Kommentar: Cleantech - et nyt dansk elektronik-eventyr?
Læs også
Der er elektronik i alting. Det gælder også den nye bølge af cleantech-produkter, der nu er på vej til miljøbevidste virksomheder og forbrugere. Meget miljøteknologi handler om at kunne overvåge og reagere på ændringer i tilstande henholdsvis udledninger af affald, væsker eller luftarter samt kunne håndtere disse i kombination med andre teknologier.
I alle sådanne produkter og systemer vil der på en eller anden måde indgå sensorer og aktuatorer, kommunikationsløsninger og intelligente it-systemer, der kan bearbejde de mange informationer samt i mange tilfælde også agere pr. automatik. I EU taler de meget om 'internet of things', og det bliver der rigtig meget af på cleantech-området.
Det gælder også elbiler. Efter mange års snak og et par eksperimenter tilbage i 80'erne er elbilen nu på vej som et seriøst bud på CO2- og støjfri transport. Batteriteknologi, motorteknologi og styringer gør det nu muligt at køre flere hundrede kilometer pr. opladning og med en accelerationsevne, der for de fleste vil være ganske glimrende.
Hertil kommer elbilernes rolle som belastningsudjævner i elnettet for eksempel ved at være lagerplads for overskydende vindmøllestrøm i aften- og nattetimer, hvor strømmen pt. ofte må sælges til en negativ pris. Vi ser nu seriøse spillere som Dong Energy og Better Place gå i gang med at tilbyde bilerne til et bredere kundesegment samt opbygge den infrastruktur, der skal til for, at vi kan få skiftet batterierne eller blive ladet op, når vi er på farten.
Giver elbilen forretningsmuligheder for dansk Itek-industri? Ja, hvorfor ikke? Vi skal nok ikke gøre os forhåbninger om at blive bilproducenter: Masseprodukter på et globalt marked er 'big business', så det er næppe realistisk, at vi på nuværende tidspunkt kommer til at huse de nye bilbrands.
Til gengæld er der masser af muligheder som underleverandører, dels af det udstyr og de styringer, der skal indbygges i bilerne, dels ved udvikling af de funktionaliteter og services, der sikrer, at vi bruger elbilen hensigtsmæssigt - og navnligt at vi indretter os efter de begrænsninger, som batteriinfrastrukturen kommer til at frembyde.
For eksempel skal der i kalendersystemer og i road planners udvikles funktioner, der tager hensyn til batteriudskiftningsstationernes placering, hvor lang tid vi forventer at opholde os ved de forskellige rejsemål, samt hvor lang tid bilens batteri har været under opladning, inden turen starter.
I en opbygningsfase kan der også blive tale om at udvikle mobile ladere, som man kan have med i elbilen. Better Place - og andre batteriudbydere - vil skulle udvikle sådanne services og sikre, at kunderne får de værktøjer, der er fornødne, fordi batteriernes rækkevidde er begrænset, og fordi der næppe i mange år vil være mulighed for straksopladning.
Andre eksempler er indretningen af batteriudskiftningsstationerne, der helst skulle kunne betjenes fuldautomatisk. Robot-teknologi og trådløs kommunikation mellem bil og station vil blive vigtige ingredienser i designet af disse stationer.
Endvidere kan nævnes kørsel i udlandet, hvor danske abonnenter skal kunne anvende andre udbyderes infrastruktur, således som vi kender det fra roaming af mobilsamtaler i udlandet.
Også på dette område skal der udvikles interfaces og afregningssystemer, som kan blive en helt lille industri i sig selv, således som vi har set det med mobilafregning.
Endelig sætter elbilskonceptet skub i den omlægning af elforsyningsnettets håndtering, som allerede er i gang, og som afspejler en fremtid med langt flere decentrale beslutningstagere - lige fra ejerne af mikrokraftvarmeanlæg og enkeltstående vindmøller til de virksomheder og husholdninger, der tilmelder sig intelligente styringer af deres elforbrug, inklusive afbrydelighed i spidsbelastningssituationer.
I disse decentrale koncepter indgår også bilparkens batterier som en kommende vigtig faktor.
Mange danske virksomheder - også elektronikvirksomheder - er i dag underleverandører til den traditionelle bilindustri. Hvorfor skulle vi ikke kunne gentage succesen med de nye elbiler, som står over for et stort og utålmodigt verdensmarked? Lad os se at komme i gang.





