Vindmøllegigant måler effekten af sine kurser
Test før og efter uddannelsesforløb sikrer 20-30 pct. større udbytte, viser Vestas' erfaringer med præstationsmåling.
Læs også
Når medarbejderne i Vestas skal lære nyt, begynder de med en test, som afklarer, hvor meget de allerede kan. Efter kurset, e-learningforløbet eller workshoppen bliver de atter præsenteret for den samme test, og dermed får virksomheden et meget præcist billede af, hvor meget de har lært.
Den systematiske tilgang til læring har nu ført til, at Vestas sammen med tre andre virksomheder, deriblandt Peopleway (se hosstående artikel) i april måned modtog den amerikanske Bersin Award for et e-learning-program, som netop er baseret på før- og efter-test.
Ifølge Jette Nissen, leder af effektsikring i Vestas Business Academy, er der tre vægtige grunde til, at Vestas har valgt at samarbejde med Peopleway.
»Ved at måle på effekten af vores uddannelser ved vi præcist, om de har den rette kvalitet, og om de er med til at støtte vores strategi,« fortæller Jette Nissen.
Hun ser først og fremmest effektmålingerne som et strategisk styringsredskab, der skal sikre, at de kompetencer som virksomheden har brug for, også rent faktisk er dem medarbejderne tilegner sig under uddannelse.
Samtidig betyder målingerne, at kursusinstruktører og uddannelsesledere løbende kan justere kurser, fordi de ved hjælp af før- og eftertest kan se, hvad deltagerne har lært - og hvad de ikke har lært.
Hvor effektivt metoden virker, oplevede Jette Nissen i forbindelse med implementering af SAP. Fra maj 2008 har Vestas kørt flere hundrede SAP-kurser. Hver gang der kommer tilbagemeldinger fra et af kurserne i form af post-test, har instruktører og uddannelsestilrettelæggere systematisk tilpasset indholdet, så de punkter, der viste sig at volde størst problemer, blev justeret. Resultatet udeblev ikke. Efterhånden som uddannelsen blev ændret på baggrund af tilbagemeldinger fra deltagerne, klarede deltagerne deres post-test 20-30 pct. bedre, fortæller Jette Nissen.
»Det allervigtigste og største udbytte ved det her værktøj er, at vi lige pludselig har et fantastisk grundlag for en egentlig faktabaseret dialog med både ledere og undervisere,« siger hun.
Vestas er for øjeblikket i færd med at tage næste skridt i sit arbejde med effektmåling. Det sker i form af en 'jobtest', som medarbejderne skal igennem tre måneder efter et uddannelsesforløb. Sådan en test skal vise, om medarbejderen har haft mulighed for at bruge sine nye kompetencer i det daglige arbejde.
»Jobtesten vil vise, hvilke afdelinger, der er gode til sætte nye kompetencer i spil - og vi kan så kigge nærmere på, hvad de afdelinger helt konkret gør, så andre kan lære af det. På den måde kan vi yderligere styrke vores uddannelsesindsats,« siger Jette Nissen.





