Gåde løst om blodrødt is: Millionår gammelt liv afsløret
Forskere har nu fundet årsagen til et af videnskabens store mysterier - et blodrødt frossent vandfald af is på Antarktis kaldet Blood Falls. Den røde is skyldes mikroskopiske bakterier dybt nede under Antarktis’ iskappe.
Læs også
-
Oldtidens liv stortrives i enorme mængder dybt under havbunden
Læs mere om
Dokumentation
Hvorfor bløder der rød is ud fra en af gletsjerne på Antarktis? Det er en gåde, der igennem årtier har rumsteret i mange forskeres hoveder.
Men nu har en amerikansk ledet forskergruppe - ifølge AP og National Geographic - øjensynligt fundet svaret ved at grave dybt. Rigtig dybt. Og næsten en halv kilometer nede under iskappen har de fundet et økosystem af mikroskopiske, maritime bakterier, som menes at være blevet fanget under isen i en slags vandlomme for halvanden million år siden, da Antarktis rykkede mod havet.
Det utrolige er, at bakterierne har overlevet uden hverken sollys eller adgang til normal føde. I stedet mener forskerne, at de har fundet næring ved de kemiske reaktioner mellem svovl og jern. Og det er tilstedeværelsen af jern i isen, der har givet det frosne vandfald, populært kaldet Blood Falls, dets usædvanlige farve.
Kan give svar på andre store spørgsmål
Vandfaldet menes at være et udspring fra det underjordiske økosystem. Bakterierne befinder sig så langt nede under jorden, at det ikke har været muligt at bore sig vej derned. Men det er lykkedes forskerne at få fat i en lille del af det udsivende materiale.
Udover at en lang række undrende forskere nu sandsynligvis kan få ro i sjælen, kan fundet af bakterier i et så ugæstfrit miljø også være med til at løse en anden stor gåde – nemlig hvordan liv overhovedet kunne have overlevet en periode for godt 700 millioner år siden, hvor hele Jorden menes at have været dækket af is på landjorden, mens havene var yderst jernholdige.
Forskergruppens banebrydende resultater bliver i dag offentliggjort i tidsskriftet 'Science'.






