Krisen kradser – kantinen krakker
Det nærmer sig frokosttid, og min mave er begyndt at tromle som en tørretumbler, der ikke bare er sat til skabstørt, men knastørt. Den rumlende fornemmelse bliver værre og værre, og mens min mave magtesløs maksimerer, begynder mine tanker at kredse om den mad, der hjælpeløst vil blive mejet ned, så min mave og mit sind igen kan få fred.
Men det er bare ikke det samme at komme i kantinen, efter at krisen har kradset kærligheden væk. Den søde, rare kantinedame er erstattet af en kok udefra, mens maden er blevet mindre i mængden og mere moderat. Og det er formentlig ikke blot min arbejdsplads, der er ramt. Udvalget er ikke længere en saftig safari med pålæg i lange baner, men ensomme skiver spegepølse liggende på et klinisk, koldt fad, og mest trist af alt er fredagskagen fløjet. Jeg forlanger ingen Hüttemeier, der talentfuldt tryller tusindvis af tilbehørsfyldte tallerkener frem. Men jeg savner et udvalg, der får mundvandet til at flyde, som jeg bare ved synet kan nyde, og der ikke får mig til at syde.
Et Farvel til personlig pleje, det er jo nok bare den fremtid, som mange må indstille sig på. Servicefaget sulter som så mange andre, og når krisen klør på, så må man prioritere - majestætisk mad eller kollegial kompetence. For selvfølgelig er man interesseret i en fremragende frokost, men på bekostning af en kær kollega? Eller måske ens eget job? Nej, så måske hellere selv tage ansvar for frokostens fabelagtighed. Min mave kender ikke til kompromis, men det gør jeg, så jeg lever med selv at medbringe de grøntsager, som jeg føler mangler i maden.
Medbringe egen madpakke, det er selvfølgelig en mulighed, men det vil fjerne spænding, kræve arbejde og koste flere penge end at tage en kantinetur på arbejdspladsen. Samtidig vil der gå en stor del af den kollegiale kage tabt, da kantine-kokkerering kommenteres kritikløst i fællesskabets kerne. Og selv om synet af en slidt sildesalat vækker vrede og vrissen, kan du så vægte mellem højt belagt smørrebrød og en højtæret kollega?










