Storrumskontoret

Helvede er de andre (Jean-Paul Sartre)

Forstår du at lede det gamle asen på din arbejdsplads?

Interessant vinkel og med demografisk mangel på arbejdskraft også nødvendigt at forholde sig til.

Der er vel sagt og skrevet så meget om ledelse - der er masser af penge i det - at kun ganske få har gennemskuet hvad det vil sige og fundet deres egen vej.

Med undersøgelser - lødighed usagt - siges op imod 20% af lederne at have psykopatiske træk.

At erhverslivet holdninger tiltrækker og tillader denne gruppe indflydelse på ledelse siger jo i sig selv meget om ledelse eller mangel på samme.

Storrumskontor

Jeg kan godt forstå din far.
Jeg har flere gange i mit arbejdsliv siddet i storrumskontorer, og min erfaring er at det giver en masse spildtid og unødige distraktion (baggrundsstøj, folk der kommer og går). Det er sikkert billigere i anlæg med storrumskontorer; men er ikke effektivt, hvis man sidder og prøver at koncentrere sig om en problemstilling.
Hils din far - jeg kan lide hans indstilling - så kan de lære det.

Årgang '73 (?)

Her sidder jeg (årgang '71) og føler mig gammel :-)

Re: Årgang '73 (?)

Det er selvfølgelig 'Dimittend-årgang 73', jeg mener.

En ledelsesfejl?

Hvis man igennem lang tid har haft sit eget kontor, eller delt et kontor med en god kollega, da er det en degradering at blive anbragt i et storrum sammen med mange andre. Man kan vælge at kalde det for hvad som helst, det er en degradering, og hvis en chef ikke forstår dette, da er chefen tåbelig eller en løgner. Hvad kan da redde ansigtet for en sådan ansat der bliver degraderet? Det kan intet, medmindre at personen er glad for de mennesker som han eller hun nu bliver flyttet sammen med. Dette ved personen dog netop intet om, hvis der aldrig før forinden har været et nært samarbejde, og altså er der et reelt ansigtstab, så stort at der ingen rimelighed er, i forhold til mange års tro tjeneste for en arbejdsplads. Jeg forstår vreden, jeg ville også have sagt stop.

Hvad burde en chef i stedet have gjort? Vel, man kan for eksempel sende hele flokken på kursus, sådan et kursus der ryster mennesker godt sammen. Hvis dette var sket forinden, før der var kendskab til en omrokering, da ville chokket ikke have været nær så stort. Desuden er det vigtigt at give ansatte nogle valgmuligheder, ikke kun et valg som en ansat skal træffe alene over for en chef, men en chance for at spørge diverse kollegaer, om tre eller fire ansatte måske kan finde sammen i et godt kollektiv, ved at få sig skriveborde nær hinanden. Chefer kan være angste for at tilbyde sådant, angste for mytteri, men det er vigtigt at indregne de menneskelige faktorer. Det er den kolde rokade, som numre i en maskine, der sårer. Desværre er visse mellemledere, chefer, meget kyniske, ønsker måske gerne at så mange som muligt iblandt deres ældre ansatte opsiger deres job frivilligt, fordi dette luner straks i budgettet, som kan give en mellemleder en øjeblikkelig forfremmelse, mens, derimod, skadevirkningerne, i form af tab af knowhow i en afdeling, først vil blive at se i fremtiden, og da er mellemlederen måske for længst blevet forfremmet. Sådan fungerer pyramidalske organisationer ofte. En lidt mere rationel metode, men lige så kold, kan være en leders kendskab til at der vil blive indført en ny teknologi om måske 2 år, og da vil lederen måske ønske at komme af med så mange gamle ansatte som muligt forinden, fordi fagforeninger kan blive meget besværlige sidenhen, hvis pres og fyringer hænger sammen med nye teknologier.

