Produkter til slutbrugere: Nyt apparat dækker alle hørebehov

Branchevinderen Danske Phonic Ear har lavet et system, som hjælper hørehæmmede til at høre lyden fra telefoner, tv og samtale optimalt.

Af Eskil Sørensen, torsdag 23. apr 2009 kl. 00:45

I dag kan hørehæmmede sagtens få apparater, som hjælper dem til at bringe enten tv'ets eller telefonens lyd ind i høreapparatet. Men der findes ikke ét apparat, som kan det hele. Før nu.

Phonic Ear, en lille virksomhed under den store høreapparatkoncern William Demant, har udviklet HearIt All, som bruger såvel Bluetooth som et trådløst digitalt audio-system, som lige som Bluetooth sender på 2,4 Ghz.

Apparatet kan overføre lyd fra fire forskellige kilder til høreapparatet: tv, mobiltelefoner, telefoner og andre personer, som får en mikrofon om halsen. Dermed bliver lyden fra hver af kilderne optimeret.

»Den store udfordring har været at få så mange funktioner, samtidig med, at det skal være let at bruge for en målgruppe på 65-75 år. Vi har selvfølgelig også arbejdet med støj fra det ene radiosignal til det andet,« siger ingeniør Morten Kjær Johansen, Phonic Ear, som er en af udviklerne bag produktet.

Systemet byder på ekstremt lille forsinkelse på lydsignalet takket være radiosystemet, som har mindre end tre millisekunders forsinkelse fra basestationen til høreapparatet, fordi der ikke er nogen retransmission af mistede signaler. Det eliminerer den ekkovirkning, som der ellers kan være på lignende systemer.

Omfattende løsning

Det var egentlig ikke meningen, at Phonic Ear ville have lavet en så omfattende løsning, som det blev.

»Vi ville udvikle vores eget mikrofonsystem, en kommunikatorløsning, så den svagthørende kunne høre en samtalepartner, og vi ville bruge Bluetooth. Men efterhånden greb det om sig. Vi spurgte os selv: Hvorfor ikke lægge en tv-linje ind i basen, og så udviklede det sig yderligere,« siger Morten Kjær Johansen.

Samtidig kan apparatet klare skift mellem de forskellige lydkilder smertefrit. Hvis den hørehæmmede ser tv, og telefonen ringer, kobles tv-lyden automatisk fra, og telefonen kobles til høreapparatet.

Hver for sig kendes teknologierne til at få det bedste ud af telefonlyd og tv-lyd, men HearIt All samler teknologierne til alle fire situationer. Phonic Ear har patentanmeldt produktet.

Dommervoteringen
Phonic Ear A/S: HearIt All

Hørehæmmede har hidtil været tvunget til at anvende en hel række hjælpemidler for at tale telefon, se TV, tale i mobil og høre radio. Dette produkt letter besværet ved for første gang at samle alle funktionerne i ét apparat. Der er tale om en flot samling af en række kendte elektronikteknologier og protokoller i et produkt, som vil gøre livet lettere for mange mennesker.