/transport

Transportminister: Københavnsk havnetunnel skal være linjeført om to år

Stort politisk forlig i Folketinget har både sat havnetunnel, østlig ringvej og ringbane og østlig ringvej, Kattegatforbindelse og midtjysk motorvejsforbindelse på programmet.

Af Birgitte Marfelt, fredag 01. maj 2009 kl. 11:56

Skal hovedstadens trængte trafik lindres med en ringbane og en østlig ringvej inklusive havnetunnel, eller presser behovet for nye forbindelser over Lillebælt og Kattegat samt muligvis en midtjysk motorvejsforbindelse sig mere på?

Det er spørgsmål, som alle Folketingets partier minus Enhedslisten i går blev enige om at få nogle sammenhængende og strategisk analytiske svar på.

Politikerne satte 50 millioner af til at finde de rigtige løsninger. Men selv om der er langt til beslutningerne, ligger der allerede i valget af projekter, der har gjort sig værdige til undersøgelse, nogle prioriteringer.

Havnetunnelen presser sig på
Der er ingen tvivl om, at planerne om en havnetunnel i København står højt på dagsordenen, efter mange år op og ned i skrivebordsskuffen.

Det er udviklingen af Metroselskabets grunde, der skal medfinansiere metrocityringen, som presser sig på. For at grundene i det østlige København kan blive attraktive, kræves nye trafikårer uden om hovedstadens trængsel: En østlig ringvej mellem Helsingørmotorvej og Amagermotorvej.

Derfor lægger transportminister Lars Barfoed (K) op til, at politikerne allerede i 2011 kan beslutte dens linjeføring.

I forvejen ligger der forskellige projektforslag fra interessegrupper for såvel en langsgående og en tværgående tunnel. Den langsgående fra Nordhavnen til Sjællandsbroen vil koste i størrelsesordenen 20 milliarder kroner, men den tværgående fra Nordhavnen til Refshaleøen tidligere har haft en prislap på 2 milliarder kroner.

Havnetunnel-analysen skal også afklare muligheden for at skaffe udefrakommende finansiering og svare på, om en tunnel vil fjerne trafik fra hovedstaden eller, som frygtet, tværtimod generere ny trafik.

Når linieføringerne om to år ligger klar, fortsætter undersøgelserne af hele hovedstadsområdets behov for mere infrastruktur i form af eksempelvis bedre kolletiv trafikbetjening i Ring 3 og etablering af en vestlig Ring 5 mellem Køge og Helsingør. Alle analyserne skal være klar i 2013.

Bedre grundlag at beslutte sig på
Om de strategiske analyser siger Lars Barfoed:

»De tager fat på en lang række af de ideer og løsningsmuligheder, der fra forskellig side er bragt i spil for udviklingen i Hovedstadsområdet og Østjylland. Det er meget værdifuldt, at vi hermed får et mere kvalificeret grundlag at forholde os til, inden vi træffer beslutninger om den langsigtede udvikling.«

Baggrunden for de usædvanligt dyre og omfattende analyser er det beslutningskaos, som for et par år siden opstod i kølvandet af to undersøgelser af en fast forbindelse over Kattegat.

Undersøgelserne kom frem til to forskellige svar på, om projektet var en god ide, og den politiske frustration var stor. Det skal gøres bedre, syntes politikerne. De nye analyser er svaret.



01. maj 2009 kl 12:43

Anders Jakobsen

Genialt...

Jeg elsker den tankegang der ligger bag denne sætning:

"Det er udviklingen af Metroselskabets grunde, der skal medfinansiere metrocityringen, som presser sig på. For at grundene i det østlige København kan blive attraktive, kræves nye trafikårer uden om hovedstadens trængsel: En østlig ringvej mellem Helsingørmotorvej og Amagermotorvej."

Tillad mig at dele den op i sine enkeltdele:

-Vi skulle have en grøn, effektiv, bilbegrænsende metro for at afhjælpe de trafikale problemer i København.
-For at financiere metroen forærer vi metroselskabet nogle tilstødende grunde (tilstødende defineret bredt, heriblandt Kalvebod Brygge), som de kan byudvikle og sælge med profit.
-For at gøre grundene attraktive lægges linieføringen med henblik på at servicere dem (Ørestadlinien) i stedet for hvor trafikken befinder sig (alle -brogaderne).
-Når grundene begynder at blive brugt (og for at gøre dem endnu mere attraktive), bliver vi nødt til at udbygge nye veje til "Østkøbenhavn", herved øges biltrafikken.

Tilbage ved udgangspunktet opdager man at man har bevæget sig på et Mobius bånd...


01. maj 2009 kl 14:12

Sten Basbøll

Motorvej Helsingør Hillerød Roskilde


Det ville sikkert lette trafikken omkring København kolosalt hvis man ku ta sig sammen til flytte den gennemgående trafik væk fra motorvejsnettet omkring København.

Uanset om man skal over Storebælt eller "bare" til Vestsjælland


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.