/energi

Forskere: Udregn klimakatastrofe som var det et husholdningsbudget

Ny metode fra Oxford til at forudse den globale opvarmning skal give den lurende klimakatastrofe folkelig appel. For man kan simpelthen som i et husholdningsbudget regne ud, hvor meget der er tilbage på kontoen.

Klik for at se billedet i stort

Hvornår er menneskehedens CO2-forbrug i overtræk? Det kan en ny, simpel regnemodel vise, siger forskere. For glem, hvor mange milliontedele CO2-udslip vi må udlede om året, og se i stedet på, hvor meget vi har tilbage at forbruge, før temperaturstigningerne rammer to grader.


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Birgitte Marfelt, mandag 04. maj 2009 kl. 13:33

Glem komplicerede regnestykker og talgymnastik, når der skal tales klimaforandringer.

For man kan meget let - som i et husholdningsbudget - udregne, hvornår Jordens klimaforandringer har nået det fatale niveau med tørke, spredning af tropesygdomme, bortsmeltede gletchere og forhøjet vandstand.

Sådan lyder budskabet i en ny analyse i tidsskriftet Nature og flere andre undersøgelser, der søger en enklere tilgang til klimaforandringerne. Der er imidlertid ikke helt enighed om, hvor langt der er igen, før menneskeheden har ramt det farlige niveau.

Første tal i budgettet er 1.000.000.000.000 (en billion), viser en analyse fra Oxford Universitet. Det er tallet på det antal ton CO2, som Jordens befolkning skal lede ud, før vi rammer en stigning i middeltemperaturen med to grader.

Det næste tal i budgettet er så, hvor meget menneskeheden indtil nu har listet ud i atmosfæren. Det tal er der tvivl om. En britisk undersøgelse siger, at vi har sendt 520 milliarder tons CO2 ud i atmosfæren, hvilket over 100 år har medført en 0,74 grader stor stigning i Jordens middeltemperatur. Fortsætter vi i samme tempo og sender ni milliarder tons af sted hvert år, har vi om 40 år øget den globale middeltemperatur med to grader.

Pessimistiske tyske tal

Men en tilsvarende tysk undersøgelse er mere pessimistisk og vurderer, at 310 milliarder tons er alt, hvad der mangler. Uden politiske indgreb betyder det, at jordens middeltemperatur er øget med to grader om allerede 20 år.

Men undersøgelserne er enige om én ting: Det, der har betydning, er det totale CO2-udslip i atmosfæren.

Og fokus på det tal vil altså - nærmest som et budget - skærpe beslutningstagernes synsvinkel, mener Myles Allen, der er hovedforfatter på en af undersøgelserne og klimaekspert ved universitetet i Oxford.

Et ton CO2 er et ton CO2

»Hovedpointen i det kumulative budget er, at et ton CO2 er et ton CO2. Hvis vi slipper det ud i atmosfæren nu, er det et ton, som vi ikke kan slippe ud om 40 år. Hvert ton vi slipper ud, opbruger et ton af atmosfærens CO2-kapacitet,« siger Myles Allen til Wired.com.

»Et stabilt udslip over 50 år er meget billigere og enklere og mindre traumatisk end fri udslipsstigning i 15 år og derefter en voldsom reduktion i 35 år,« siger han.

Hidtil har forsøg på at reducere klimaændringerne koncentreret sig om at finde det rette stabiliseringsniveau. Eksperter har skabt scenarier, som viste, at jordens befolkning skulle styre mod et CO2-udslipsniveau på 350 eller 450 eller 550 milliontedele.

Ud over den videnskabelige vanskelighed ved at finde niveauet, som Myles Allen i Wired kalder et mareridt, har talstørrelsernes irrationelle karakter gjort klimaproblemet vanskeligt at kommunikere til jordens befolkninger.

Allen håber, at analysen fra hans hold, sammen med en parallel undersøgelse fra Potsdam-instituttet for klimaforskning i Tyskland, kan gøre problematikken mere folkeligt tilgængelig.



04. maj 2009 kl 15:32

Allan Astrup Jensen

Tænk hvis det var så enkelt

Det er nærmest latterligt. Man har helt glemt det naturlige C-kredsløb og alle de kendte og ukendte feed-back mekanismer. Den naturlige omsætning stiger også, når de anthropogene emissioner stiger, men er også afhængig af mange andre ting, ligesom temperaturen og klimaet her på jorden ikke kun afhænger af CO2 emissionen.


