Findes der tynde, superisolerende materialer?
Bo Bengtson spørger, hvorfor man bygger lavenergihuse med tyk, gammeldags isolering:
Det har undret mig at lavenergi huse isoleres med 40 til 50 cm tyk gammeldags isolering. Findes der ikke super isolerende materialer, hvormed man kan opnå samme isolering ved mindre dimensioner?
Seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, Eva B. Møller, svarer:
Selvom isoleringsmaterialer er blevet bedre med tiden, er det rigtigt, at det ikke er voldsomt meget. Men når vi alligevel bruger det, er det i høj grad fordi det er nemt at arbejde med og er billigt.
Der findes bedre isoleringsmaterialer som eksempelvis vakuumisoleringsplader, der som nye kan have op til 10 gange bedre isoleringsegenskaber end traditionel isolering. Det viser sig dog, at egenskaberne forringes med tiden, og hvis pladerne beskadiges, betyder det, at materialet herefter kun er cirka dobbelt så godt som traditionel isolering.
Et væsentligt problem ved vakuumisoleringsplader er imidlertid, at de ikke kan tilskæres på pladsen, men skal fremstilles i mål, ellers perforeres de allerede ved indbygning. Da prisen samtidig er meget høj, anvendes de sjældent.
Refleksiv isolering er med jævne mellemrum oppe at vende i medierne. Det er en isolering, der minder om bobleplast med metalfolie på begge sider. Reklamerne hævder ofte, at den cirka seks millimeter tykke isolering svarer til omkring 150 millimeter mineraluld.
Test viser dog, at dette ikke holder stik. Hvis materialet anbringes med cirka en centimeter luft på begge sider, isolerer det som cirka 50 millimeter mineraluld. Men hvis det indbygges mellem to materialer uden luftrum, isolerer det som omtrent seks millimeter mineraluld.
Erhvervs- og Byggestyrelsen har konstateret, at markedsføringen af refleksiv isolering mange steder er ulovlig, da den er vildledende, se http://www.ebst.dk/presse_ebst/104821/1/0.
Muligvis kan der også komme nogle superisolerende materialer fra andre områder som for eksempel rumfarten, selvom det er lidt andre forhold der gør sig gældende der. Men generelt er det store problem nok den høje pris i forhold til de traditionelle materialer.
Spørg Scientariet er redigeret af Julian Henlov, juh@ing.dk.
Utætheder skyldes uvidenhed og byggesjusk
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





