Ølinnovation
Læsere med interesse for øl har sikkert bemærket, at det er hårde tider for de danske mikrobryggerier. En af pionererne, Brøckhouse, har drejet nøglen og samme skæbne har overgået Raasted Bryghus, Baggårdsbryggeriet m.fl.
I denne weekend holder Danske Ølentusiaster ølfestival i Valby Hallen – og trods krisen er der masser af mikrobryggerier blandt udstillerne. Jeg har spurgt flere af dem hvordan det står til med økonomien (øllet har de jo styr på) og billedet er klart: Det er stramme tider. Bankerne stryger kassekreditterne og detailhandlen presser priserne.
I sådanne krisetider er det man skal være innovativ. Tænke nye løsninger og se mulighederne.
Det har Mikkeller gjort. Mikkeller blev kåret som Årets Bryggeri i 2008 af Danske Ølentusiasters medlemmer – en bedrift, der sættes i relief af det faktum, at Mikkeller ikke har et bryggeri.
De brygger nemlig ikke på egne anlæg, men køber sig til kapacitet rundt omkring i verden. Mikkel Borg Bjergsø, mandag bag Mikkeller, fortæller mig at de brygger primært i Belgien og Norge for tiden. Han kalder sig selv for ”nomade-brygger”.
Det er på den måde man skal drive bryggeri i disse dage. Uden faste omkostninger i form af et dyrt produktionsapparet, som banken kan slå en ihjel på og med friheden til at skrue op og ned afhængig af efterspørgslen i stedet for som funktion af kapacitetsudnyttelsesgraden. Tilmed kan jeg formode de for tiden er i stand til at shoppe bryggekapacitet ret billigt, for der er masser af bryggerianlæg, der ikke udnytter det anlæg de har investeret i fuldt. Eller for den sags skyld halvt.
Mikkel fortæller også om måden de amerikanske bryggerier etablerer sig. I Danmark køber man et fuldautomatiseret tysk anlæg, der kan skabe en god forretning når det en dag bliver fuldt udnyttet – man starter med at brygge hver fredag. I USA køber man et lillebitte bryggeri og brygger 6 gange i døgnet, indtil man måske en dag bliver etableret nok til at det er nødvendigt at købe et nyt, stort anlæg. I USA har de lært præcist den samme lektie for 10-15 år siden som bryggerierne i Danmark lærer lige nu.
Ølfestival i Valby Hallen i dag og i morgen – se hos Danske Ølentusiasters side.



