Kan man overhovedet betragte Ansaldobreda som seriøse i deres forsøg på at levere når de først anmoder om denne information på dette alt for sene tidspunkt?
Dette er slet ikke til diskussion, for Ansaldobreda har jo bevist at være en katastrofal leverandør. Men, dette er en fejl begået af Danmark, før kontrakten blev underskrevet i sin tid, en undladelsessynd, at man ikke undersøgte leverandørens kompetencer, og dermed kom til at vælge en forkert. Dernæst begik Danmark endnu en fejl, den alvorligste, at man sjuskede med kontrakten. I den forbindelse er det vigtigt at forstå, at gode kontrakter kan bringe projekter let i mål, derfor er gode kontrakter industrihemmeligheder, sådanne kan ikke købes som kladde i noget universitet.
Desuden, endnu en vigtig faktor: Kloge indkøbere sørger for at anvende bestikkelser i stort omfang, naturligvis efter at kontrakten er underskrevet, så der ikke begås svig. Bestikkelserne er kun gaver, givet til visse ledere hos leverandøren, så visse kan overkomme mere end deres egen arbejdsgiver har mulighed for at betale dem for at kunne, især at give gaverne videre til vigtige ressourcepersoner, så disse kan og vil give arbejdet en ekstra skalle nu og da, altså motivation, en motivation der skal evne at række helt ud i kæder iblandt underleverandører, for kun sådan kan hele pyramiden reagere. En sådan ledelse kan ingen dansk offentlig myndighed udøve, fordi offentligheden i Danmark ikke forstår en sådan nødvendighed og derfor forbyder bortgivelse af gaver, naturligvis med mistanker også, fordi bortgivelse af gaver introducerer mulighed for svindel, at gaverne ikke når frem til de rigtige modtagere. Derfor er udformning af kontrakter så ekstra vigtige når offentlige myndigheder indkøber, og at man før underskrivelse husker at undersøge en leverandørs kompetencer til bunds, og, når kontrakten så er underskrevet, at man undlader at begå dødssynd, det vil sige undlader at kræve ændringer undervejs i projektforløbet, for dette smadrer selv gode leverandørers evner til at levere. Skal vi gætte på, at Danmark har krævet titusindevis af ændringer, siden kontrakten blev underskrevet?
Og nu, kan citat foroven faktisk vendes på hovedet, om Danmark overhovedet er seriøs, når Danmark ikke for længst (for adskillige år siden) har afsendt sine krav? Danmark er afsløret, at vi overhovedet ikke er seriøse, og som betyder, at hvis vi annullerer kontrakten nu, da vil der vente et voldsomt slagsmål i retssale, fordi vi er akkurat med i samme båd som leverandøren, og imens vil Danmark fortsat ikke eje nye tog, og have mistet en meget stor arbejdsindsats, alle de titusinder af timer som trods alt er forsvundet i Danmark, og en anden og ny leverandør vil måske anvende fire år på at levere, og måske endda vil en helt ny misære da begynde at opstå. Fordi: Vi har jo bevist i Danmark, at vi ikke evner at styre indkøbsprojekter, dvs. ikke evner at hjælpe leverandører med at levere. Og altså, hvis Danmark nu ønsker sig en ny leverandør helt forfra, da vil Danmark få tilbudt kun pest eller kolera: Enten vil en klog leverandør mangefordoble prisen på forhånd, eller også vil en dum leverandør være lige så uerfaren som den som vi allerede kender.
Altså en morale, at projekter er som rævehuler uden en bagudgang, at man må og skal pine sig igennem tunnelen. Deraf også moralen, at erfarne ledere holder nøje øje med en leverandørs performance i begyndelsen af en projekt, for om muligt meget tidligt at kunne opdage en trend, og, hvis den ligner at være negativ, straks at annullere kontrakten før det bliver alt for kostbart at gøre det. Uerfarne indkøbere tillader allerede den allerførste aftalte milepæl at skride, og da er der dømt katastrofe.
