Det nordjyske mobilclusters stamtræ
Nordjyllands store net af elektronikvirksomheder stammer oprindeligt fra én mand - Simon Petersen, som blev uddannet ingeniør i 1925 på Aarhus Teknikum. Under studiet hang han ud sammen med Peter Bang og Svend Olufsen, og da de besluttede at åbne virksomhed i Struer, inviterede de Simon Petersen med. Det var han imidlertid ikke interesseret i, og en del år senere åbnede han SP Radio i Aalborg, som udviklede og forhandlede radio og grammofoner efter anden verdenskrig. Forretningen udviklede sig gennem 50'erne og 60'erne til også at lave fjernsyn og skibsradioer og fortsatte i 1992 som Eurocom Industries, som i 2004 blev købt af Thrane & Thrane.
Ved siden af var et net af virksomheder begyndt at spire. Et par medarbejdere fra SP Radio sprang i midten af 70'erne fra og stiftede Dancom, som ikke blev videre succesrig før 1980, da virksomheden begyndte at interessere sig for mobiltelefoni i stedet for marineradioer. Virksomheden, der nu hed Dancall, nåede op på ca. 700 ansatte. I 1993 gik Dancall imidlertid i betalingsstandsning og blev opkøbt af britiske Amstrad, der videreførte det som Dancall Telecom, før selskabet i 1997 blev solgt til Bosch Telecom. De byggede en fabrik i Pandrup, før virksomheden blev splittet op og kom på nye hænder i 2000. Udviklingen blev lagt hos Siemens og produktionen hos Flextronics, der lukkede i 2004.
Herefter overtog BenQ Siemens' forretning, før Motorola i 2006 fik udviklingsafdeling i Aalborg ved et opkøb. De fik et forrygende år, men der var hård konkurrence fra Nokia og Sony-Ericsson, og Motorola sakkede bagud med sin Razr-model. Samtidig blev det Motorola Aalborgs nedtur, at hovedsædet valgte at lægge udviklingen af de snart forældede Edge og GPRS-tekonologier i Aalborg i stedet for at satse på 3G som resten af verden.
Også Texas Instruments har rødder tilbage fra Dancall, men blev som Motorola ramt af den svaghed, at fokus blev lagt på chipset til Edge/GPRS i stedet for 3G-telefoner. Samtidig begyndte hovedkunden Nokia at sprede sine aktiviteter, hvilket kom til at gøre ondt på Texas Instruments' afdeling i Aalborg, der måtte lukke i år.
Det lykkedes ikke at finde købere til hverken Motorola eller Texas Instruments, så nu bliver det op til spinoff-virksomhederne at videreføre disse grene af stamtræet.
Kilder: Bent Dalum (Institut for Erhvervsstudier, Aalborg Universitet) samt Radiohistorisk Forening.
Innovative RF
Innovative RF blev dannet af en treenighed bestående af Lars Preben Rasmussen, som er en af de afskedigede ingeniørerne fra ETI, Lind Mortensen fra Motorola og Jens Christian Lindof fra Texas Instruments. Alle tre arbejdede de med radiodelen i mobiltelefonerne, og det er denne ekspertise, der bliver ført videre i Innovative RF.
»Det er ikke noget nyt, at jeg har lyst til at skabe egen virksomhed, men nu fik jeg et skub. Jeg vidste, at Jens Christian rodede med noget, der ikke var kommet helt i gang, og da jeg så, hvor det bar hen med Motorola, snakkede vi sammen,« siger Lind Mortensen.
Det, Jens Christian Lindof 'rodede med', var design af mikrobølgefiltre og -dupleksere både med og uden indbyggede aktive komponenter til brug i basisstationer til blandt andet 2G, 3G og Wimax. Satsningen fremover vil blive eksport af viden inden for disse områder samt PCB-design og signalintegritet til Fjernøsten, hvor basestationsdelen bliver fremstillet.
»Mobilbranchen er nødlidende lige nu, så derfor bevæger vi os ud i tilknyttede områder,« siger Jens Christian Lindof, som allerede havde en kunde i ærmet ved årsskiftet, nemlig Samnova i Roskilde, som laver komponenter til trådløse applikationer. Primært er der her tale om et coaxial cavity resonator filter, som Samnova sender specifikationerne på, og så designer Innovative RF produktet ved hjælp af computersimuleringer samt tester prototypen.
Indtil videre er det lykkedes at holde forretningen kørende på egne penge, men på længere sigt håber gruppen at få eksterne investorer med.
