EU-kommissionen står i flammer
Opdateret: Embedsmænd og politikere strømmer ud af EU-kommissionens hovedkvarter i Bruxelles, hvor der er udbrudt brand. Branden menes at være startet i kælderen.
Sort røg stiger op fra bygningen, og folk strømmer ud på gaden. Sådan er den kaotiske situation lige nu i Bruxelles, hvor der er udbrudt brand i EU-kommissionens hovedkvarter, kaldet Berlaymont-bygningen.
Bygningen, der er formet som et kæmpestort X i glas og stål, har 18 etager og er hjemsted for 3.000 EU-medarbejdere.
Det lokale brandvæsen og en talsmand fra EU-kommissionen har over for Reuters bekræftet, at branden ser ud til at være startet i bygningens kælder, hvor der er masser af printere, papir og opbevaringsrum.
Også Barroso har taget flugten
Belgisk politi og brandvæsen har ifølge BBC News været i fuld gang med at evakuere bygningen og afspærre området, som er indhyllet i tyk, grå røgtåge.
Branden ser ud til at stamme fra den del af bygningen, hvor kommissærerne sidder, og blandt andre EU-kommissionens formand José Manuel Barroso skulle have forladt komplekset og søgt tilflugt i en nærliggende park.
Ifølge nyhedsbureauet AP blev røgen observeret klokken lidt over 13 lokal tid, og den kunne stadig ses over en time senere.






