/transport

Statsrevisorer om bilsyn: Ikke godt nok, minister!

Bilsyn er generelt blevet dårligere til skade for færdselssikkerheden. Rigsrevisionens nye undersøgelse af bilsyn efter liberalisering afslører store huller i Transportministeriets og Færdselsstyrelsens håndtering af et liberaliseret bilsynsmarked.

Af Birgitte Marfelt, torsdag 23. apr 2009 kl. 14:37

De periodiske syn, som ældre biler skal gennemgå, er blevet mere upålidelige, og samtidig er bilsynspriserne blevet uoverskuelige.

Den dalende kvalitet efter at den borgerlige regering i 2004 liberaliserede Statens Bilinspektion, er tidligere blevet påpeget af Forbrugerrådet. Samme resultatet er Rigsrevisionen kommet til i en netop offentliggjort undersøgelse.

Det har fået Folketingets statsrevisorer til at rette en skarp kritik mod Færdselsstyrelsen og Transportministeriet.

Netop fordi det har stor betydning for færdselssikkerheden i Danmark, at bilsyn gennemføres rettidigt, er ensartede, objektive og af høj kvalitet, kritiserer statsrevisorerne:

1) at Transportministeriet ikke har sammenlignelige oplysninger om, i hvilket omfang biler udebliver fra syn,

2) at Færdselsstyrelsen ikke har tilrettelagt sit tilsyn med bilsyn tilfredsstillende

3) at Transportministeriet ikke har sikret rammer for en effektiv tilrettelæggelse af Færdselsstyrelsens tilsyn med et liberaliseret bilsynsmarked.

Ministeriet har lænet sig tilbage i stolen
Statsrevisorerne er utilfredse med, at Transportministeriet har lænet sig tilbage i stolen og ikke aktivt har undersøgt, om de politiske forventninger til liberaliseringen nu også blev indfriet, hvilket de altså kun delvist blev, konstaterer statsrevisorerne:

1) Forventningerne til øget fleksibilitet er indfriet pga. et øget antal synssteder og mere fleksible åbningstider.

2) Forventningerne til pris er kun delvist indfriet. Bilejerne kan få synet og omsynet deres biler billigere end før liberaliseringen. I praksis betaler mere end 50 procent af bilejerne dog mere for et syn end før liberaliseringen, og bilejerne har ikke et tilstrækkeligt overblik over priserne på syn.

3) Forventningerne til fortsat høj kvalitet i bilsyn kan ikke dokumenteres af Transportministeriet. Færdselsstyrelsen har først fra 2007 registreret resultatet af Færdselsstyrelsens kontrolsyn af en netop færdigsynet bil under tilsynsbesøg.

4) Men Færdselsstyrelsens kontrolsyn indikerer, at kvaliteten af bilsyn er forringet. Andelen af bilsyn, som ikke var i orden, steg således fra 41 procent i 2007 til 47 procent i 2008, og heraf vedrørte 1/4 i 2007 og 1/3 i 2008 væsentlige fejl.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.