Lysskader fra mikroskop kan ødelægge celleforskning
Kommer energiindholdet i lys fra et flourescens-mikroskop op over 0,16 joule per kvadratcentimeter, kan det have en skadelig effekt på de studerede celler og påvirke ens forskningsresultater, viser ny svensk forskning.
Lysmængden fra et flourescens-mikroskop kan skade celler, påviser ny, svensk forskning (Foto: Wikipedia).
Læs også
Læs mere om
Det kan få uheldige konsekvenser for ens forskningsresultater, hvis man bruger et såkaldt flourescens-mikroskop - et af de vigtigste værktøjer inden for cellebiologi, til at undersøge levende celler. Lyset som mikroskopet udsender, kan nemlig skade cellerne, hvis energiindholdet i lyset kommer op over 0,16 joule per kvadratcentimeter.
Bag de opsigtsvækkende resultater står en kvindelig svensk forsker fra Chalmers-universitetet i Göteborg, som har undersøgt et specielt proteins reaktioner på at blive udsat for lys. Proteinet er kendt for at fungere som gærcellers stressindikator.
Hermed er der blevet kastet lys over et indtil nu sort hul i cellebiologiforskningen.
»Der er blevet forsket meget lidt i, hvorvidt lyset indvirker på cellerne, og det er let at tro, at cellerne ikke er påvirkede, når man ikke ser nogen forandringer i vækst og udseende. Jeg har selv savnet informationer om lysskader i min forskning,« udtaler Katarina Logg i en pressemeddelelse.
Lang eksponeringstid er klart at foretrække
Den svenske forsker har desuden påvist i undersøgelsen, at hvis det virkelig er nødvendigt med stærkt lys fra mikroskopet, er det i så fald mest hensigtsmæssigt at fordele lysmængden over en lang eksponeringstid. Ifølge Katarina Logg tager cellerne mindre skade af en lang eksponeringstid end af en kort.
Et flourescens-mikroskop bruges blandt andet netop til at bestemme de forskellige proteiners placering i en celle, om de er i bevægelse og om de interagerer med andre proteiner.





