knække et stykke af en antenne. Men nu fungerer alle instrumenter på teleskopet, selv om de ikke alle var designet til at blive repareret i rummet.

Af Thomas A. E. Andersen, tirsdag 19. maj 2009 kl. 10:15

Med fem dramatiske rumvandringer har astronauter for sidste gang lagt menneskelig hånd på rumteleskopet Hubble.

Under den sidste rumvandring mandag kom astronaut John Grunsfeld til at støde ind i en ene af Hubbles Low Gain-antenner og brækkede et lille stykke af. Nasa kunne dog meddele, at antennen stadig fungerer, og John Grunsfeld afsluttede den sidste rumvandring med ordene:

»Undskyld, Hr Hubble. Hav en god rejse. Et sidste håndtryk med Hr. Hubble fra mig. OK, jeg er væk fra teleskopet.«

John Grunsfeld gennemførte den sidste rumvandring på syv timer og to minutter sammen med Andrew Feustel. Undervejs installerede de det andet af to sæt med nye nikkel-brint-batterier, et stjernekamera. Desuden og monterede de tre nye isoleringspaneler på Hubbles yderside.

Under installationen af stjernekameraet fik astronauterne igen problemer med en skrue der sad fast, men rå muskelkraft fik skruen løs.

På rumvandringen søndag havde astronauterne Michael Massimino og Michael Good problemer med at håndtag, hvorpå en skrue blev så ødelagt af deres elektriske værktøj, at de til sidste måtte brække håndtaget af. Inden da havde de monteret kaptontape til at fange eventuelle partikler, som måtte komme fri.

Håndtaget skulle fjernes for at komme til over 100 små skruer på et dæksel til et defekt videnskabeligt instrument inden i Hubble. Her fik astronauterne udskiftet et defekt printkort i instrumentets strømforsyning, selv om det slet ikke var designet til at blive udskiftet i rummet. Den efterfølgende afprøvning af Space Telescope Imaging Spectrograph instrumentet viste, at operationen var lykkedes.

Med søndagens reparation har Hubble for første gang siden sin opsendelse for 19 år siden fem videnskabelige instrumenter i drift.

Under den første rumvandring torsdag blev Hubbles nye Wide Field Camera 3 installeret. Fredag fik rumteleskopet seks nye gyroskoper og tre nye nikkel-brint-batterier. Lørdag blev en Cosmic Origins Spectrograph installeret og bredbåndskanalen i Advanced Camera for Surveys blev repareret. Hverken Space Telescope Imaging Spectrograph eller Advanced Camera for Surveys var designet til at blive repareret i rummet.

Teleskopet vil blive frigivet fra rumfærgen Atlantis i dag, tirsdag, kl. 14.53.



19. maj 2009 kl 11:42

Svend Andersen

Dramatik?

Hvori består dramatikken?
Det gik jo mere eller mindre efter planen.


19. maj 2009 kl 11:49

Michael Møllegaard

Hvordan kan

skruerne "gro" fast ude i rummet hvor der ikke er påvirkning fra andet end temperatur?


19. maj 2009 kl 11:54

avatar

Thomas A. E. Andersen

Re: Dramatik?

At skulle brække ting af i rummet, hvor man kan få skarpe kanter der kan punktere ens rumdragt er aldrig trivielt. Endvidere er ødelagte bolte som er lige ved at forhindre udskiftningen af kritiske dele og instrumenter også en faktor.
Mvh
Thomas


19. maj 2009 kl 12:18

Bo Jacoby

Ejendommeligt

Ejendommeligt at man ikke kan lave bolte som ikke sætter sig fast.

Ejendommeligt at simple ting som fastsiddende bolte giver vanskeligheder, mens komplicerede ting enten ikke giver vanskeligheder, eller måske bare ikke giver forståelige historier at fortælle?

Men min cykelsmed forklarer mig, at selvom man kan sende robotter til Mars, så kan man altså ikke konstruere et cykelgear med et kabel som også virker i frostvejr.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.