/transport

IC4-dokumentation til tiden: Italienerne har afleveret et enormt materiale

Trafikstyrelsen går nu i gang med at typegodkende et sammenkoblet IC4-tog, efter Ansaldobreda har afleveret en test-dokumentation, der fylder en hel reol.

Af Birgitte Marfelt, torsdag 23. apr 2009 kl. 10:25

»Det var ikke bare en kuvert, hvor vi skal sætte 17 flueben. Der står en reol med IC4-dokumentation.«.

Sådan lyder det fra sikkerhedsdirektør Jesper Rasmussen fra Trafikstyrelsen, efter Ansaldobreda har afleveret deres test-dokumentation for IC4.

Heldigvis var Trafikstyrelsens medarbejdere på overarbejde i fredags, så de kunne modtage Ansaldobreda’s IC4-dokumentation, da den ankom kl. 18.

For i modsætning til hvad ing.dk i går kunne fortælle, afleverede Ansaldobreda den 17. april dokumentation til Trafikstyrelsen med henblik på typegodkendelse af IC4-tog. Det oplyser Salvatore Bianconi, administrerende direktør i Ansaldobreda, nu.

Og i Trafikstyrelsen, hvor et eksperthold i tre uger har stået stand-by for at godkende det første sammenkoblede IC4-tog, bekræfter Jesper Rasmussen, at styrelsen har modtaget det nødvendige materiale for at kunne vurdere, om det sammenkoblede IC4-tog kan få styrelsens typegodkendelsesstempel.

»Ja, Ansaldobreda afleverede hele materialet sent fredag. Det kom kl. 18. Det er fint nok. De sagde, det ville komme i ugen efter påske, og det gjorde det også. Så nu ser vi på det,« siger Jesper Rasmussen

Det er ikke meningen, at Trafikstyrelsens medarbejdere skal tæske samtlige papirer igennem. Det er assessoren, Tüv, der screener alle de detaljerede testpapirer.

Trafikstyrelsen skal derimod krydstjekke, at alle tidligere risici nu er fjernet:

»Tidligere tests har påpeget risici, som er blevet henvist til senere. Og nu skal vi krydstjekke, om de nu også er lukket,« forklarer Jesper Rasmussen.

Tidligere på dagen havde transportminister Lars Barfoed (K) i sin orientering til Folketingets trafikudvalg kunnet konstatere, at ”der udestår dog stadig vurderingen af testdokumentation og assessorrapporten fra Tüv. Begge dele er nødvendig som grundlag for ansøgning om betinget typegodkendelse. Tüvs assessorrapport er varslet til indsendelse 17. april 2009 sammen med ansøgning om betinget typegodkendelse af tog til sammenkoblet kørsel.”

Men da dagen var omme, var materialet i hus.

Rettelse: Tidligere fremgik det af overskriften, at Italienerne afleverede deres dokumentation i går, men det var en fejl. Dokumentationen blev afleveret i fredags, som det også fremgår af artiklen.



23. apr 2009 kl 10:55

avatar

Jon Bendtsen

Pis, nu troede jeg lige vi slap

Pis, nu troede jeg lige vi slap. Det ender garanteret med at DSB beholder kontrakten på trods af fejl, "for nu er de jo kommet så langt" :-(


23. apr 2009 kl 11:03

Steffen Blicher Amlund

Re: Pis, nu troede jeg lige vi slap

Det er før set at dokumentation afleveret i sidste sekundt, er fyldig, uoverskuelig og mangelfuld. Som oftest som et resultat af panik før lukketid:)


23. apr 2009 kl 11:07

Peter Hansen

Trist

Det er trist hvis det tog kommer ud at køre, for tiden er løbet fra det rent miljømæssigt. Taberne er levende væsner der udveksler ilt med atmosfæren og penge med skattevæsnet.


23. apr 2009 kl 11:11

Lars Christoffersen

Re: Trist

Det er trist hvis det tog kommer ud at køre, for tiden er løbet fra det rent miljømæssigt. Taberne er levende væsner der udveksler ilt med atmosfæren og penge med skattevæsnet.

Hvorfor er tiden løbet fra det rent miljømssigt?


23. apr 2009 kl 11:20

avatar

Jakob Køster

Re: Re: Trist

Hvorfor er tiden løbet fra det rent

Fordi det er diesel og fordi det bygget efter år1999 lovkrav.

Det re-motoriserede IC3 tog forurener mindre pr. kørt kilometer - både fordi det vejer mindre pr. passager og fordi de nye motorer opfylder en højere forureningsklasse.

Hvis DSB ellers bekymrede sig om miljøet, så kunne motorerne opgraderes til gældende lovkrav - men det kommer nok ikke til at ske.


23. apr 2009 kl 17:35

Peter Hansen

Re: Re: Re: Trist

...kunne motorerne opgraderes...

Ja, til eldrift. Og nettet elektrificeres.


23. apr 2009 kl 23:36

Christian Halgreen

Re: Re: Re: Re: Trist

Lad os nu først og fremmest glæde os over, at det ser ud til vi får flere tog. Ud fra et miljøsynspunkt er det vigtigste, at få flyttet trafikken fra personbiler til tog, og det kræver flere afgange, bedre plads og bedre komfort. Så er det mindre vigtigt, om toget drives af el eller en ikke helt optimal diselmotor.
Men iøvrigt er jeg enig i ønsket om elektrificering - så lad os håbe, at der er grønne kræfter nok i folketinget til at vedtage elektrificeringen til Esbjerg i denne samling.


10. maj 2009 kl 10:05

David Christensen

Vedrørende levering

Jeg synes vi skal henvende os til Nordkorea, jeg er sikker på de kan levere bedre tog, og service end DSB.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.