/byggeri

Dongs tilbud til husejere: Gør dit hus grønt og afbetal på din energiregning

Fire danske storspillere på det danske energimarked slår sig nu sammen og tilbyder boligejere en komplet pakkeløsning til energirenovering af ens bolig. Og i stedet for at låne penge i banken kan man afdrage via sin energiregning.

Af Morten Lund, fredag 15. maj 2009 kl. 14:53

Det skal være slut med at låne penge i banken og indhente tilbud fra syv forskellige håndværkere, hvis man som boligejer gerne vil gøre sit ældre, energikrævende hus lidt grønnere.

Dong Energy, Rockwool, Danfoss og Pro Tec-vinduer lancerer nu en pakkeløsning, en slags grøn alt-i-en ordning, til de private boligejere, som giver mulighed for både at få udskiftet vinduerne, ordnet isoleringen og erstattet gas- eller oliefyret med en jord-luft varmepumpe.

Og som boligejer behøver man ikke at gribe dybt i lommerne for at få økonomien til at hænge sammen. For står det til Dong Energy, kan man nemlig betale af på renoveringen via sin energiregning.

Hellere ferie end fyr
»Vi tror på, at det der skal til er, at man kan tilbyde kunden en færdig løsning, så kunden ikke skal bruge en masse tid på selv at klare energirenoveringen, gå i banken og så videre. Så vi har her en løsning, hvor kunden oplever, at det eksempelvis bliver finansieret via besparelser på energiregningen, så man ikke skal hoste op med nye penge hver måned til energirenoveringen,« siger Lars Clausen, koncerndirektør i Dong Energy med ansvar for Sales & Distribution, og tilføjer:

»Hvis boligejere skal diske op med 30.000 kroner til et nyt fyr, så udskyder man det og tager på ferie i stedet for. Så der skal en pakkeløsning med finansiering til at få det her op at flyve.«

Der kan altså være godt nyt på vej til titusinder af boligejere. For omkring 70 procent af den danske bygningsmasse er således bygget før 1973, og i den type ældre huse kan boligejerne opnå besparelser på op imod 50 procent, anslår Rockwool, som – naturligvis - skal stå for isoleringsdelen i den samlede pakke.

Tilsvarende bliver varmepumpen leveret af Danfoss og vinduerne af Pro Tec vinduer, mens Dong fungerer som totalentreprenør.

’Vi skal ikke drive bankvirksomhed på det her’
Ifølge hjemmesiden www.dongenergy.dk/cleantech kan den renoveringshungrende boligejer låne mellem 15.000 og 150.000 kroner. Ifølge Lars Clausen kan de helt store renoveringer dog godt løbe op i mellem 200.000 og 250.000 kroner.

Når I nu tilbyder den her finansiering, løber der vel også renter på?

» Ja, det gør der. Det er klart, at hvis kunden har en masse friværdi eller en god bank, så kan de selv gøre det. Men ellers vil vi gerne hjælpe dem ved at gøre det her til en konkurrencedygtig rente. Vi skal ikke drive bankvirksomhed på det,« siger Lars Clausen.

Han anslår, at tilbagebetalingstiden typisk vil løbe op i fem til ti år, men i enkelte tilfælde vil det også kunne tage boligejeren over ti år at betale tilbage på den grønne renovering.

Dong oplyser, at den pålydende rente vil ligge på seks procent, mens ÅOP vil ligge på ni procent.



16. maj 2009 kl 19:15

avatar

Jan E. Sørensen

Haleluja!

Endelig fattede et energiselskab hvad forbrugerne aftager; nemlig ikke elektricitet, men hjemmets evne til at fungere med diverse energikrav.

Ideen er fantastisk god, selv om der selvfølgelig kan komme masser af malurt i det bæger, når det skal realiseres ude i virkeligheden, hvor vi andre bor.

Lad os nu se. Indtil videre er min tommel op.

MVH
Jan - der stadig mener, at bygningsreglement 2010 skal kræve nul-energihuse.


17. maj 2009 kl 15:26

Flemming Ulbjerg

Re: Haleluja!

Hej Jan

Skal de blot være lavenergi eller må der ikke over året købes en eneste kwh el eller varme til matriklen ??

Hvis det er den sidste løsning, så er det jo interessant at disse individuelle løsninger i pris langt overstiger fælles anlæg i form af havvindmøller, affaldsforbrændingsanlæg, centrale solvarmeanlæg, biomasse anlæg, biogas anlæg etc. etc.


17. maj 2009 kl 15:50

Jakob Rasmussen

Kan man stole på 0-energi huse

Egne erfaringer med 0-energihuse (trelleborg) viser desværre at husene og beboerenes adfærd langt fra giver et slutresultat med 0-energi.

Er forøvrigt helt enig med Flemming om at det kan være alt for dyrt at nå 0-energi vha. lokale induviduelle anlæg.


17. maj 2009 kl 15:57

avatar

Hanne Kronborg

jord-luft!!!

I artiklen omtales, at husejere kan erstatte gas- eller oliefyret med en jord-luft varmepumpe. Det må være en vand - vand varmepumpe der menes!


17. maj 2009 kl 17:29

avatar

Lars Helbro

Re: Haleluja!

Man kan også få et kreditkort i et stormagasin.
Så er man "tvunget" til at handle dér og betale den rente de forlanger.
Det bliver varen hverken bedre eller biligere af og måske får man ikke lige det man egentlig helst ville have.

