Adam og Eva blev født på 12,5 grader øst, 17,5 grader syd

Den hidtil største undersøgelse af afrikanernes genetiske variation viser, at vi alle stammer fra den Namibiske ørken i Sydvestafrika.

Af Robin Engelhardt,  lørdag 09. maj 2009 kl. 14:00

Afrikanernes genetiske variation viser, at der er to vigtige evolu­tionære skæringspunkter: Det første er oprindelsen af det moderne menneske for ca. 200.000 år siden i den namibiske ørken (blå ring) og det andet er migrationspunktet ud af Afrika for cirka 100.000-60.000 år siden nær midten af det røde hav i Østafrika (sort ring). Farvekoderne viser i spring på 0,1 korrelationen mellem genetisk diversitet og afstanden til oprindelsen. Dvs. jo større positiv værdi, jo mindre afstand, og jo større negativ værdi, jo længere væk fra Edens Have. (Kilde: Science)

Nogle kalder Namibia landet, som gud lavede i vrede. En gold ørken langs den kolde Benguela-strøm i det sydvestlige Afrika. Men ifølge omfattende genetiske studier, er Namibia også Edens Have - eller rettere stedet, hvor det moderne menneske har sin oprindelse.

Ifølge en banebrydende undersøgelse, offentliggjort i det seneste nummer af fagbladet Science, har et internationalt forskerhold under ledelse af Sarah Tishkoff fra University of Maryland og Pennsylvania analyseret den genetiske variation hos tusinder af afrikanere og sammenlignet den med afroamerikanere og ikke-afrikanere.

Resultatet er forbløffende. Afrika er befolket af kun 14 forhistoriske populationer, der varierer mere end nogen andre steder på kloden. Den moderne Homo sapiens sapiens opstod for cirka 200.000 år siden i det sydlige Afrika, nær grænsen mellem Namibia og Angola, der nu - eller måske stadig - er hjemstedet for de clicklyd-talende buskmænd kaldet San.

Afrikanere har den største genetiske variation blandt alle populationer på Jorden. De genetiske forskelligheder mellem tilfældige naboer i en afrikansk landsby er typisk større end mellem en tilfældig dansker og en tilfældig inder.

Årsagen er, at befolkningerne i Afrika har en meget ældre oprindelse end andre steder på kloden, og dermed har haft længere tid til at akkumulere mutationer og genetiske rekombinationer, mens både danskere og indere stammer fra en ganske lille gruppe af afrikanere med fælles genetisk afstamning, der udvandrede fra Afrika for cirka 100.000 år siden.

Denne "founder-effekt" forudsiger altså, at den genetiske diversitet hos mennesket aftager med deres afstand til Afrika. Forskernes undersøgelser bekræfter denne effekt. Den genetiske variation i de studerede 121 afrikanske populationer er overvældende større end i de fire afro-amerikanske og 60 ikke-afrikanske populationer, der blev analyseret. Vores art udviklede sig i Afrika, og alle os ikke-afrikanere repræsenterer kun en bleg delmængde (sandsynligvis oprindelig fra Østafrika og den arabiske halvø) af den genetiske variation, der opstod dér.

Mere interessant betyder dette dog, at man omvendt kan analysere sig frem til det område i Afrika, hvor de ældste populationer kommer fra, dvs. hvor det moderne menneske har sin oprindelse. Data viser, at de tre jæger/ samler populationer, Baka og Bakola pygmæer fra Kameroon samt San-folket, udviser den største variation af alle.

Tilmed viser det sig, at de mest "private" variationer findes hos de sydafrikanske Khoisan-talene grupper San, Ju hoan og Kxoe. Samlet giver det et billede af de historiske migrationer i Afrika og peger på, at vores art oprindeligt stammer fra området omkring grænsen mellem Angola og Namibia, hjemlandet for San-folket. Forskerne pointerer dog, at den nuværende geografiske fordeling af befolkningsgrupper ikke nødvendigvis er den samme som for 200.000 år siden.

Lingvistiske undersøgelser har placeret afrikanske populationer i fire grupper: Niger-Kordofanian, som tales primært omkring Niger, Congo og Sudan; Nilo-Saharan, som tales langs den øvre Nil og Chari-flod; Afroasiatic, som findes i over 370 sprog i Nordafrika, ved Afrikas Horn og de arabiske lande i Sydvestasien; samt Khoisan fra det sydlige Afrika. De genetiske studier bekræfter stort set denne opdeling, selvom der altid findes en række yderligere faktorer der spiller ind i dannelsen af etniske befolkningsgrupper, såsom geografi, klima, lokale arter og miljø, sociale strukturer og kulturelle markører.

Tishkoff og kolleger kunne desuden påvise, at Khoisan-gruppen fra det sydlige Afrika er i genetisk familie med pygmæ-populationerne i Cameroon/Congo og med Sandawe-folket i Tanzania. Det tyder på, at vores forfædre i tidernes morgen eksisterede som en samlet proto-khoisan-pygmæ population, der var jægere og samlere syd for Sahara.

Der er dog stadig en lang række åbne spørgsmål, og forfatterne håber på, at dette studie vil føre til flere undersøgelser af samme art. Karakteriseringen af den genetiske variation blandt de mange heterogene afrikanske populationer er afgørende for rekonstruktionen af menneskets evolutionære historie. Og undersøgelserne vil kunne bidrage til en bedre forståelse af genetiske sygdomme, der ofte viser associationer til etniske tilhørsforhold. Adam og Eva var jo også et produkt af deres arv og miljø.