Verdens første batteriskiftestation: Elbiler får nyt batteri på 45 sek.
Japan: Better Place viser den første model af de 150 batteriskiftestationer, der skal skyde op for hver 30 kilometer langs danske motorveje frem i morgen, onsdag. Bare 45 sekunder tager det for de rullende robotplatforme at skifte et batteri.
For hver 30 kilometer langs danske motorveje vil Project Better Place bygge en batteriskiftestation. Batteriskiftet bliver automatisk, men de nærmere detaljer omkring teknologien bliver afsløret onsdag morgen. (Grafik: Lasse G. Jensen)
Læs også
-
Better Place-chef lover: Kom fra Gedser til Skagen på el i 2011
-
Direktør for dansk elbilprojekt: Vi får brug for rigtig mange ingeniører
Læs mere om
Dokumentation
Japan: Bilproducenter, batterieksperter og folk fra olieindustrien vil formentlig kigge godt efter, om det lykkes den 41-årige softwareguru Shai Agassi at trække sværdet ud af stenen, når han onsdag morgen løfter sløret for verdens første batteriskiftestation.
Forud for fremvisningen har Shai Agassis firma Project Better Place holdt detaljerne omkring batteriskiftestationen tæt ind til kroppen, og kun New York Times har fået lejlighed til at smugkigge på den teknik, der skal placeres for hver 30 kilometer langs blandt andet danske motorveje.
Ifølge avisen vil batteriskiftet ske ved, at batteriet hentes ud fra bilens underside. Bilen kører over en slags grav, som man kender fra bilværksteder verden over, og under bilen vil to robotter bevæge sig frem og tilbage.
Robotterne er rullende platforme, der bevæger sig på fire hjul. Den ene robot henter batteriet ned fra bilen, mens den anden robot står klar med et fuldt opladet batteri og skubber det op i bilen.
Hele processen tager omkring 45 sekunder, skriver New York Times.
Ekspert – Skift skal kunne ske med forskellige batterier
Flere detaljer vil følge ved fremvisningen, der finder sted i Yokohama i Japan, og Kjeld Nørregaard, der er programleder for elektrisk transport på Teknologisk Institut, er spændt.
»Det er afgørende, at stationen ikke kun kan skifte et bestemt slags batteri. Det er nemlig utopisk at tro på en fælles standard for batteriholdere og batterier til bilen forløbig. Det bliver Project Better Place nødt til at forholde sig til, « siger Kjeld Nørregaard.
Ifølge Kjeld Nørregaard er også sikkerheden omkring batteriet helt afgørende for stationens succes. Derfor bliver det interessant at se, hvordan ingeniørerne har fået batterirummet hermetisk lukket, så hverken vand eller støv kan trænge ind.
Prisen for batteriskiftestationen bliver også en nøglefaktor, og det seneste bud fra Shai Agassi har lydt på 2,7 millioner danske kroner. Den melding kom på konferencen Fortune Brainstorm Green, skriver avisen The Business Insider.
Japan samler elbiludviklere
Fremvisningen af batteriskiftestationen er blevet til virkelighed efter en invitation fra det japanske miljøministerium. Ministeriet er arrangør af en konference for elbiludviklere i Japan, hvor Project Better Place er inviteret som eneste udenlandske firma, skriver firmaet på deres hjemmeside.
Konferencen er et led i et samarbejde mellem Project Better Place og blandt andre Honda og Fuji Heavy Industries. Samarbejdet begyndte i januar, skriver Energy Efficiency News.
Ingeniøren er til stede ved fremvisningen og dækker begivenheden løbende her på ing.dk.






