Frankenstein og den klonede hær
Vi læste for nylig Frankenstein af Mary Shelley i min bogklub (hvor vi kun læser klassikere). Dette er en historie der stikker hovedet frem mange steder i populærkulturen, men som efter min mening også er interessant fordi den om ikke ligger til grund for teknofobi og irrationel skepsis, så i hvert fald artikulerer disse følelser. Tænk bare på skældsordet ”Frankenfoods” brugt om genetisk modificerede fødevarer. Frankenstein fra 1931-filmversionen er gået over i den kollektive bevidsthed som selve definitionen af ”den gale videnskabsmand” omgivet af røg og damp, i gang med at opfange lynet for at få liv i monsteret (”It’s alive!”).
Frygten stikker sit irrationelle hovede frem. Her i en illustration der florerer bredt på nettet.
I bogen skaber Frankenstein monsteret, idet han er optændt af at gøre en stor videnskabelig opdagelse. Det meste af bogen går faktisk med at monsteret fortæller sin historie. Det er til at starte med godt, og bliver kun ondt fordi menneskene afviser det pga. dets lidet tillidsvækkende udseende. Monsteret kræver at Frankenstein laver en mage til det, hvilket han til sidst nægter, og det hævner sig ved at slå hans familie ihjel.
Helt firkantet er pointen altså at der ikke kommer noget godt ud af at tørste efter viden. At produktet af viden der alligevel bliver erhvervet, er farligt. Så vi er helt i tråd med den middelalderlige historie om Faust (videnskabsmanden der sælger sin sjæl til Djævelen for viden), og Skabelsesberetningen, hvor forbuddet mod at smage på kundskabens frugt først bliver nedlagt.
Bogklubben diskuterede diverse litterære kvaliteter ved bogen, hvilket jeg ikke skal kede jer, kære ingeniører med. Men på et tidspunkt drejede samtalen over i moderne bioteknologi, og her blev det virkelig interessant. En ca. 50-årig kvinde i gruppen sagde at
”det er interessant hvordan Frankenstein er en forløber for alt det forfærdelige der er muligt nu”
Jeg undrede mig, og fiskede efter hvad hun mente. Svaret:
”at de kan klone en aggressiv hær”
Adspurgt hvem ”de” er svarede hun
”de, forskerne!”
og sendte mig et blik som om jeg var fuldstændig retarderet. Jeg forsøgte at sige at en kompleks egenskab som aggression, hvis den overhovedet er genetisk betinget, formodentligt vil være bestemt af mange gener i samspil. Det bed hun ikke på, men mit argument om at der jo er masser af aggressive hære i verden allerede, uden kloning, virkede lidt bedre.
I situationen var jeg bare irriteret over de latterlige påstande kvinden kom med, og jeg prøvede selvfølgelig at argumentere imod. Men her bagefter slår det mig virkelig at folk kan have en så fordrejet forestilling om for det første hvad der er muligt, og for det andet at der findes et ”de”, en konspiratorisk gruppe der er ude på at bruge videnskaben til deres onde mål (de har sikkert også hvide langhårede katte de har på skødet mens de lægger de onde planer, og bor på tropeøer). Selv om jeg prøvede at komme med nogle realistiske rettelser til hendes vildfarelser, uden at være nedladende eller noget, så er jeg ikke sikker på at hun gik derfra med nogen form for ændret opfattelse.
Hvordan kommer man den irrationelle frygt til livs? Skepsis er sund og nødvendig, og jeg mener heller ikke vi skal dyrke modificerede afgrøder over det hele uden at have dokumenteret deres egenskaber først. Det er afgørende at der er offentlig debat om GMO’er, stamceller og alt det andet. Men hvordan får vi debatten til at tage udgangspunkt i fakta og ikke frygt? Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad læserne gør når de støder på frygten derude. Hvordan svarer I på de irrationelle påstande?
1