04. maj 2009 kl 18:46

avatar

Tine Andersen

Det forstår jeg ikke

Altså det, ham forskeren siger- om at man kan slippe et ton C02 ud- på 40 år, da det er forbrugt?

Hvad mener de?

Jeg synes, det er noget ævl.

Mvh
Tine


04. maj 2009 kl 21:09

avatar

Holger Skjerning

Et betydeligt efterslæb...!

Intelligent - eller ikke! - Temperaturstigningen er forsinket - måske 20 år - i forhold til stigningen af drivhusgasserne. - Så hvis det er lykkedes at holde temp.stigningen på 2 grader om 40 år, så kan I være helt sikre på, at den vil stige yderligere de næste 20 år, - selv om udledningen af drivhusgasser på det tidspunkt er holdt under den nævnte grænse.
Denne forsinkelse skyldes især varmekapaciteten i havet og jorden.
Og det ser ud til, at den nævnte forenklede model ikke tager dette med i "budgettet".
F.eks. har vi allerede nu mindst 0,5 graders temp.forhøjelse tilgode - med det nuværende indhold af drivhusgasser i atmosfæren.


05. maj 2009 kl 00:09

Svend Erik Hendriksen

RE.: Et betydeligt efterslæb...!

I et husholdningsbudget er der jo både indtægter og udgifter...og hvis det er et seriøst budget skal alt medregnes.

Det betyder, at ikke alene den menneskelige udledning skal medregnes, men også den naturlige udledning. Set i det perspektiv er det vistnok lige meget om der udledes et par tons mere eller mindre, det er som du skriver havene der er akkumulatoren for det meste varmeenergi og havtemperaturen er jo regulerende for CO2 indholdet i atmosfæren og havene, så vidt jeg husker i forholdet ca. 1:50. Så det der mangler i atmosfæren vil automatisk blive afgasset fra havene...Så vi når næppe ned på de famøse 350 PPMv som guru Hansen taler så meget om.

Set fra en anden vinkel...hvorfor skulle det være mere interessant at leve i en koldere verden, det synspunkt mangler jeg stadigvæk en forklaring på fra alarmisterne.

Mvh

'Julemandens nabo'


05. maj 2009 kl 07:36

john jørgensen

Re: RE.: Et betydeligt efterslæb...!

Set fra en anden vinkel...hvorfor skulle det være mere interessant at leve i en koldere verden

Du skylder dine efterkommere at du forvalter denne jord på en ordentlig måde. Det indebærer bl.a. at forsigtighedsprincippet er gældende når der er store værdier på spil.
Og et liv i materiel overflod blir nemt til et liv i menneskeligt underskud, når vi står på skuldrene af dem der ikke er kloge/heldige/skruppelløse..


05. maj 2009 kl 11:22

Allan Astrup Jensen

Videnskabsmænd skal være seriøse og sandfærdige

Når jeg siger, at den tyske model er latterlig, så er det, fordi den forsimpler og alligevel foregøgler at den beskrive sandheden, hvad den ikke gør.
Disse forskere undervurderer desuden almindelige menneskers intelligens. De fleste mennesker har allerede forstået budskabet, at menneskers udledning af CO2 og andre drivhusgasser er en i hvert fald medvirkende årsag til globale temperatur- og klimaændringer, så vi bliver nødt til at begrænse udledningen af disse gasser. At dette samtidig nedbringer den generelle luftforurening er en sidegevinst.
Og lad os så slippe for det personlige fnadder! Saglighed, please!


05. maj 2009 kl 12:54

Martin Kristensen

Husholdningsbudget

Det er dog en dejlig tanke artiklen giver udtryk for. Den er til at forstå. Artiklen har dog lidt mangler for at give rigtig mening.

Som jeg har forstået på forskerne sker der en opvarmning af jorden nu, med den CO2 mængde der allerede er i luften. Det vil sige at der er en ubalance mellem jordens indgående og afgivne varmemængde pga. CO2.

Hvis vi stoppede al menneskelig CO2 produktion, er jorden så allerede i overvejende grad i balance med den nuværende temperatur/CO2 mængde i atmosfæren?
Alternativt, hvilken temperatur ville jorden få før denne ligevægt indtrådte.

