Topchef: Nye batterier og hurtigopladning fjerner ikke behov for batteriskift
Japan: Skiftestationer til elbiler bliver ikke overflødiggjort, selvom fremtidens batterier vokser i kapacitet og giver mulighed for hurtig opladning, mener topchef i Better Place, der efterlyser konkurrenter på markedet for elbil-infrastruktur.
Sidney Goodman, der står for samarbejdet med bilproducenter og leverandører af tekniske komponenter til elbilprojektet Better Place. (Foto: Thomas Djursing)
Multimedia
Galleri:
Nærbilleder af batteriskiftestation
Læs også
-
Sløret løftet i Japan: Sådan skifter robotter batteri på fremtidens elbiler
-
Verdens første batteriskiftestation: Elbiler får nyt batteri på 45 sek.
-
Better Place-chef lover: Kom fra Gedser til Skagen på el i 2011
-
Direktør for dansk elbilprojekt: Vi får brug for rigtig mange ingeniører
Læs mere om
Batteriudviklingen er kun lige begyndt, og i løbet af de kommende år vil producenterne gradvist øge kapaciteten på batterierne, så elbilernes rækkevidde stiger. I samme takt vil verden se hurtigere måder at oplade batterierne.
Sådan lyder spådommen fra Sidney Goodman, der står for samarbejdet med bilproducenter og leverandører af tekniske komponenter til elbilprojektet Better Place.
Trods spådommen er Sidney Goodman ikke bange for, at batteriskiftestationer vil stå ensomme langs motorvejen, mens elbilerne drøner forbi.
»Batteriskiftestationerne er kun beregnet til de sjældne ture, hvor folk skal bevæge sig over store afstande. I dagligdagen bruger folk mest bilen til korte ture, og derfor vil det ikke give mening at proppe et 500-miles (805 kilometer) batteri i bilen,« siger Sidney Goodman.
»Et batteri af den størrelse vil optage plads, der kan bruges til passagerer eller bagagerum, og prisen vil være høj. Hvorfor så ikke nøjes med et mindre batteri og køre ind på en skiftestation, hvis man skal på lange ture?«, spørger han.
Ja til hurtigopladning, men nej til lynopladning
Heller ikke udsigten til hurtigere opladning af fremtidens batterier får hverken Sidney Goodman eller hans danske kollega Christian Egenfeldt, der er forretningsansvarlig i Better Place, til at frygte for batteriskiftestationerne i fremtiden.
De seneste måneder har ellers været rige på nye gennembrud. For eksempel offentliggjorde forskere ved Massachusetts Institute of Technology i USA for nylig, at de havde opdaget en kemisk proces, der kunne gøre opladningen af lithium-ion batterier hundrede gange hurtigere end i dag.
Også Toshiba er på vej med lynopladning af sit såkaldte Super Charge Ion Battery (SciB), mens det britiske firma Lightning Car Company har varslet, at de er på vej med en elbil med batterier fra Altairnano, der kan lades op i løbet af et par minutter.
»Lynopladning, hvor batterier bliver fuldt opladet i løbet af tre til fem minutter, er på et meget ungt udviklingsstadie. Et stort problem er, at det gør elnettet ustabilt, fordi store mængder strøm vil blive trukket ud af nettet i løbet af meget kort tid. Og det vil ske på et tidspunkt, hvor nettet i forvejen er belastet, nemlig om morgenen før folk tager bilen på arbejde,« siger Christian Egenfeldt.
»Med den nuværende teknik vil batteriets levetid også blive markant reduceret på grund af belastningen, så det er ikke det rigtige at bruge i dag. Men det er noget vi holder godt øje med,« siger han.
Men det betyder ikke, at elbilejerne skal vente timer på at få ladet bilen op, lyder meldingen fra Better Place.
»Hurtigopladning, hvor batteriet bliver opladet på mellem 30 og 60 minutter, eksisterer allerede, og derfor er planen, at flere af vores ladestationer skal være hurtig-opladere,« siger Sidney Goodman.
Derudover er det planen, at opbevaringsrummet til batteriskiftestationernes batterier skal sikre opladning af et enkelt batteri på kun 10 minutter, kom det frem på en pressekonference i Yokohama onsdag.
Better Place: Vi kan ikke vente på et teknologisk mirakel
Ifølge Better Place er batteriskiftestationen den eneste måde, at få sat skub i elbilerne, hvis vi ikke skal sidde og vente på et mirakel på den teknologiske front. Men Sidney Goodman savner konkurrenter på markedet.
»Der er ingen tvivl om, at tilstedeværelsen af en konkurrent på markedet vil validere vores koncept, men det vil også sætte skub i udviklingen og bringe os tættere på en standard for batterier. Det vil også være en stor gevinst for forbrugeren,« siger Sidney Goodman.
Og netop spørgsmålet om en standard er centralt, når elbil-eksperter verden over begynder at snakke om Better Place. Som udviklingen ser ud nu, skyder der nemlig mange forskellige batterityper op til elbiler i jagten på en ideel løsning, og spørgsmålet er om de vil være kompatible med batteriskiftestationen fra Better Place i fremtiden.
»I den ideelle verden havde vi en standard nu, så vi kunne bygge alt op efter den. Men standardiseringsarbejdet tager tid, og vi kan ikke vente på, at det er overstået. Så vi fortsætter med at holde fanen, og når flere bilproducenter hopper med på vognen, behøver de ikke udvikle alt fra bunden, men kan tage udgangspunkt i eksisterende teknologier som vores,« siger Sidney Goodman.
Men ud over Renault-Nissan (som i dag er den eneste bilproducent, der er på vej med en bil til batteriskiftestationerne, red.) er det i dag så ikke mere uklart end nogensinde, hvordan bilmarkedet ser ud om få år?
»Helt nye alliancer er ved at forme sig, og nu er Fiat pludselig på vej med verdens andenstørste alliance, mens General Motors er på kanten af at gå bankerot. Alt imens buldrer Kina derudad på elbilfronten, så alt kan ske,« siger Sidney Goodman.
Sydney Goodman har lovet at svare på spørgsmål fra læserne gennem en livedebat på ing.dk, som vil blive annonceret i nærmeste fremtid. Så interesserede kan godt allerede begynde at forberede spørgsmål.
Fakta: Så langt er Better Place nået
- Israel bliver det første land, hvor elbiler kan bruge teknologien fra Better Place. Omkring 1000 ladestationer er allerede sat op. Planen er, at der skal opstilles 500.000 ladestationer og 100 batteriskiftestationer, og projektet skal være i gang i 2010.
- Danmark og Hawaii bliver de to andre lande, hvor Better Place vil rulle deres infrastruktur ud. I Danmark skal - ligesom i Israel - der skyde 500.000 ladestationer op og omkring 100 batteriskiftestationer. Indtil videre er ingen stillet op, selvom infrastrukturen skal være under opbygning omkring 2011/2012 – mellem seks og ni måneder efter projektet er i gang i Israel.
- Better Place blev grundlagt i 2007 og har nu mere end 100 fuldtidsansatte.
- Renault-Nissan har lovet at bruge 3,3 milliarder kroner over tre år på at udvikle en bil til batteriskiftestationerne. Bilen skal være klar i 2011.
- Den første batteriskiftestation blev fremvist den 13. maj i Yokohama og koster omkring 2,7 millioner kroner.





