Sjuskede bilsyn sender transportminister i samråd
Sjusk med bilsyn i næsten hver femte synshal får Socialdemokraterne til at efterlyse en meget god forklaring fra Transportministeren, hvis ikke han vil ændre loven.
Transportminister Lars Barfoed (K) står foran en svær forklaringsopgave, hvis han i eftermiddag under et samråd i Folketinget om kontrollen med synshaller vil fastholde, at synshallerne løser deres opgave godt nok, mener Benny Engelbrecht, S-medlem af Folketingets trafikudvalg.
Tværtimod er der lagt op til krav om en revision af den lov, der for fire år siden privatiserede bilsynet, som Statens Bilinspektion indtil da havde haft monopol på.
Færdselsstyrelsen, der kontrollerer synshallerne, har nemlig dokumenteret, at næsten hver femte synshal i Danmark sjusker med bilsyn og slipper biler med alvorlige defekter ud på landevejen.
Oplysningerne kom frem i februar, efter at Forbrugerrådet havde fået indsigt i de ellers lukkede kontroller. Siden har transportministeren afvist kritikken af synshallerne med henvisning til en forbrugerundersøgelse, der viste, at danskerne er glade for synshallerne.
Men den tilfredshed skal ministeren nok ikke lægge for meget i, mener Benny Engelbrecht.
Antallet af synshaller er eksploderet
»Det handler nok mere om, at oplevelsen i gamle dage var, at det var sværere at komme til i en synshal end at krydse grænsen til Østberlin. Men med privatiseringen eksploderede antallet af synshaller. Nu tyder meget på, det er gået ud over bilsikkerheden,« siger Engelbrecht.
Det er dét, han vil have Lars Barfoed til at belyse. Og er det også ministerens konklusion, kommer han ikke udenom at ændre loven, mener han:
»Der er ingen revisionsbestemmelser i loven om synshaller. Nu synes jeg, at vi nu skal begynde at trække på vores erfaring om de udfordringer, der har været siden privatiseringen.
Fejl i C-kategori
Undersøgelsen fra februar viste, at 20 procent lavede C-klassificerede fejl. C-kategorien dækker imidlertid bredt lige fra bremsefejl til, at et stykke værktøj ikke befinder sig på rette plads. Derfor er der stadig usikkerhed om, hvor mange synshaller, der gjorde sig skyld i alvorlige fejl.
»Men Applus har faktisk erkendt, at der bliver lavet fejl, og at medarbejdere i synshaller har misbrugt deres stilling. Der er også problemer med, at et værksted udfører en reparation, som derefter bliver godkendt af en synshal på samme adresse,« påpeger Benny Engelbrecht.
S: Det handler om bilsikkerhed
Kritikken drejer sig ikke nødvendigvis om, at privatiseringen i sin tid åbnede for mange klamphuggere. Det må en evaluering af lovens konsekvenser afgøre, mener Engelbrecht, der først og fremmest efterlyser større konsekvens for de synshaller, der laver fejl, og en bedre gennemsigtighed for forbrugerne.
Falder fars hammer på en klamphuggersynshal, skal der være sikkerhed for, at synshallen ikke åbner dagen efter med en ny ejerkreds bag sig.
»Vi er virkelig nødt til at være sikre på, at de syn, der bliver lavet, nu er i orden. Danmark har i forvejen en af de ældste bilflåder og lever kun lige op EU’s minimumskrav for, hvor tit de skal synes. Det handler om, at vi skal have en større trafiksikkerhed,« fastslår Benny Engelbrecht.