Min erfaring er, at de gamle drenge og piger er guld værd, og især hvis det lykkes at overføre dem til en rolle som rendyrkede seniorrådgivere og undervisere, den slags som giver gode råd til nye ansatte på interne kurser. Hvis man kan tale om et problem med gamle drenge og piger, da er det knaphed på fysisk hastighed og fysisk styrke, at de sjældent kan tåle at tromle ned og op ad trapper, og haste omkring i taxier, og tåle ubehagelige og måske endda voldsomme møder med kunder. Det er sådanne fysiske forhold der gør, at mange arter af ansatte ofte er mest værdifulde når de er midt i tredverne, cirka, en slags optimum imellem erfaring og viden og helbred. Derimod, hvis ansatte er beskæftiget i en specialfunktion, fx med produktudvikling, eller med et fagligt speciale, da behøver de ofte slet ikke at løbe omkring, og da er kun deres eventuelle konservatisme et muligt problem, hvis de fx modarbejder en indførelse af ny teknologi. Det er en leders ansvar hele tiden at udregne, hvordan at flytte ældre ansatte til roller hvor deres erfaring især tæller, uden at disse ældre ansatte taber ansigt ved at blive flyttet. Ældre ansatte er uvurderlige, fordi erfaring ikke kan købes for penge, men det forudsætter at jobbet udnytter al sådan erfaring, ellers er det bedre at lade unge ansatte overtage opgaverne. Nu og da, desværre, er der mellemledere der intet fatter af deres afdelings faglige ansvar, eller som med vilje forsømmer deres afdelings fremtidige indtjeningsevne, for i stedet at jage et meget kortsigtet mål om personligt at blive forfremmet bort fra afdelingen. Man kalder denne type mellemledere for psykopater.

Re: Storrumskontor m.m.

Hej Trine, jeg kan godt forstå din far. Livet er for meget værd, til at man skal lade andre ødelægge det for sig. Der er mange steder hvor der er (for store) storrumskontorer. Det koster effektivitet, og kvalitet, men det erkender en ledelse nødigt, for så har de jo begået en fejl. De reddes ofte af, at der aldrig bliver målt på, hvor ringe et arbejde de laver, eller også er de væk inden det bliver opdaget.

Der er faktisk flere steder, bl.a. der hvor jeg arbejder, en tendens til nu at tælle hoveder i stedet for høveder, samt en erkendelse af, at domæneviden er kostbar, og kan være svær at få fat i. Måske er der en fremtid for din far som konsulent, der kan han selv bestemme sin arbejdstid og ofte i stor udstrækning hvilke opgaver han vil påtage sig.

Jeg er selv en næsten lige så gammel dreng (årgang -75). For godt 2 år siden pakkede jeg mine ting, efter 29½ år samme sted, og skiftede job, da jeg ikke trivedes mere. Jeg har ikke et minut fortrudt dette valg! Jeg kom fra eget kontor til storrumskontor, og det kan man godt leve med. Det kan ha fordele hvis man sidder i en gruppe der arbejder meget sammen. Jeg har i mit nye job gjort det helt klart, at jeg gerne vil yde en god og stabil indsats, men jeg lever ikke for mit job, og det går fint.

Herudover er der en facet mere, der ofte kan skabe spændninger, nemlig hvornår det er godt nok. Jeg føler jeg ofte at moderne ledere har nogle helt andre mål, en mange af os fagspecialister. Jeg har mange gange hørt at "vi nåede da 80 % af målet, det er jo flot". Vi andre kommer ofte fra en verden hvor en afvifgelse af den størrelsesorden ikke er acceptabel! Hvad hvis kun 80 % af softwaren er der, eller 80% af bjælkerne i huset er rigtigt dimensioneret. Her tror jeg der er et spændningsfelt mellem generalisterne på den ene side, og fagspecialisterne på den anden. Begge parter må til at forsøge at forstå de andres verden.

Storrumskontorets arvtager

Måske ville han faktisk trives i storrumskontoret og måske er der ikke behov for en arvtager