/forskning

Lysende plaster skal bekæmpe hudkræft

Et plaster med lysdioder kan sammen med lysfølsom medicin være med til at behandle kræft.

Af Anne Marie Primdal, tirsdag 05. maj 2009 kl. 15:17

Nu nøjes plasteret ikke bare med at ligge i skuffen og vente på, at du får skrammer, sår eller rifter, som det kan hjælpe med at lappe sammen. For sammen med lysfølsom medicin kan det nu bruges til at behandle hudkræft.

Det er engelske Polymertronics, beliggende i Banbury, der har udviklet plasteret, der er imprægneret med en serie af organiske lysdioder.

Plastrene bruges sammen med lysfølsom medicin, der smøres på huden som creme. Når rødt lys rammer området, hvor cremen er smurt på, aktiveres medicinen, der går ind, og ødelægger svulsten under huden.

Indtil videre kan behandlingen kun foregå på hospitaler, da det er dyre lamper og laser, der leverer det røde lys. Men de lysende plastre kunne give hudkræftpatienter mulighed for at behandle sig selv i eget hjem, forklarer Stephen Clemmet, der er administrerende direktør for Polymertronics, til NewScientist.

Virksomheden har udviklet en metode, hvorpå firkantede klynger af batteridrevne dioder, der hver er fire millimeter, kan sættes på en strimmel af fleksibelt plastic. Dioderne udsender lys, når de udsættes for spænding. Det mønster, som lysdioderne danner, passer præcis på svulstens form. Plasteret placeres ovenpå svulsten, hvilket sørger for, at det røde lys rammer direkte ned i vævet, der er plaget af kræft.

Virksomheden har indtil videre dokumenteret i laboratoriet, at deres lysdioder kan være med til at ødelægge flere former for kræft.

Snart skal plastrene prøves på mennesker, og håbet er, at de vil være til rådighed inden for to år.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.