Atlantis klar til opsendelse: Hubble kan blive til 42 milliarder kroner rumskrot
18:02 dansk tid bliver rumfærgen Atlantis opsendt på sin hidtil mest komplicerede servicemission, hvis vejr og teknik tillader det. End ikke Nasa's programleder tror på en helt vellykket mission, der i værste fald kan degradere Hubble til 42 milliarder kroner rumskrot.
Læs også
-
Nasa: Atlantis-opsendelse ryger i kambolage med militære opsendelser
-
Nasa ånder lettet op: Atlantis i mindre fare for at ramme rumaffald end frygtet
Læs mere om
Dokumentation
90 procent chance for godt vejr, siger Nasa's meteorologer før dagens opsendelse af rumfærgen Atlantis, der skal på sin sidste og mest komplicerede servicemission nogensinde til Hubble med opsendelse kl. 18:02 dansk tid fra Kennedy-rumcenteret.
Vejrudsigten i Moron i Spanien, hvor den eneste nødlandingsbane på den anden side af Atlanten befinder sig, lyder dog mere bekymrende.
Nasa har ikke umiddelbart nogen tekniske problemer frem mod opsendelsen, oplyser lederen af Nasa’s nedtælling, Charlie Blackwell-Thompson.
Hjerneoperation frem for hjerteoperation
Hvor de fire tidligere servicebesøg ved Hubble ifølge astronaut John Grunsfeld har været ”hjerteoperationer”, så kalder han nu denne sidste mission for en ”hjerneoperation”, og opgaverne er da også så komplicerede, at Nasa’s programleder for Hubble, Preston Burch, har udtalt, at han ikke tror på en 100 procent vellykket reparation.
Det bliver bl.a. første gang, at man forsøger at reparere et af teleskopets instrumenter i rummet.
Lykkedes alle de planlagte udskiftninger vil Hubble bliver 90 gange kraftigere, end da det blev sendt op i 1990. Slår vedligeholdelsen fejl, bliver Hubble et 42 milliarder kroner dyrt stykke rumaffald som ikke kan reddes. Der er ikke planlagt andre missioner til Hubble, og rumfærgerne, som er de eneste fartøjer der kan når op til Hubble, bliver sendt på pension om 17 måneder.
Hubble-rumteleskopet er et af de meste sucessfulde rumteleskoper gennem tiderne. Men udstyret i det 19 år gamle teleskop halter; tre af dets videnskabelige instrumenter er i stykker, halvdelen af dets gyroskoper virker ikke – og teleskopets batterier er ved at være flade.
Det femte og sidste serviceeftersyn skal forlænge teleskopets levetid, så det kan benyttes indtil efterfølgeren, James Webb Space Telescope, er klar i 2014. Serviceeftersynet gennemføres fra rumfærgen Atlantis, som på tredjedagen af sin tur vil gribe Hubble med robotarmen og holde det fast via et arbejdsbord i rumfærgens lastrum.
Atlantis’ besætning består af rumfærgekaptajn Scott Altman, pilot Gregory C. Johnson og astronauterne John Grunsfeld, Megan McArthur, Michael Massimino, Andrew Feustel og Michael Good. Under besøget er der planlagt fem rumvandringer med tomandshold.
Instrumenter ikke gearet til at blive serviceret i rummet
Astronauterne skal bl.a. installere seks nye gyroskoper, seks nye nikkel-brint batterier, en ny computer, og to nye instrumenter; det 760 millioner kroner dyre Wide Field Camera 3 og det 500 millioner kroners Cosmic Origins Spectrograph. Herudover skal man forsøge at reparere to andre instrumenter; Space Telescope Imaging Spectrograph, hvis strømforsyning svigtede i 2004 og Advanced Camera for Surveys, som gik i stykker i 2007.
Ingen af de to instrumenter er bygget til at blive serviceret i rummet, så det bliver en kæmpe udfordring for astronauterne.
Afsluttende skal der installeres nye stjernekameraer, ny isoleringsfolie og en ny gribeanordning, så man senere kan tilkoble en ubemandet raketmotor, når teleskopet senere skal skrottes og sendes ned i atmosfæren for at brænde op.
Serviceturen til Hubble blev udsat sidste efterår, da kritiske dele i Hubble svigtede kort før den planlagte opsendelse. Nasa valgte derfor at udsætte turen for at få tid til at få gjort ekstra reservedele klar.