»Vi ved, at det er svært, så vi forsøger at holde omkostningerne nede. Vi har købt noget udstyr fra Motorola og håber også at kunne købe noget fra Texas Instruments, så vi kan udbygge instrumentparken,« siger Lind Mortensen. Om markedspotentialet for virksomheden siger han:
»Vores produkt bliver mere og mere interessant, fordi 3G-netværket set på verdensplan stadig er under udvikling. Wimax-netværk er også ved at blive udbygget, og inden for nogle år vil udbygningen af LTE- og andre 4G-netværk være i fuld gang. Alt sammen vil kræve basisstationer og dermed mikrobølgefiltre og mikrobølgedupleksere,« siger Lind Mortensen og uddyber, at endnu flere produkter fremover vil være trådløse og derfor have brug for RF-teknologi.
Molex
Da Motorolas antennegruppe blev sat på gaden i december, planlagde ingeniørerne at starte egen virksomhed eller blive opkøbt. De flyttede ind i et lokale på Aalborg Universitet og rejste land og rige rundt for at vise deres ideer frem inden for antenneudvikling til trådløse produkter. Det blev til rigtig mange besøg, inden amerikanske Molex for et par uger siden valgte at åbne en filial af virksomhedens Antenna Business Unit i Aalborg bestående af netop gruppeleder i antennegruppen Morten Christensen og hans seks kompagnoner. Molex laver bl.a. connectorer og antenner til mobiltelefoner, og derfor lå det lige for at udnytte den mangeårige gruppe af ekspertise, der stod og manglede et projekt at rive i.
»Jeg er meget stolt over, at vi har fundet nogen, der vil have os med udstyr og det hele,« siger Morten Christensen med henvisning til de antenne- og EMC-udviklingsfaciliteter, som Molex har købt ud af det forliste Motorola.
Morten Christensen satser på, at gruppen skal udvikle nye antenneteknologier til mobiltelefoner, når filialen åbner den 1. maj.
»Der er udfordringer nok i at arbejde med én antenne, så at arbejde med flere i samme telefon kommer til at give os rigeligt at rive i. Det glæder jeg mig til, og der er mange andre ting at give sig i lag med. Vi har kun lige kradset i overfladen,« siger Morten Christensen, som nåede at være ansat i hhv. Bosch, Siemens, BenQ og Motorola i ti år.
»Det var en hård dag, den dag jeg bar mine potteplanter ud af Motorola, men nu har vi sikret, at kompetencerne bliver i regionen, og det er godt. Det er næsten synd, at vi slet ikke har energi lige nu til at fejre det, fordi vi har været igennem nogle rigtig hårde måneder,« siger Morten Christensen.
Createitreal
Jérémie Gay og Søren Sveigaard kommer begge fra Motorola, hvorfra de blev fyret i december 2008. Inden da havde Jérémie Gay dog rodet med et hobbyprojekt i fire år, og da han i sommer præsenterede sin hjemmebyggede 3D-printer for kollegerne på Motorola, blev Søren Sveigaard straks interesseret. Da de senere på året kunne se, hvad klokken havde slået for Motorola, gik Søren ind i Jérémie Gays firma CreateItReal, mens han søgte job.
Elektronikken i printeren er baseret på Microsoft .NET Micro til indlejrede systemer, stepmotorer, omskiftere samt varmekontrolsystemer.
Selv om en 3D-printer er en ganske anden sag end mobiltelefoner, mener Jérémie alligevel, at der har været erfaring at trække på, da der viste sig tekniske ligheder, når det kommer til softwareprogrammeringen.
»I et indlejret system skal alt optimeres såsom hukommelse og energiforbruget. Desuden er der en række sensorer, der skal kontrolleres, hvilket jeg også har arbejdet med hos Motorola,« siger Jérémie Gay.
»Den største udfordring var at minimere omkostningerne og stadig lave en god printer til prototyper, for selv om den kan printe med 0,3 mm præcision, så er det stadig ikke godt nok. Derfor er vores fokus de kommende måneder at gøre printeren billigere og mere præcis, så selv almindelige forbrugere er interesseret i den,« siger han om printeren, som er bygget af standardkomponenter ud fra egne tegninger.
»Det er vores vision, at folk om blot fem år køber en 3D-printer, så børnene selv kan printe deres plasticlegetøj.«
På endnu længere sigt regner han også med at kunne bruge sine færdigheder i den sundhedsvidenskabelige afdeling.
»Der er gjort forsøg i USA, hvor man arbejder på at printe organer ud af fremdyrkede celler. Om 15 år tror jeg, at man vil kunne kombinere cellerne med 3D-tegninger og printe et fungerende hjerte på en 3D-organprinter,« siger Jérémie Gay, som oprindeligt er fra Frankrig og i øjeblikket ikke har andre investorer end sin egen opsparing.





