Sundhed: Revolution på hospitalsgangen

Branchevinderen Radiometer Medical har med AQT90 FLEX udviklet et apparat, der kan vise sig uvurderligt for hospitalslæger og i sidste ende redde liv.

Af Jesper Himmelstrup redaktion@ing.dk, torsdag 23. apr 2009 kl. 00:45

AQT 90 FLEX er ikke meget større end et gammeldags 20" fjernsyn og ligner mest af alt et moderne kasseapparat. Alligevel indeholder det ikke færre end 25 transportsystemer, masser af elektronik og mekanik - og en teknologi, der ved hjælp af en enkelt blodprøve kan give op til 30 svar i timen.

Derfor kan en læge på for eksempel en skadestue eller en intensivafdeling i løbet af ganske få minutter få målt en patients hjertemarkører, som fortæller, om der er tale om en blodprop i hjertet, eller få målt koagulations-, infektions- eller graviditetsmarkører langt hurtigere end i dag.

»Det nye ved apparatet er, at man kan få målt en lang række parametre ude hos patienten uden at gå på kompromis med kvaliteten af målingen,« forklarer Niels Hesselholt, der er marketingsdirektør i Radiometer med ansvar for AQT.

Apparatet fungerer på den måde, at få mikroliter blod dispenseres ned i en lille plasticbeholder - en testkop udviklet i Finland - hvis kemi bygger på såkaldt immunoassay-teknologi. Det betyder, at svaret på en prøve er klar i løbet af 10-18 minutter - og jo tidligere lægen kender dette, jo større er chancen for, at patienten overlever.

15 år undervejs

De første tanker om den nye teknologi begyndte allerede i 1993, men først i 2001 kom der for alvor vind i sejlene. Her hægtede Radiometer en hel stribe ingeniører på med forskellige kompetencer inden for væsketransport, strøm og software - og en enkelt, der sørgede for, at tankerne hurtigt kunne blive visualiseret.

Niels Hesselholt erkender, at der har været store forhindringer undervejs.

»Vi har en blodprøve, der skal transporteres rundt i systemet, så væsketransport og ikke mindst dosering har været nogle af de store hurdler. Dosering af den korrekte væske helt ned i mikroliter er nemlig afgørende for, at man får en korrekt prøve, siger marketingsdirektøren.

Desuden peger han på, at det har kostet kræfter at udvikle softwaredelen, der både skal tage sig af motorer, pumper, visionsystemet og ikke mindst trafikstyringssystemet. Til gengæld understreger han, at det har været afgørende at inddrage kunderne i udviklingen.

»Vi har hele tiden spurgt vores kunder til råds undervejs; Hvis I nu kunne få mere med, hvad skulle det så være? På den måde er det lykkedes os at udvikle et apparat, der i dag er skræddersyet til kundernes behov,« siger Niels Hesselholt.

I dag sidder der ca. 40 mand i København og 60 mand i Finland, som udelukkende beskæftiger sig med AQT90 FLEX.

Fakta: AQT 90 Flex
Navnet kommer af SMS-slang AQT (Acute) og henviser til Acute Care-markedet.

Måler hjertemarkørerne Troponin I, CKMB, Myoglobin og NT-proBNP, infektionsmarkøren CRP, koagulationsmarkøren D-dimer og graviditetsmarkøren hCG.

Testkopper til apparatet produceres af Innotrac i Finland.

Dommervoteringen
Radiometer Medical Aps: AQT90 FLEX

Hurtig og korrekt behandling af kritisk syge patienter kan redde liv. Det kræver præcise målinger så nær patienten som muligt, så svartiden kommer ned. Dette nye produkt kan bruges decentralt på hospitaler og skadestuer. Det kan ved hjælp af tidsopløst fluorescens analysere en række blodparametre med løfte om svar inden for 10-18 minutter mod hidtil 1-2 timer, og det vil give et helt andet workflow på hospitalerne. Stor betydning for samfundet.



26. apr 2009 kl 11:17

avatar

Jan E. Sørensen

Når vi nu er i gang

Hvorfor ikke måle blodsukker og blodtryk, mens vi er i gang?

Rigtig mange uopdagede diabetsepatienter ryger ud og ind af skadestuerne med diverse forvirrende symptomer, indtil diagnosen "Diabetes type 2" stilles.

(Jeg ved godt, at en sådan "tilfældigt" blodsukkermåling ikke alene kan bruges til at stille en diagnose, men det er dog en af indikatorerne for en videre behandling/undersøgelse, når de andre målinger ikke giver udslag.)

MVH
Jan


26. apr 2009 kl 13:11

avatar

Anders Christensen

Re: Når vi nu er i gang

Blodtryk kan svjv ikke bestemmes ud fra en blodprøve.

Der eksisterer allerede små (håndholdte), billige og pålidelige apparater til at bestemme blodsukkeret.


27. apr 2009 kl 10:40

avatar

Jan E. Sørensen

Re: Re: Når vi nu er i gang

Blodtryk kan svjv ikke bestemmes ud fra en blodprøve.

Der eksisterer allerede små (håndholdte), billige og pålidelige apparater til at bestemme blodsukkeret.

Du har helt ret i begge dele, Anders. Min ide var bare at integrere det hele i en unit.

Blodtrykket måles normalt via en manchet, men der kunne vel sagtens laves interface til manchetten på denne redningsmaskine.

MVH
Jan


28. apr 2009 kl 18:34

Martin Sørensen

Immeasure

Hvis i synes det er en revolution hvad Radiometer har præsteret efter 15 år og med 100 ingeniører på sagen, så synes jeg i skal holde øje med Immeasure.

www.immeasure.com

Mvh
Martin


Ny i debatten? Opret en brugerkonto