Jeg ville da også gerne tilbyde mine stenovne på afbetaling via sparet varmeudgift, men så skal jeg selv til at vurdere mine kunders kreditværdighed, påregne dårlige betalere, udgifter til øget regnskab og revission og ikke mindst en gevaldig risikovillig indskudskapital.
Det bliver ovnene hverken bedre eller billigere af.

Har du behov for en vare, så køb den hvor du gør den bedste handel.
Har du behov for at låne penge, så gør det samme.
Sammenblanding af disse to ting er der masser af erfaring med og bestemt ikke altid af de gode.


17. maj 2009 kl 18:57

Uffe Merrild

Re: jord-luft!!!

I artiklen omtales, at husejere kan erstatte gas- eller oliefyret med en jord-luft varmepumpe. Det må være en vand - vand varmepumpe der menes!


Du misforstår deres marketingssprog.

De mener enten en jord-vand eller en luft-vand varmepumpe, det ser du tydeligt hvis du smutter ind på deres side og læser om deres produkter.

De har så valgt at beskrive valgmuligheden som jord/luft varmepumpe.


17. maj 2009 kl 18:58

Uffe Merrild

Re: Re: jord-luft!!!

I artiklen omtales, at husejere kan erstatte gas- eller oliefyret med en jord-luft varmepumpe. Det må være en vand - vand varmepumpe der menes!


Du misforstår deres marketingssprog.

De mener enten en vand-vand eller en luft-vand varmepumpe, det ser du tydeligt hvis du smutter ind på deres side og læser om deres produkter.

De har så valgt at beskrive valgmuligheden som jord/luft varmepumpe.


18. maj 2009 kl 07:00

john jørgensen

Re: Kan man stole på 0-energi huse

Egne erfaringer med 0-energihuse (trelleborg) viser desværre at husene og beboerenes adfærd langt fra giver et slutresultat med 0-energi.

Kunne være spændende at læse mere om....


18. maj 2009 kl 07:44

avatar

Jan E. Sørensen

Give and take

Skal de blot være lavenergi eller må der ikke over året købes en eneste kwh el eller varme til matriklen ??

Jeg forestiller mig at nulenergihuse ikke aftager energi fra el, olie, gas osv målt over f.eks. et år. Altså har jeg ingen problemer med at husene i perioder aftager energi, hvis de leverer tilbage over en periode.

Men jeg er meget åben for input til ideen. Det vigtige for mig er, at der stilles krav til de huse, der skal leve of 50++ år fra nu.

MVH
Jan


18. maj 2009 kl 07:45

Jakob Rasmussen

Re: Re: Kan man stole på 0-energi huse

Med mit tidligere indlæg mente jeg at der kan være stor forskel på teori og praksis.
Det er min påstand at hvis man sætter gennemsnittet af varmeforbrugere i Danmark til indeks 100. Så er boliger opført efter BR85 ca. indeks 70. Lavenergi klasse 2 ca. indeks 60 og de såkaldte 0-energi huse ca. indeks 40.
Disse iagttagelser er baseret på reelle målinger af husenes varmeforbrug. Alle husene er tilsluttet fjernvarmeforsyning.


18. maj 2009 kl 07:57

avatar

Jan E. Sørensen

Re: Re: Haleluja!

Man kan også få et kreditkort i et stormagasin.
Så er man "tvunget" til at handle dér og betale den rente de forlanger.
Det bliver varen hverken bedre eller biligere af og måske får man ikke lige det man egentlig helst ville have.

Jeg ville da også gerne tilbyde mine stenovne på afbetaling via sparet varmeudgift, men så skal jeg selv til at vurdere mine kunders kreditværdighed, påregne dårlige betalere, udgifter til øget regnskab og revission og ikke mindst en gevaldig risikovillig indskudskapital.
Det bliver ovnene hverken bedre eller billigere af.

Har du behov for en vare, så køb den hvor du gør den bedste handel.
Har du behov for at låne penge, så gør det samme.
Sammenblanding af disse to ting er der masser af erfaring med og bestemt ikke altid af de gode.

For mig er det vigtige, at ELselskabet søger at levere en samlet pakke, baseret på brugernes behov. (I modsætning til f.eks. at levere et fiberkabel ved væggen, uden forbindelse med kundens virkelighed).

Finansieringen er ikke så vigtig for pakken, og - som jeg læser artiklen - kan man også købe den samlede pakke kontant og selv finansiere den.

MVH
Jan


18. maj 2009 kl 08:00

avatar

Jan E. Sørensen

Re: Re: Re: Kan man stole på 0-energi huse

Alle husene er tilsluttet fjernvarmeforsyning.

Hvordan kan de så være 0-energihuse, når de er tilsluttet fjernvarme?

MVH
Jan


18. maj 2009 kl 18:13

Jakob Rasmussen

Re: Re: Re: Re: Kan man stole på 0-energi huse

Trelleborg definerer selv ”0-energi-huset”; et hus som normalt ikke behøver varmetilførsel for at opretholde den ønskede temperatur i et beboet rum så længe udetemperaturen er over 0° C. Trelleborg har forøvrigt ifølge deres egne oplysninger i dag eneretten til navnet som er varemærkebeskyttet.

Jeg skal understrege at jeg absolut ikke har noget specifikt at udsætte på Trelleborg. Men ønsker at fremhæve at der er forskel på teori og praksis, og at det nok er den menneskelige adfærd, der efter min mening er udslagsgivende.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.