Elektronik: Den ekstreme sparepumpe
Branchevinderen Grundfos har udviklet en cirkulationspumpe, som bruger ned til fem watt. Pumpen har blandt andet en speciel strømforsyning.
Spar otte procent på husets elregning. Det er perspektivet med Grundfos' nye Alpha2 cirkulationspumpe.
Cirkulationspumpen sparer energi takket være en frekvensreguleret motor med permanent magnet og et særligt snedigt system, AutoAdapt, som registrerer belastningen og hele tiden sørger for, at motoren ikke bruger mere effekt end nødvendigt til at sende det varme vand rundt i huset. Ofte vil motoren kunne drive vandet rundt med bare 5 watt mod 60-100 watt i normale pumper. Det kan give de nævnte op til otte procent i besparelse på en almindelig husstands elforbrug, fordi cirkulationspumper oftest kører året rundt.
Parallelt med udviklingen af produktet har Grundfos udviklet produktionsteknologien for at gøre Alpha2 masseproducerbar. I dag produceres pumpen på et fuldautomatisk anlæg med 20 robotter i Bjerringbro.
»Det har været en stor udfordring i et stort projekt at salgsafdeling, udviklere og produktion har skullet arbejde tæt sammen,« siger ingeniør og projektudvikler Martin Baungaard Andersen.
Det var et kapløb med tiden at få AutoAdapt til at fungere. Grundfos ville være først på markedet med en cirkulationspumpe med ekstremt lavt energiforbrug.
»Vi kørte mange test på pumper i Danmark, England og Grønland, for at teste systemet på forskellige anlæg, og efter et lille års tid var vi sikre på, at AutoAdapt virkede,« fortæller ingeniør og projektleder Carsten Høybye Pedersen.
Han stod i spidsen for en gruppe på omkring 50 udviklere der lavede software, hardware og pumpemekanik. Pumpen er blevet en storsælger for Grundfos.
Alpha2-pumpen skulle være meget kompakt, fordi den typisk placeres på vanskeligt tilgængelige steder, og det gav en varmemæssig udfordring for strømforsyning og elektronik i pumpen, som skulle udvikle ekstremt lidt varme. Det er blandt klaret med en switch-mode-strømforsyning, der omformer vekselstrøm til lavspændings-jævnstrøm med en virkningsgrad på hele 96 procent.
»Vi omformer strømmen på to forskellige måder afhængigt af, hvor hårdt belastet pumpen er for at have så lille et effekttab som muligt,« fortæller elektroingeniør Jørgen Elkjær.
Styringselektronik og strømforsyning til pumpemotoren er pakket tæt sammen i en kontrolboks, der kun er tre centimeter dyb.
»Kontrolboksen er blevet presset ekstremt sammen i størrelse, og det har givet nogle udfordringer,« fortæller Martin Baungaard Andersen.
Dommervoteringen
Grundfos A/S: Grundfos ALPHA2
Dette produkt ligner en klassisk, mekanisk cirkulationspumpe, men tag ikke fejl. Pumpen er elektronisk højteknologi med så meget indbygget intelligens, at den kan tilpasse sig specifikt til det hus, den monteres i. Derved sænkes forbruget til fem W fra traditionelt 60-100W. Exceptionelt hurtigt og dygtigt udviklet. Stor samfundsmæssig betydning.