I artiklen gives der udtryk for at der ved en samlet CO2 mængede på 1000 milliarder ton i atmosfæren vil være en ligevægt mellem indkommen og afgiven varme ved en temperatur der ligger 2 grader højere end i dag.

Vi har allerede brugt 520 milliarder og har således 480 milliarder tilbage (Tyskerne mener 320 milliarder).

Det fremgår ikke klart af artiklen om det er de 2 grader,der skønnes at være det fatale niveau eller om det er det acceptable niveau ? Det er jo ikke uvæsentligt når vi nu skal til at lave et husholdningsbudget.

Hvis vi nu antager at de 2 grader repræsenterer det acceptable niveau og vi samtidig går ud fra at CO2 ikke forsvinder fra atmosfæren når det først er der, har vi ved dagens forbrug (på 9 milliarder ton?) 53 års forbrug tilbage. Artiklen regner med 40 år dvs et gennemsnitsforbrug der ligger på 12 milliarder ton. Med det samme forbrug mener tyskerne at vi har nået temperaturen om 25 år.

Forskerne bør her oplyse om størrelsen af de formodede olie/gas/kul/reserver og hvor mange ton CO2 de svarer til! Det vil være en venlighed overfor de olie/gas/kul producerende lande, at de får at vide hvor meget af deres olie/gas/kul de kan forvente at måtte sælge.

Hvis vi nu sætter vores daglige forbrug ned med ca. 70 % så vi bruger 3,1 milliarder ton om året fra nu af, og vi af forsigtighedsgrunde tror på tyskerne, så vil det ultimative niveau (2 graders stigning) være nået om hundrede år. Derefter må jorden i al fremtid ikke forbruge CO2.

Set med jordens øjne er forskellen mellem en 70 % CO2 reduktion nu og her altså at temperaturstigningen sker over 100 år i stedet for 25 år.

For jordens befolkning/levende væsner og planter som forhåbentlig skal leve i tusinder og atter tusinder af år på denne klode syntes denne forskel på 75 år at være af begrænset betydning.

Jeg mener dog af hensyn til pengestrømmene i verden at det er overordentlig væsentligt at vi får gjort os uafhængige af olie og kul, og det gør vi ved at nedsætte vores forbrug af olie og kul, hvad der ikke har været tendens til hidtil.

FOR ALLE DER VIL PÅVIRKE KLIMAET OG PENGESTRØMMENE MÅ DET DET DERFOR VÆRE AFGØRENDE AT ARBEJDE FOR AT SALG AF CO2 KVOTER OPHØRER FRA OG MED KØBENHAVNER SAMLINGEN I 2009.

Dette kunne sætte nogle politiske initiativer i gang.

Da energi er en knaphedsressource burde hver person få uddelt et ligeligt antal CO2 rationeringsmærker til brug til opvarmning og transport (fly, offentlige transport og biler). Det er måske lidt besværligt, men en kraftig bremse kunne etableres efter retningslinjer som nedenfor skitseret.

A.Oliebeskatningen sættes op til det tredobbelte over en periode på tre år, og de massive brugere af CO2 toge/fly/busser/lastbiler/skibe ophører med friholdelse for olie/benzin beskatning. Det vil medføre en kraftig tilskyndelse til isolering af den eksisterende bygningsmasse og benyttelse af el som opvarmning / drivkraft.
B.Privatbiler skal alle kunne køre min. 22 km pr. liter for at måtte indføres i landet og i øvrigt igangsættes en udslusningsplan på 10 år for fossilt drevne køretøjer.
C.Kraftværker der frembringer el friholdes lige som transportsektoren ikke for skatter på fossilt energiforbrug, hvorimod vind, sol, atomkraft m.m. friholdes for afgifter.


05. maj 2009 kl 14:06

avatar

Julian Henlov

Der er fjernet indlæg i denne tråd

Kære debattører

Jeg har fjernet flere indlæg fra denne tråd, der enten var useriøse eller i et sprogbrug vi ikke vil acceptere her på siden. Svar til ovennævnte indlæg er også blevet fjernet.

Hold venligst debatten fri for personangreb.

Med venlig hilsen
Julian Henlov, community builder, ing.dk


05. maj 2009 kl 17:38

Niels Eriksen

Realistisk model

Jeg kan da godt forstå at man bruger en simpel model, når nu de officielle IPCC modeller ikke svarer til virkeligheden:

http://icecap.us/images/upload....JPG


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk