Futuristisk Kangoo-elbil klarer 160 kilometer per opladning
Aflæs hurtigt hvor meget strøm der er tilbage i din elbil ved at kigge på døren. Den nye model af den futuristiske varevogn Kangoo fra Renault kommer op på 160 kilometer per opladning - og kan oplades via et normalt strømstik.
Der er stadig godt med strøm tilbage på tanken, viser en serie LED-lamper, der lyser grønt på bilens døre. (Foto: Renault)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Med LED-lamper på bilens døre, der viser hvor meget strøm, der er tilbage i batteriet, er designet stadig noget futuristisk på den elbil-prototype, som Renault i går viste frem på bilfabrikkens generalforsamling.
Men ifølge pressemeddelelsen fra fabrikken, er bilen i modsætning til den prototype, der sidste år blev præsenteret på Paris Motor Show, meget lig den elbil, som Renault sætter i masseproduktion i 2011. Og teknikken vil sandsynligvis også blive brugt i de vare-elbiler, som franskmændenes japanske alliancepartnere, Nissan, allerede næste år sender på markedet i USA og Japan.
Modellen har en 44 kW motor (svarer til 60 hk) med en maksimal omdrejningshastighed på 12.000 omdrejninger i minuttet. Gearkassen er erstattet med et simpelt reduktionsgear, så de mange omdrejninger kan overføres til hjulene uden at flå bilen i stykker.
Det mest interessante ved præsentationen er ifølge lektor og elbilsekspert Jørgen Horstmann fra DTU Elektro dog, at Renault vil bruge lithium-ion-batterier fra Nissan og NECs fælles fabrik AESC i bilen.
»Der er ikke mange lithium-ion-batterier tilgængelige på markedet i dag, så det er et interessant bevis på, at den japanske fabrik nu er i gang.«
Batterierne er bygget op af 48 moduler med fire celler hver og har en kapacitet på 15 kWh. Det er ifølge Jørgen Horstmann stort set lige så meget som de nikkel-cadmium batterier, som Renault brugte i de elbilsversioner, de lavede af Kangoo-modellen i 1990’erne.
Rækkevidden på 100 kilometer er også omtrent den samme som i de ældre modeller, men den nye Kangoo be bop Z.E. har en højere tophastighed på 130 km/t. Renault lover dog, at rækkevidden i den version, de sætter i masseproduktion i 2011 vil være over 160 kilometer.
Batteriet kan oplades på seks til otte timer fra en normal stikkontakt, og hvis man har adgang til en 400 volt/32 amperes stik kan 80 procent af batteriet oplades på omtrent 30 minutter.
Prototypen kommer på Europaturne i juli, hvor den vil kunne prøvekøres.






