Vejstriber skal oplade fremtidens elbiler
Et sydkoreansk universitet lancerer en helt ny metode til at oplade fremtidens elbiler: Induktiv opladning via særlige fartstriber koblet til elektriske ministationer. Prototyper er allerede klar.
Læs også
-
Topchef: Nye batterier og hurtigopladning fjerner ikke behov for batteriskift
-
Gennembrud i batteriforskning giver lynopladning på få sekunder
Læs mere om
Glem besværet med timelange opladninger i stikkontakten derhjemme, og glem risikoen for at løbe tør for strøm på vej til svigermor.
Et sydkoreansk universitet, The Korea Advanced Institute of Science and Technology, har udviklet et batteriopladningssystem, hvor elbilen oplades direkte på vejen ved at køre henover specielt monterede vejstriber, som overfører energi til bilen.
Forskerne har allerede udviklet en prototype til elgolfbiler. Senere på året skal systemet testes på særlige elbusser i Seoul og andre sydkoreanske byer, skriver Reuters.
Bygger på principper fra elektriske tandbørster
Selve opladningen af bilens batteri er en form for induktiv opladning, hvor specielt installerede sensor-styrede magneter og kabler på undersiden af elbilen ”suger” energi fra vejstriben, når køretøjet passerer henover – uden at behøve at røre ved selve striben.
Det er et system, som også kendes fra særlige typer elektriske tandbørster, der ikke behøver nogen stikkontakt, men kan oplades via en magnetisk forbindelse.
Derudover forsynes bilerne ifølge nyhedsbureauet AP med et lille batteri, fem gange mindre end et traditionelt elbilbatteri, som giver bilerne en ekstra rækkevidde på 80 kilometer.
Planen er at placere de elektriske vejstriber, som er forbundet med en række elektriske ministationer, tæt på eksempelvis lys- og vejkryds, så biler og busser kan blive ladet op, mens de holder stille.
Elektriske striber på ti procent af vejnettet er nok
»Hvis vi placerer de her striber på omkring ti procent af vejnettet i en given by, vil vi kunne levere el til elektriske køretøjer,« siger projektets manager Cho Dong-ho fra The Korea Advanced Institute of Science and Technology til Reuters.
Hvad effekttabet så er ved sådan en induktiv opladning, melder historien ikke noget om. Ligeledes fremgår det heller ikke, hvorvidt elbiler med normale batterier også kan finde anvendelse i koreanernes system, eller om bilproducenterne i givet fald skal i gang med at bygge en helt ny type elbiler.
Ifølge Reuters er flere koreanske bilfabrikanter dog involveret i projektet.
1,7 millioner kroner per kilometer
Personer skal ikke være bange for at komme til at røre ved vejstriberne – der er ingen risiko for elektrisk stød, lover Cho Dong-ho.
Er sikkerheden ikke en hindring, kan økonomien dog måske vise sig at blive det for de specielle vejstriber, som påtænkes at blive mellem 20 og 90 centimeter brede og op til flere hundrede meter lange.
At installere systemet i vejnettet vil sandsynligvis komme til at koste op mod 1,7 millioner danske kroner per kilometer vej – og så kommer elektricitetsregningen oveni.
Til sammenligning oplyser Banedanmark, at en elektrificering af for eksempel jernbanestrækningen mellem Lunderskov og Esbjerg i runde tal vil koste 5,5 til seks millioner kroner per kilometer.