Realiteten er dog desværre værre endnu. Ofte er det til at grine over, eller snarere at græde, at de fleste kontrakter bliver underskrevet med en tidsplan der allerede er forældet, med årsag i, at nogle tilfældige chefer har anvendt for mange måneder med at mødes for at underskrive kontrakten. Dette typiske svigt har årsag i, at projektets to projektledere, hos indkøberen og hos sælgeren, aldrig er endeligt udpeget i den periode der hersker før kontrakten bliver underskrevet, som er den allervigtigste periode, fordi den jo ender med kontrakten, som binder alt. Ofte deltager de to fremtidige projektledere i den proces der hedder kravspecifikation, men på dette tidspunkt er disse mennesker endnu ikke anerkendt som de fremtidige ledere, fordi der på dette tidspunkt er stor nervøsitet og kamp iblandt mellemledere om at få chancen. Selv iblandt cheferne, der har magten til at udpege en projektleder, hersker der forvirring lige indtil sidste sekund, om hvem der skal være projektleder, fordi valget afhænger af den politiske magtbalance i organisationen, som kan svinge fra måned til måned. Derfor, på grund af al den ballade, bliver ingen af de mulige kandidater inviteret med til det møde imellem sælger og indkøber, hvor kontrakten endeligt skal aftales. Og da, under dette møde, afsløres det, at ingen af disse direktører tør underskrive, fordi de alle sammen er såkaldte linie-direktører, det vil sige direktører for fx divisioner eller meget store afdelinger, den slags ledere der især udøver personaleledelse og økonomisk ledelse i form af forfølgelse af årsbudgetter. Sådanne mennesker, uanset hvor dygtige, har typisk aldrig nogensinde været direkte ansvarlige for et projekt, fordi projekter er af en helt anden natur, en slags militære specialoperationer, højrisikable, et helt andet erfaringsområde, og, endda, er liniedirektører af en helt anden mennesketype end typiske projektledere. Som betyder, at sådanne direktører, der mødes fra sælger og køber, i stedet morer sig på en restaurant, og aftaler at lade deres koncernjurister ordne kontrakten nogle dage senere, det falder den ikke ind at de dermed allerede har smadret projektet. Mandag morgen, for typisk har direktørerne moret sig i restauranter i weekenden, modtager en jurist en papkasse fuld af dokumenter, en jurist der intet ved om sagens fagindhold. Han eller hun kender i øvrigt ingen i koncernen uden for sit kontor, sådan er normalt juristers situation i en koncern, og har dermed kun én mulighed, at udforme en klamamus, det vil sige anvende en industristandard som skabelon, og indsætte de oplysninger der er at finde i diverse dokumenter i papkassen. Denne »kontrakt«, som typisk vil referere til samtlige dokumenter i papkassen som nummererede bilag, bliver dernæst underskrevet af direktørerne hos sælger og hos indkøber, og dernæst sendes kopier til det menneske hos indkøberen der nu sidder med aben, og hos sælgeren. Først da bliver det opdaget, at kontrakten er en katastrofe. Og da kræver det et meget usædvanlig menneske, hvis en netop udpeget projektleder da evner at hidse sig op og sige nej. Det er slet ikke muligt, for hvis projektlederen er et sådant menneske, så kompetent, vil personen slet ikke befinde sig i en sådan situation, derimod allerede for længst være blevet direktør i koncernen. Som afslører, at projekter aldrig har den topleder som et projekt burde have. Sådan er det også i krige, at specialoperationer er så farlige, så vanskelige, at ingen tillader selveste overkommandoens chef at være den direkte udøvende chef, derimod får en uprøvet og entusiastisk og ung mellemleder chancen, baseret på en angrebsplan der allerede er defekt.
I kloge selskaber foregår projektledelse, og underskrivelse af projektkontrakter, helt oppe i bestyrelsen, med grundig granskning forinden.
